Casa Conzatti
Casa Conzatti er et hyggeligt hotel i kolonistil, som ligger ved en fin, lille park - omkring 10 minutters gang fra byens centrum. Hotellets historie som tidligere residens for den italienske botaniker Cassiano Conzatti giver stedet en særlig charme.
Her er 45 pæne værelser, der er lidt små men rigtig fine, og du har faciliteter som TV, aircondition, pengeskab og wifi. Værelserne har, som mange ældre huse, ikke de tykkeste vægge - så du kan måske høre lidt til dine naboer. Hotellet har en dejlig gårdhaverestaurant med en skøn morgenmad og gode traditionelle retter, og inde ved siden af ligger en pizzarestaurant, hvis du er mere til det italienske køkken.