Safarihotel
Bo i dyrenes verdenLake Burunge Tented Lodge
Lake Burunge Tented Lodge ligger smukt lige ved bredden af Lake Burunge, kun ti minutters kørsel fra Tarangire National Parks Sangaiwe Gate. Lodgen er omgivet af akacietræer og savanne, og du får altså ægte Tanzania-safari-stemning.
Dit telt står på en træplatform med god udsigt og en lille terrasse, hvor du kan sidde med en kop kaffe og kigge ud over søen i morgendisen. Indenfor er det enkelt og hyggeligt med myggenet over sengen, fine træmøbler og små detaljer, der minder dig om, at du altså er på safari. Der er desuden eget bad og strøm.
Der er en dejlig pool, hvor du kan tage en dukkert og køle ned efter en varm dag på savannen. Restauranten ligger oppe på en træveranda med udsigt, og her spiser du under åben himmel, og hvis du er heldig, kommer zebraerne helt tæt på.
Lake Burunge Tented Lodge er ikke luksus med sølvbestik og vinkælder. Det er luksus som i: Du står op med solen, kører ud og ser løver, og kommer hjem til kolde drinks, god mad og fuglesang.