Hotel - Malaysia - Cameron Highlands
Rejser til Cameron Highlands
Cameron Highlands der ligger ca. 215 kilometer nord for Kuala Lumpur, i ca. 1.550 meters højde, er bl.a. kendt for sine teplantager, jordbærmarker og kølige klima.
Cameron Highlands historie
Stedet fik sit navn efter den britiske landmåler, William Cameron, der i 1885 var på ekspedition i området. Landskaberne her er utroligt smukke på grund af variationer i vegetationen.
Fra 1920erne blev Cameron Highlands et eftertragtet feriested for koloniherrerne, når de skulle lidt væk fra den fugtige varme ved kysten. Nogle af dem besluttede at blive boende heroppe i det dejlige klima, og således kom der gang i landbrugsproduktionen.
Hvad er Cameron Highlands kendt for?
Cameron Highlands er i dag kendt for sin store teproduktion, og der dyrkes også jordbær, blomster, honning og holdes sommerfugle. Ved foden af Cameron Highlands ligger byen Tapah, som er den største by i højlandet, med hele 10.000 indbyggere.
Byen har en hyggelig hovedgade med små butikker, cafeer, restauranter og et stort, lokalt marked, hvor du måske kan blive fristet til at købe lidt jordbærhonning eller frugt. Du kan f.eks. prøve den berømte Durian frugt, som bliver omtalt som frugternes konge. Men pas på! Denne frugt er meget ildelugtende, som en blanding af terpentin og gammel ost, men den beskrives af malayerne således: Den stinker som helvede, men smager af paradis. Vær dog opmærksom på, at mange hoteller forbyder denne frugt, da de ikke kan få lugten ud af værelserne igen.
Når du har besluttet dig for, hvornår du skal afsted, kan du i øvrigt læse vores rejseguide til Malaysia og blive helt klar!