Hotel - Mexico - Puebla
Rejser til Puebla
Puebla, også kendt som Englenes by, er en by der ligger blot to timers kørsel fra Mexico City. Det er en af Mexicos ældste og mest charmerende kolonitidsbyer. Byen blev grundlagt i 1531 af spanierne og ligger i en bred dal omgivet af vulkaner. Puebla oser af historie og kultur, men har samtidig et moderne strejf, som giver dig lidt af det hele. Her kan du både beundre UNESCO-beskyttede bydele, nyde autentisk mexicansk mad og dykke ned i myter og legender om engle, som siges at have vist vej til byens placering.
Oplev det historiske centrum
Start din tur gennem Puebla ved byens hjerte, Zócalo, en grøn og livlig plads, hvor både lokale og turister side om side nyder de omkringliggende caféer og butikker. Her er der altid noget at se – måske støder du på en gademusikant, der spiller folkemusik, eller en gadesælger med farverige, håndlavede varer. Pladsens afslappede stemning gør det til et perfekt sted at starte dagen. Herfra kan du også besøge mange af byens seværdigheder.
Tag en gåtur gennem den gamle bydel, og oplev flotte kirker, gamle bygninger udsmykket med talavera fliser. Du kan også gå på opdagelse og udforsk stedets historie i et af de mange museer i byen, som Museo Amparo. Her har du mulighed for at dykke endnu mere ned i byens spændende kunstneriske historie.
Ikke langt fra Zócalo finder du Puebla Katedralen – en smuk bygning, der blander barok og renæssancestil. Indenfor kan du beundre de gyldne krummelurer og de smukt udsmykkede kapeller. Tag turen op i klokketårnet, hvorfra du har en storslået udsigt over byen og de omkringliggende vulkaner. Det er et syn, du ikke vil glemme – og hvis du er heldig, kan du se røgen stige op fra den mægtige Popocatépetl-vulkan. Og nu hvor du er i gang med kirker og katedraler, så er Capilla del Rosario med dets mange rige detaljer uden tvivl også et stop værd!
Spis dig gennem Puebla
Puebla er berømt for sin gastronomi, og ingen rejse hertil er komplet uden at smage mole poblano. Denne chokolade-chili-sauce er skabt i byen for mere end 500 år siden, og det er en ret, der får sanserne på overarbejde. Den krydrede, søde smag er speciel og ikke noget, du vil finde magen til andre steder. Så sæt dig godt til rette på en af byens mange hyggelige restauranter, og bestil en tallerken med mole poblano over kalkun eller kylling. Det er måske lidt uvant for dine smagsløg, men det er en oplevelse, du ikke må gå glip af.
Hvis du vil have endnu mere smag af Puebla, så prøv også chiles en nogada, hvor grønne chilier, hvid valnøddesovs og røde granatæbler pryder tallerkenen som en hyldest til det mexicanske flag. Det er gastronomi med historie og sjæl!
Cholula-pyramiden og Santuario de los Remedios
En kort køretur fra Puebla finder du en af Mexicos mest imponerende seværdigheder – Cholula-pyramiden, også kendt som Tlachihualtepetl. En heldagstur hertil er uden tvivl anbefalelsesværdigt. Denne gigantiske pyramide er verdens tredjestørste, og selvom meget af den stadig ligger begravet under jord, er dens størrelse og historiske betydning overvældende. På toppen af pyramiden ligger Santuario de los Remedios, som er en smuk, orange kirke, der står i stærk kontrast til den mægtige og rå Popocatépetl-vulkan i baggrunden. Det er et syn, der minder om noget fra en eventyrfilm.
Kirken er ikke kun en arkitektonisk perle, men også en vigtig del af lokal tro og tradition. Når du står på toppen og ser ud over dalen, får du et fantastisk indtryk af den skønne natur, Puebla er omgivet af.
Kunst og kreativitet i Barrio del Artista
Puebla er også et kreativt mekka, og en gåtur gennem Barrio del Artista, hvor lokale kunstnere sidder i deres små atelierer og skaber unikke værker, er et absolut must! Det er et livligt kvarter, hvor du kan finde alt fra malerier til smykker, som kunstnerne sælger direkte fra deres værksteder. Hvis du leder efter en autentisk souvenir at tage med hjem, så er det her altså stedet!
Er du heldig at besøge Puebla i løbet af en weekend, så kan du også tage en smut til loppemarkedet på Plazuela de los Sapos, hvor du kan shoppe håndlavede tæpper, tøj og andre lokale skatte.
Så hvis du spørger dig selv “Hvorfor besøge Puebla?”, så er svaret kort sagt, at Puebla er en by, hvor historien og kulturen nærmest flyder sammen i gaderne. Med dens spanske koloniale arkitektur, gastronomiske rigdom og kreative atmosfære er der noget for enhver smag. Uanset om du vil slappe af på Zócalo, beundre katedralens gyldne detaljer eller udforske lokale kunstneres værker, så vil Puebla give dig oplevelser, der går dybere ned i Mexicos kultur.