Ubuntu Beach Villas
Ubuntu Beach Villas by Reveal er et skønt lille strandhotel, der ligger direkte ud til Det Indiske Ocean på Sri Lankas sydkyst, lidt uden for Mirissa. Hotellet består af to separate villaer med en lys og moderne indretning, hvor store glaspartier åbner op mod havet, og palmerne står lige uden for døren. Her er en dejlig afslappet atmosfære med god plads til at nyde de smukke omgivelser og komme helt ned i gear.
Du bor på en roligere del af kysten i Kamburugamuwa, lidt væk fra det livlige Mirissa. Stranden ligger lige foran villaerne, så du har kun få skridt ned til sandet, hvis du har lyst til en tur langs vandet. Hotellets to poolområder vender ud mod havet, og her kan du tage en forfriskende dukkert eller finde dig en liggestol under palmerne. Det er et skønt sted at slå sig ned med en god bog og udsigt over Det Indiske Ocean.
Dit værelse er lyst og hyggeligt indrettet med store vinduer, der vender ud mod den tropiske gårdhave. Her har du aircondition, tv, wi-fi, minikøleskab og alt det, du behøver for et behageligt ophold. En særlig detalje er badeværelset, hvor du både har mulighed for at tage et brusebad indenfor og under åben himmel. Fra værelset har du desuden nem adgang til poolen og stranden, så du hurtigt kan finde din yndlingsplads i solen.
Dagen begynder med morgenmad, hvor du kan vælge mellem srilankanske specialiteter og mere velkendte internationale retter. Måske du skal prøve en traditionel srilankansk morgenmad? Du kan spise i villaens spisestue med udsigt over poolen og havet eller få maden serveret udenfor ved poolområdet. Her er også mulighed for at nyde dagens øvrige måltider, og skulle du få lyst til lidt variation, kan du besøge søsterhotellets bistro og bar. Ubuntu Beach Villas er et dejligt valg for dig, der gerne vil bo tæt på havet i rolige omgivelser med plads til afslapning.







