Kun for voksne
Twin Lotus Resort & Spa
Twin Lotus Resort & Spa ligger på den smukke hvide sandstrand Klong Dao Beach på Koh Lanta, som siges at være en af de flotteste strande på øen. Du tjekker ind på et luksuriøst hotel med alt hvad hjertet begærer – her skal du bare slukke hovedet, nyde roen og komme helt ned i gear i fantastiske omgivelser.
Du bor i lyse og moderne værelser indrettet med flot træ og naturlige jordfarver – og så har du en balkon på værelset. Værelserne er veludstyrede med aircondition, gratis wi-fi, tv og minibar. Desuden får du te- og kaffefaciliteter, fire flasker gratis vand dagligt til at slukke tørsten i, hvis ikke minibaren er nok, og sidst men ikke mindst, en badekåbe og et par tøfler. Og så ligger det kun 200 meter fra stranden, så du står næsten op med sand mellem tæerne.
Du finder dine måltider på hotellets to restauranter, begge spisesteder er i åbent plan, så du har den dejligste udsigt til hav og strandkanten. Her kan du spise både internationale og thailandske retter. Du kan også udnytte en af hotellets mange faciliteter og tage en hyggelig spa-dag, et dyp i en af de tre swimmingpools, et madlavningskursus i det thailandske køkken eller en træningssession. Vil du opleve byen? Så tilbyder hotellet en gratis shuttle bus til Saladan Pier. Bliver du også lidt overvældet af de mange gode aktiviteter, så hiv fat i personalet – de er super søde og hjælpsomme.
Et perfekt hotel til parret der ønsker max afslapning og kvalitetstid sammen. Det er egentlig et voksenhotel, men mellem maj og oktober er børn velkomne.