Colombia

Rincon del Mar

Gå tilbage

Rincon del Mar

Rincon del Mar er en lille fiskerby på Colombias caribiske kyst, en tre timers kørsel syd for Cartagena. Byen ligger i Sucre-området, en forholdsvis uberørt del af landet, og den er indbegrebet af ro, afslapning og idyl. Hovedgaden er belagt med sand, og det er ikke atypisk, at folk smider skoene og tuller rundt barfodet. Ja det er faktisk mere reglen end undtagelsen, så pak bare dine Havaianas ned igen, dem får du først brug for, når turen går videre.

Tempoet i byen er fuldstændig roligt, ja de eneste, der løber, er legende børn, og du kommer her for at geare ned. Forestil dig afro-colombianske rytmer, frisk juice i en kokosnød med et sugerør og sand mellem tæerne mens du kigger ud over det Caribiske Hav, og scenen er sat for en typisk dag i Rincón del Mar.


Hvad skal du lave i Rincón del Mar?

Rincón del Mar til vands

Der er et hav at gode ting, du kan tage dig til i byen. Stranden indbyder både til solbadning såvel som havdyp, men du kan også hoppe på et paddleboard og eller finde snorkelmasken frem og udforske kysten både over og under overfladen.

Hvad med at leje en kajak og begive dig ud i mangroverne, der svøber sig om byen? Du kan også komme med på lærerige ture med foreningen Mundo Verde, som arbejder hårdt for at bevare mangroverne. De vil lære dig om deres projekt, og du vil samtidig få en større forståelse af mangroverne som økosystem, og lære om deres vigtighed for områdets dyreliv – både i vandet, men også til lands.

En helt magisk oplevelse, du ikke vil gå glip af, mens du er her i kystbyen, er en aftendukkert i det bioluminescente hav! Når natten falder på, får havets bevægelser vandet til at lyse op i pangfarver, og det ser helt vildt ud.


Rincón del Mar til lands

Dans er en del af byens DNA, og dens hjerte slår i takt til rytmerne af cumbia, mapalé, bullerengue og champeta. Derfor er det også oplagt at tage en dansetime, mens du er her. Det er ikke vigtigt, om du ingen rytme har, eller om du er tidligere regionsmester i standarddans – i den her by danser alle! Giv dig hen til de bløde toner, det er både befriende, afslappende og sjovt.

Du kan også tage et kursus i de afro-caribiske rytmer eller lære at binde de traditionelle hårbånd. Det virker som simple ting, men passionen omkring kulturen og historien skinner igennem disse workshops, og du vil helt sikkert blive klogere på begge dele.


Bo på Dos Aguas Lodge på rejsen til Rincón del Mar

Helt ned til det caribiske krystalklare vand ligger hotellet Dos Aguas Lodge, en skøn strandoase i bedste bohemestil. Det ligger fem minutter langs stranden fra byens midte i mødet mellem strand og mangroveskoven. Det øko-venlige hotel med en stærk tilknytning til lokalsamfundet er absolut et anbefalingsværdigt sted at bruge dine dage i byen. Læs bøger, hop i havet, dyrk yoga i morgensolen og spis grøntsager. Hvad mere kunne du ønske dig?


Hvornår skal du rejse til Rincón del Mar?

Når du planlægger din rejse til Rincón del Mar, er det en god ide at have vejret i bagohvedet. Det er dejligt hele året med en gennemsnitstemperatur på mellem 24 og 28 grader. Rejser du til Rincón del Mar mellem maj og november, fanger du regntiden, og der kan falde sporadiske tropiske regnskyl. Oktober er desuden den vådeste måned. Koldt bliver her dog aldrig, så det kan måske være helt befriende med et par regndråber i ny og næ. Bliv klogere på Colombias vejr her.

Kontanter er i øvrigt vejen frem her i byen, og da der ingen hæveautomat er, så husk at hæve nok i de større byer, inden du sætter kurs mod kystbyens ro og fred.

Billeder

1 ud af 5
Rejser til Colombia - Rejser til Rincón del Mar
1 ud af 5
Rejser til Colombia - Rejser til Rincón del Mar
1 ud af 5
Rejser til Colombia - Rejser til Rincón del Mar
1 ud af 5
Rejser til Colombia - Rejser til Rincón del Mar
1 ud af 5
Rejser til Colombia - Rejser til Rincón del Mar

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Hoteller i Rincon del Mar

Flere hoteller i Rincon del Mar