Hotel - Malaysia - Taman Negara
Rejser til Taman Negara
Taman Negara Nationalpark er en ældgammel regnskov (muligvis den ældste i verden) og byder på et rigt fugle- og dyreliv, samt en masse plantearter. I parken finder du bl.a. tapirer, vildsvin, kattedyr og mange forskellige aber - men særligt fugle, krybdyr og insekter er der rigtig mange af i område!.
Du kan vandre gennem junglen på nogle af de mange gode vandrestier og gangbroer anlagt til formålet, mens fuglene flyver over hovedet på dig, og de flotte slanger og monitor lizards skynder sig af vejen.
Hvis du skal op ad Bukit Teresek-bakken, klarer du det nok ikke uden at komme til at svede, men efter i alt en lille times vandring, er du oppe på toppen og har en fantastisk udsigt over trætoppene! Grønt, grønt, grønt så langt øjet rækker, og i det fjerne kan du se det over to km høje bjerg Gunung Tahan - i hvert fald hvis det er klart i vejret.
Du bør også tage på en såkaldt Canopywalk - en gåtur på en udspændt hængebro i ca. 30 meters højde i regnskovens trækroner! Det er en speciel oplevelse, for regnskoven ser helt anderledes ud heroppefra.
Du kan også tage en bådtur til det smukke vandfald Lata Berkoh. Tag en kølig dukkert i den dybe pool ved foden af vandfaldet og nyd de dejlige omgivelser. Alle turene er i mindre grupper og med en guide, som har et kæmpestort lokalkendskab og er specialiseret i at spotte områdets vilde dyreliv.