Hotel Randiya
Hotel Randiya er et lille, enkelt hotel i Anuradhapura beliggende tæt på en smuk sø. Værelserne er små og af ældre dato, men har dog aircondition og wi-fi (når det ellers virker). Hotellet har for nylig opført en nyere afdeling, hvor værelserne fremstår lidt mere moderne. Trænger du til at køle lidt af, kan du tage en dukkert i poolen. Hotellet har desuden også en restaurant, der serverer udmærket mad, men vil du gerne prøve noget andet, kan du tage ind til bymidten, der ligger et par kilometer væk. Tidligere gæster roser især de dejlige omgivelser og det venlige og hjælpsomme personale.