Kun for voksne
Memories Jibacoa
Mellem Cubas frodige bjerge og det turkise hav ligger Memories Jibacoa, et stemningsfuldt voksenhotel for gæster over 16 år. Her er tempoet roligt, atmosfæren hyggelig og stemningen præget af ægte cubansk charme. Hotellet ligger direkte ud til en idyllisk sandstrand med blødt, lyst sand og svajende palmer – perfekt til rolige dage med fødderne i vandkanten. Med sin placering halvvejs mellem Havana og Varadero er det et ideelt sted at kombinere afslapning med oplevelser i Cubas mest ikoniske byer.
Værelserne er enkle, men rummelige og komfortable. Her har du fladskærms-tv, minibar, aircondition og endda gratis wi-fi. Du vågner op til fuglesang og kan nyde dagens første kop kaffe på din balkon eller terrasse, hvor du kan kigge ud over haven, poolen eller havet. Selvom værelserne ikke er luksuriøse, har de alt, hvad du har brug for – og det er de smukke omgivelser, der virkelig stjæler opmærksomheden.
På Memories Jibacoa er der rig mulighed for at kombinere afslapning med sjove oplevelser. Snorklingen her er i særklasse – lige ud for stranden finder du et farverigt koralrev fyldt med livlige fisk, der nærmest svømmer dig i møde. Foretrækker du at blive på land, kan du tage en kajaktur, spille tennis eller deltage i en afslappende yogatime. Poolområdet indbyder til lange, tilbagelænede dage, og baren sørger for, at du aldrig mangler en kølig mojito eller friskpresset juice.
Sulten stiller du i hotellets buffetrestaurant, hvor du kan nyde et væld af smagfulde cubanske retter og frisk seafood. Hvis du har lyst til at prøve noget nyt, kan du også sætte dig til bords i à la carte-restauranten, hvor kokkene kræser for dig med retter inspireret af både det lokale køkken og internationale klassikere.
Når mørket falder på, summer hotellet af livemusik. Der er ingen vilde fester eller larmende diskoteker – men en afslappet og hyggelig atmosfære, hvor du kan lade dig rive med af de smittende cubanske rytmer.