Hacienda Chichen
Hacienda Chichen er et dejligt sted! Hotellet er en gammel hacienda i kolonistil, der oser af stemning med flotte buer og knald på farverne. Og det bedste af det hele – det ligger 10 minutters gang fra Chichen Itza! Det bliver næsten ikke bedre. Faktisk blev haciendaen brugt som bolig for de arkæologer, der udgravede Chichen Itza.
Værelserne ligger fordelt på området i små haciendahuse med tre eller fire værelser i hver bygning. De er af ældre dato, men de er helt okay med møbler i teaktræ og håndvævede sengetæpper. Der er selvfølgelig air condition og WiFi, men forbindelsen er bedst i receptionen. Du har også et fint badeværelse, og et lille køleskab med lidt drikkevarer – og det er ikke tilladt at medbringe sine egne drikkevarer eller madvarer.
Du kan rigtig mærke, at naturen og den gamle mayakultur er i fokus her. Du er omgivet af tropisk natur med en dejlig have fuld af blomster, palmer og tropiske planter. Her er en stor og dejlig pool, hvor du kan køle af eller ligge i en liggestol med en god bog, mens du lytter til fuglene. Lige uden for haven ligger junglen, hvor du kan være heldig at spotte aber og tukaner.
Når sulten melder sig, kan du spise lækre mayanske fusionsretter i den hyggelige restaurant eller få en sludder med det søde personale. Der er hentet stor inspiration i det traditionelle mayakøkken, så du kan få nogle spændende kulinariske oplevelser her.
Trænger du til ren afslapning, så prøv en holistisk mayahealing i spaen og oplev den spirituelle side af Mexico på din rejse.