Hotel - Filippinerne - Puerto Galera
Rejser til Puerto Galera
Puerto Galera er en lille by på øen Mindoro, der ligger i en af verdens smukkeste bugter. Bugten er kendt for sit krystalklare azurblå vand, fænomenale snorkling og vidunderlige strande! Her leves livet i et langsomt tempo, og hver dag føles som feriedag. Den stemning og afslappethed er svær at finde andre steder!
Snorkling og dykning i verdensklasse
Bugten omkring Puerto Galera er kendt for sit utrolige undervandsliv og er et paradis for snorklere og dykkere. Her kan du blot ved at snorkle se de smukkeste koraller og fisk i alle farver.
Tag en båd til Coral Garden eller Sabang Reef, hvor du kan udforske farverige koralrev og svømme blandt eksotiske fisk og måske endda havskildpadder. Her dykker de lokale efter perler, og du kan se de kæmpestore muslinger ligge åbne på havbunden neden for koralvæggene. Coral Garden ligger kun en kort sejltur fra de fleste strande i Puerto Galera.
For de mere erfarne dykkere er der også mulighed for at udforske vraget af et japansk krigsskib, der ligger på bunden af bugten og er blevet et populært dykkersite.
Strandhop og sejlture i Puerto Galera
En af de bedste måder at udforske Puerto Galera-området er ved at tage på strandhop og sejlture langs kysten. Tag en bådtur til White Beach, hvor du kan nyde det bløde, hvide sand og det klare, turkisblå vand. Eller tag til Haligi Beach for en mere afsidesliggende oplevelse, hvor du kan slappe af og nyde freden og roen.
Her er så mange flotte strande, at det slet ikke er til at tro! Ofte vil du på en heldagstur få serveret grillet mad direkte på stranden – garanteret med ris, soya og fisk. Lækkert og rustikt.
Du kan også leje en havkajak på de fleste resorts og sejle rundt på egen hånd i det klare vand.
Aktiviteter og oplevelser omkring Puerto Galera
Området omkring Puerto Galera er spækket med flotte strande, frodig jungle, store bjerge og vandfald. Tag rundt i det bjergrige landskab enten til fods, på mountainbike eller med jeepney fx til det flotte Tamaraw vandfald en halv times kørsel fra byen. Her kan du bade, hvis du da ikke er bange for det kolde vand fra bjergene.
Junglen er fuld af fine vandrestier, hvor du går gennem smukke landskaber, forbi imponerende vandfald og til vilde udsigtspunkter.
Du kan også prøve at gå på hængebroer over junglen – eller hvis du er lidt mere modig, så tag en tur i zipline over trækronerne.
Afslapning, frugtshakes og god mad
Uanset hvad du vælger at lave i Puerto Galera-området, vil du blive mødt med venlige smil, betagende naturskønhed og en følelse af ro og afslapning, der vil få dig til at ønske at blive lidt længere.
Spis dejlig mad på strandrestauranterne. Prøv autentiske filippinske retter som adobo, sinigang og lechon, eller forkæl dig selv med friskfanget skaldyr og tropiske frugter. Og top det hele af med de friskeste lækre frugt-shakes med mango, kokos og vandmelon!
Livet i Puerto Galera
Ofte bor du lidt væk fra selve byen Puerto Galera, ud til en dejlig og rolig strand. Men byen er aldrig mere end en kort sejltur væk.
I Puerto Galera by oplever du den ægte filippinske gæstfrihed og en følelse af samhørighed blandt lokalbefolkningen. Og rigtig mange sælgere!
Byens liv er præget af farverige markeder, hvor du kan finde alt fra friske frugter og grøntsager til lokalt håndværk. Her er en masse farvestrålende boder med saroner, badetøj, halskæder, solhatte og strandtøj, hvor du roligt kan prutte med de handlende om prisen. Her er også pæne fletvarer! Byen har også et meget lille marked med grøntsager, frugt, friskfanget fisk og kød, og her er også en håndfuld butikker.
Puerto Galera er en naturlig havn, der blev navngivet efter de spanske galioner, som lagde til her i 1500-tallet. Byens trækplaster er nok den lille, fine kirke omgivet af palmer og blomster og det lillebitte museum med fund fra sunkne skibe fra forskellige lande.
Der er masser af trafik på hovedgaden med jeepneyer og tricycles i læssevis, og gaderne er stejle, men der er boder og butikker over det hele, hvor de lokale handler.
Besøg Sabang
Trænger du til lidt mere byliv, så tag en tur til Sabang. Her får du liv, barer og gadekøkkener for alle pengene.
På overfladen er byen ikke særlig charmerende med masser af trafik og gadeos, men hvis du søger ud i krogene, finder du små skatte. Langs stranden ligger pastelfarvede hoteller, private huse og spisesteder, og hovedgaden fører op ad stejle bakker til et virvar af gamle huse og småboder blandet sammen med storslåede turisthoteller.
Parallelt med stranden ligger små, mørke gader med butikker og supermarkeder, hvor du sagtens kan finde ting at købe med hjem.
Trænger du til at hvile ørene, så søg ud i enderne af stranden. I den ene ende kan du sidde på rolige caféer og nyde den lidt hippieagtige stemning, og i den anden ende af stranden er der ofte marked med tøj og tingeltangel og et væld af gadekøkkener med sjov mad.