Hotel - Indien - Alleppey (Kerala Backwaters)
Rejser til Alleppey (Kerala Backwaters)
Alleppey - eller Alappuzha - er en by i provinsen Kerala, der er kendt for sine ’backwaters’ – ca. 44 floder, kanaler og søer, der løber over et enormt område gennem rismarker, kokospalmer og lav jungle. Ca. 900 km af floderne er sejlbare, og lokalbefolkningen har i årtusinder brugt dem til transport og handel. Her er grønt og frodigt, og når du sejler forbi landsbyerne, kan du se, hvordan befolkningen lever af og med naturen.
Vandvejene snor sig frem i de frodige omgivelser, og langs bredden foregår hverdagslivet, overalt ser og hører du fugle, snak fra land, en ged der bræger, og du kan skimte rismarker i det fjerne igennem palmerne langs vandet. De gamle bedstemødre vasker tøj, børnene bader og pjatter, mens mændene padler af sted i kanoer fyldt med kokosnødder og andre handelsvarer.
Den eneste fornuftige måde at opleve disse backwaters på er med en husbåd, hvor du sejler og overnatter på vandet. Nyd at se natten falde på kun forstyrret af cikadernes sang og stjernernes glimten gennem palmetoppene.