Nine Skies
Nine Skies er et lækkert 5-stjernet bungalowhotel, der ligger i bjergene omgivet af teplantager med udsigt udover de grønklædte bakker, dalen og den kendte togstrækning “Demodera Loop”. Ella by er cirka et kvarters kørsel væk.
Bungalowhotellet er bygget i britisk kolonistil og smukt indrettet med både nye og gamle træmøbler og dejlige terrasser med udsigt over alt det grønne.
De fem værelser er gode og store med himmelsenge af træ, antikke skriveborde og et hyggeligt siddeområde. Fra dit værelse har du direkte adgang til din hyggelige lille veranda, hvor du også har en flot udsigt udover haven. Du kommer ikke til at mangle noget, da der er alt fra badekar og regnbruser til gratis Wi-Fi.
Tag et dyp i den storslåede infinity pool med hotellets suverænt bedste udsigt. Eller put dig under et tæppe i den bløde lænestol ved ildstedet i det hyggelige fællesområde.
Mød det søde personale, som gør, hvad de kan for, at du får et godt ophold. Manageren Dhanushka og resten af personalet har virkelig styr på tingene – og de gør også små ekstra ting som at lave kage på din fødselsdag eller pakke vand, hvis du skal vandre.
Hotellet har en restaurant med lækker gourmetmad! Nyd den gode mad, varm eftermiddagste og dine yndlingsdrinks fra baren. Har du nogle særlige ønsker til maden, er kokken med det samme frisk på at opfylde dem.