Bandos Maldives
Bandos Maldives er et rigtig dejlig resort på sin egen lille koralø i Nord-Malé-atollen. Sandet er kridhvidt, palmerne står langs stranden, og vandet er krystalklart og turkisblåt. Resortet har taget imod gæster siden 1972, så her ved de, hvad de laver.
Du slipper for en lang transfer, for øen ligger kun 7 km fra lufthavnen. Efter 10–15 minutter i speedbåd står du med tæerne i sandet. Find en liggestol i skyggen af palmerne, og tag en dukkert i det varme vand, når solen bliver for meget.
Dit værelse ligger kun få skridt fra den hvide strand, og du kommer næsten ikke tættere på havet. Standardværelserne ligger i små, lave bygninger med fire værelser på række, og foran dit værelse har du din egen hyggelige terrasse, hvor du kan sidde i skyggen og kigge ud over havet. Indenfor er der dejligt god plads på 38 m², og den rustikke maldiviske stil med masser af træ giver værelset et rart og traditionelt præg. Sengen er stor og rigtig god at sove i, og badeværelset er et åbent vådrum med bruser. Værelserne er ikke de nyeste, men de er pæne, rene og velholdte, og med den beliggenhed gør det ikke så meget. Wifi er gratis, men forbindelsen kan svinge lidt, så du kan med god samvittighed gå offline. Drømmer du om lidt mere luksus, kan du opgradere til en af de lækre strandvillaer eller en vandvilla med egen pool.
Poolen ligger mellem palmer og duftende blomster, og det bedste ved den er poolbaren. Svøm direkte hen til baren, og sæt dig på en af barstolene i vandet med massagedyser, mens du nyder en kold drink i skyggen. Der er også et børnebassin, hvis du har de små med.
Morgenmad, frokost og middag spiser du i Gallery, hvor der er en stor buffet med internationale retter og temaaftener. Vil du forkæle dig selv, så spis grillet fisk og skaldyr på Grill Bars dæk over vandet, eller tag en drink på Huvan, mens solen går ned. De andre restauranter koster ekstra, også med all inclusive. Personalet er søde og opmærksomme, og efter en dag eller to kender de din yndlingsdrink.
Under vandet venter husrevet. Tag snorkeludstyret med ned på stranden, og svøm ud til revet, hvor der vrimler med farverige fisk. Er du heldig, ser du både revhajer og mantarokker. Vil du længere ned, ligger Dive Bandos lige ved siden af. Det er Maldivernes ældste dykkercenter med ture til 40 dykkersteder i området. Øen har også sin egen klinik med læge og sygeplejerske døgnet rundt.
Resten af tiden kan du fylde ud, lige som du har lyst. Få en massage i en af Orchid Spas behandlingsvillaer, tag på delfinsejlads ved solnedgang, eller tag med på picnic på en øde sandbanke. Udflugterne booker du gennem resortet. Om aftenen er der livemusik i Sand Bar, og rejser du med børn, kan de hygge sig i børneklubben Kokko Club.
Bandos er Green Globe-certificeret, og solceller på 16 tage dækker omkring 30 % af øens energiforbrug.