Kardia Resort Gili A Pramana Experience
Kardia Resort Gili A Pramana Experience på Gili Trawangan er et mindre strandresort med en afslappet og bohemeagtig atmosfære.
Lige fra du ankommer, vil du bemærke, hvordan naturen og bæredygtigheden har inspireret hele stedets indretning. Overalt er der bambus, træ og naturmaterialer, og det er en virkelig skøn kombination af rustikt og moderne. Rudy og de andre ansatte står klar til at tage imod dig med en varm velkomst og masser af smil. Der er en fantastisk stemning her.
Resortet har to pools, hvoraf den ene ligger tæt på vandet. Her er der mulighed for at slappe af i skyggen eller nyde udsigten over havet.
Selve hotellet består af otte bygninger forrest. Der er omkring fire værelser i hver bygning, og de er indrettet i lyse, lækre farver med bambus og trædetaljer. Du har din egen lille hyggelige terrasse, hvor du kan nyde udsigten. Badeværelset er indrettet med rå sten, og her har du en udendørs bruser, så du bader faktisk under åben himmel. Der er selvfølgelig også både wifi og aircondition.
Restauranten på resortet er særligt populær på grund af chefkokken Agus, der elsker at forkæle dig med skønne madoplevelser fra det indonesiske køkken. Han har altid noget godt til bordet! Her får du i øvrigt verdens BEDSTE kaffe!
Om aftenen er der live musik, hvor du kan nyde en drink i de sene aftentimer. Foran hotellet, på den anden side af vejen, ligger en platform, der beskytter ved højvande. Det vil sige, at der er en lille afsats ned til stranden, og ved højvande er det mere som en lille kyst. Om aftenen bliver platformen forvandlet til solnedgangsbar med sækkestole og små borde. Her kan du nyde den smukkeste solnedgang!
Stranden ved hotellet er ikke den mest spændende, men på Gili T er der aldrig særligt langt til en god strand.







