Dinso Resort & Villas Ko Chang, Vignette Collection
Dinso Resort & Villas Ko Chang er et splinternyt hotel på Koh Changs vestkyst. Her får du lige dele minimalisme, charme og luksus. De rolige jordfarver og naturmaterialer går igen på hele matriklen, og det er lidt som at træde ind i en drøm af bast og træ.
Dit værelse fortsætter i samme stil – naturminimalisme. Detaljerne er nøje udvalgte, og det mærker du både i stenvasken på badeværelset, bjælkerne på væggen og de smukke trægulve. Der er en lille sofa samt skrivebord, sikkerhedsboks, minibar og faciliteter til at brygge en kop te. Aircondition holder værelset svalt, og varmen får du på din egen balkon.
Med udsigt over havet kan du bade i poolen – og hvis du bliver træt af klorvandet, kan du med få skridt køle ned i det salte havvand. Der er også et dejligt træningsområde og en lækker spa, hvor du kan koble fra med forskellige behandlinger.
I restauranten kan du hele dagen slå dig ned og nyde friske retter, snacks og lækkerier af ingredienser fra øen. Snup en drink i baren, eller tag den med ned til din solseng på stranden. Har du børnene med, kan de hygge sig i hotellets kids club, mens du fordyber dig i en bog eller fortaber dig i horisonten.