Hotel - Sri Lanka - Balapitiya
Rejser til Balapitiya
Balapitiya er en lille autentisk fiskerby med kun ganske få turister. Byen er kendt for dens gyldne sandstrande med svajende palmer, hvor du kan svømme, snorkle, dykke eller blot slappe af. Der er nogle fine restauranter og butikker i den lille by, men udvalget er ikke stort. Du skal bo her for at slappe af på stranden og opleve mangroveskovene omkring floden.
Madu Ganga floden løber nemlig igennem Balapitiya, og du kan tage på safari på floden i båd og få natur for alle pengene. Du sejler forbi mangroveskove, vådområder og frugtplantager, og du vil opleve et imponerende plante- og dyreliv. Her lever alt fra fisk og krokodiller til farvestrålende fugle og legesyge aber. Du sejler højst sandsynligt forbi en frugtbod midt ude i vandet. De ligner mest af alt et par pæle, der er sømmet sammen, med et palmebladstag på - men du kan købe den lækreste, friske frugt.
I floden er der en masse små øer, som du kan gå i land på. På øen Kothduwa kan du se en statue af Buddha og et flot tempel, der er ca. 200 år gammelt. Templet er hvidkalket og fylder næsten hele øen med sine mange småbygninger. På Cinnamon Island kan du lære om processen med at fremstille kanelbark.
Madu Ganga floden er kendt for sin fiskespa, hvor du sidder ved små bassiner med fødderne i vandet og udsigt til mangroven.
Kumu Beach er en del af Balapitya Beach, og her kan du opleve havskildpadder, der lægger æg i sandet. Besøg også Turtle Hatchery i Kosgoda, hvor alle fem slags havskildpadder kommer og bygger rede. Det er det eneste sted i Sri Lanka, hvor alle fem arter holder til, og hvis du er heldig, kan du opleve en skildpadde eller to.
1 times kørsel fra Balapitiya ligger Galle, som er Sri Lankas nok hyggeligste by. Stemningen i byen er dejlig afslappet, så du kan rolig sætte et par timer af til at slentre rundt i gaderne blandt butikkerne og kunstgallerierne.