Thilanka Hotel
Thilanka Hotel er et udmærket hotel, der ligger lidt oppe på en bakke med smuk udsigt over Kandy by og den flotte sø. Du kan ofte se aber i trækronerne omkring hotellet, så det er en god idé at holde altandøren lukket, så ikke du får uanmeldt besøg på værelset.
Her bor du i rummelige værelser, der er udstyret med aircondition, et minikøleskab og en værdiboks. Der er også en skøn balkon, hvor du kan sidde og nyde en kop kaffe eller te efter en dag fyldt med oplevelser. Hvis skærmen kalder på dig, er der både tv og gratis internet.
Her er rent og pænt, men hotellet er af ældre dato, og kunne nogle steder godt trænge til en kærlig hånd. Restauranten er meget simpelt indrettet, ikke noget ekstraordinært. Om morgenen serveres der kontinental morgenmad i restauranten, hvor du også kan stille sulten om eftermiddagen og aftenen.
Hotellets infinitypool er nyrenoveret og ligger med en fed udsigt ud over søen, Hanthana bjergkæden og byen. Når du vil opleve byen tættere på, er der cirka 15 minutters gang. På dagene hjemme på hotellet, kan du snuppe en drink i baren eller pudse formen af i det lille fitnessområde.