Casa Andina Standard Puno
Casa Andina Standard er et rigtig godt hotel med en super beliggenhed, kun få minutters gang fra Plaza de Armas og den fantastiske Titicaca Sø.
Fra du kommer ind af døren til du tager derfra, er du i hænderne på det imødekommende og varme personale, der tager godt imod dig og hjælper med hvad som helst. Værelserne er enkelt indrettet og uden de store dikkedarer, men du er jo også kommet for at opleve Perus vidundere. Hotellet har ingen elevator og er hverken isoleret godt imod kulde eller lyd, så du kommer langt med lidt trappetræning inden, og et par lange underbukser og ørepropper til natten.
Slap af i hotellets have eller lounge med ildsted efter en lang dag på opdagelse eller stil sulten i hotellets egen restaurant, Sama Restaurante Café, med gode peruvianske specialiteter og fremragende service til overkommelige priser. Tiltaler maden på hotellet dig ikke, er der masser af restauranter indenfor 5-7 minutters gang.
Trænger du til privatliv, er der både Wifi til en omgang Netflix eller tv på værelset. Skulle det ske, at du bliver ramt af højdesyge, tilbyder personalet coca blade til the og ilt der kan hjælpe på symptomerne.