Fair House Villas & Spa
Fair House Villas & Spa er et fantastisk lækkert resort, der ligger lige ud til den dejlige Maenam strand i den nordlige del af Koh Samui. Resortet har sin egen private strand, hvor det flotte turkise vand helt sikkert vil lokke dig i badetøjet. Læg dig her under palmerne og nyd en kold drink serveret i en kokosnød – findes det mere eksotisk end det? Du kan også tage en dukkert i den lækre infinitypool og svømme forbi poolbaren, hvor du kan nyde en kold forfriskning. Fra poolen har du den vildeste udsigt ud over det blå, blå vand, der bare ser ud til at fortsætte i en evighed med disede øer og bjerge i horisonten.
På resortet hersker en ro og idyl, som er helt anderledes end det liv, du møder på Chaweng og Lamai-strandene. Du bor langt fra alting og kan virkelig komme ned i gear. Bliver det hele lidt for roligt, kan du tage hotellets shuttle til Chaweng. Når du ankommer til hotellet, bliver du mødt af hotellets søde og hjælpsomme personale i den flotte lobby.
Du bor i små villaer omgivet af palmer og med udsigt til hotellets grønne have. Din villa er elegant indrettet med flotte træmøbler, og du har selvfølgelig minibar, aircondition og TV. Du kan sidde på din balkon og nyde aftenen og roen. På hotellets restaurant Bre-Eze spiser du lækker thaimad, og restauranten har også en rigtig fin morgenmadsbuffet, hvor udvalget er stort. Har du lyst til ekstra selvforkælelse, kan du passende slå et smut forbi hotellets spa. Du har også mulighed for at få pulsen op i det lille fitnesslokale hvor du kan spejde ud over havet, mens du får sved på panden. Hotellet ligger cirka 10 kilometer fra centrum af Koh Samui.