Rejser til Tam Hai Island
Tam Hai Island ligger omkring 80 km fra Hoi An og er omgivet af hav og Truong Giang floden. Folk her lever af at fiske, og derfor er der også kun et par fiskerlandsbyer og næsten ingen turister!
Byen har en lille kirke, en pagode og et marked, og her er et par hyggelige små caféer, som du kan spise på, men ellers er det mest naturen og strandene, der trækker.
Her er flere gode strande, hvor du kan bade, sole dig eller ligge i skyggen fra palmerne og læse den bog, du aldrig har tid til at læse derhjemme. Hvis du sejler de 100 meter fra Tam Hai Resortets strand, når du den lange tange, som fører hele vejen op til Hoi An og Danang, og her er der kilometer efter kilometer af smuk, hvid sandstrand – og ingen mennesker!
Tam Hais smukke natur venter bare på at blive udforsket, og du kan bestige Bang Than bjerget på øens yderste spids, hvor der er en glimrende udsigt ud over øen og havet. Du kan også frit tage ture rundt i kajak, udriggerbåde eller de sjove, runde sivbåde, som ofte bliver brugt i Vietnam, så du har rig mulighed for at udforske området til vands!