Gå tilbage

Rejser til Munduk

Munduk er en lille bjerglandsby, der ligger fredfyldt omkring 1000 meter over havets overflade i Balis højland. Området er et af Balis frodigste, og byen er omgivet af grøn regnskov, søer, kaffeplantager og vandfald. Placeringen i højderne gør i øvrigt klimaet en smule køligere end på resten af øen. 

Byen står i kontrast til ideen om Bali som sol- og strandparadis, og af samme årsag er den også en smule mindre turistet. Området er enhver naturelskers drøm, og du skal besøge byen for at få følelse med det autentiske Bali. 

Er du en oplevelsesjæger, vil Munduk ikke skuffe! Byen er kendt for sin enestående natur, og du skal ikke snyde dig selv for at udforske den. Trekking er en populær aktivitet i Munduk, og der er mange flotte naturtreks, så spænd vandreskoene, og begiv dig ud på opdagelse.


Find regnskovens vandfald

Området er en guldmine, hvis du er vild med vandfald. De ligger som perler på en snor, og der er treks, der tager dig forbi flere af dem. Særligt det smukke Munduk-vandfald er et absolut must på din tur! Det falder fra 25 meters højde ned i en naturlig, kølig pool.

At stå i vandkanten og høre vandets musik, når det rammer stenene, kan være en hel meditativ oplevelse, så lad roen sænke sig over dig, og nyd hvert et åndedrag. Tag en svømmetur i det friske vand, og lad dig imponere af de tropiske klatreplanter, som snor sig rundt om vandfaldet og mildest talt gør dine stueplanter til skamme.


Søer, rismarker og kaffeplantager

Ud over de flotte vandfald byder Munduk på søer, risterrasser og kaffeplantager, som helt sikkert vil fortrylle enhver, der kaster et blik ud over højlandet. Der er fx mange udkigspunkter, hvor du kan beundre søerne Tamblingan og Buyan fra højderne. De ikoniske risterrasser, som øen er så kendt for, finder du også i området og er bestemt et besøg værd.

Higer din indre foodie efter en oplevelse for smagsløgene, så er egnen hjem for en masse kaffeplantager, og noget af Balis bedste kaffe bliver dyrket her. Kaffen blev bragt hertil af hollænderne i det 1900 århundrede, og det er stadig disse planter, der bærer frugt den dag i dag.

En del af kaffen dyrkes efter traditionel metode, der med rødder i hinduismen baserer sig på filosofien Tri Hita Karana. Denne filosofi fokuserer på harmonien mellem Gud, mennesker og miljøet, så ikke overraskende dyrkes der en del økologisk og fair trade-kaffe på Bali.


Balis spirituelle natur

På Bali bor spiritualiteten i alle hjørner, flyder gennem alle templer og besjæler hvert et træ. Når du er på tur igennem byen, så læg vejen forbi det store Banyan-træ, der troner sig 85 meter op i luften. Det er over 700 år gammel og et spektakulært syn med sit viltre rodnet, der breder sig over jorden. Det siges at være beboet af en ånd, der opfylder ønsker. Hvem ved, men det kan vel ikke skade at komme med et?

Når du er i området, skal du også besøge det majestætiske Ulun Danu Temple på Beratan-søen – Balis største sø. Templet blev bygget til ære for den balinesiske vandgudinde Danu og består af fire hellige bygninger. Det ligger på søen og virker nærmest til at svæve over vandet, og i baggrunden rejser bjergene sig stolt. Det er et magisk syn, særligt når den drømmende tåge stiger op fra vandet og smelter templet sammen med omgivelserne.


Besøg Munduk

Højlandsklimaet betyder at vejret er en smule køligere end på resten af Bali. Det er dog stadig varmt og dejligt at besøge området hele året, og det kan måske være helt rart med lidt afveksling på din rundrejse i Bali. Fra oktober til marts er det regnsæson, så stierne kan være en smule glatte. Til gengæld elsker Moder Jord det mere vand og belønner områdets gæster med ekstra vækst, vilter skov og lidt grønnere planter.

Billeder

1 ud af 9
Rejser til Munduk, Bali
1 ud af 9
Rejser til Munduk, Bali
1 ud af 9
Rejser til Munduk, Bali
1 ud af 9
Rejser til Bali
1 ud af 9
Rejser til Munduk, Bali
1 ud af 9
Rejser til Bali
1 ud af 9
Rejser til Munduk, Bali
1 ud af 9
Rejser til Munduk, Bali
1 ud af 9
Rejser til Munduk, Bali

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Hoteller i Munduk

Flere hoteller i Munduk

Oplevelser