Madlavningskursus i Galle
På denne udflugt skal du lære, hvordan du selv kan genskabe velsmagende, srilankanske retter hjemme i dit eget køkken! Et traditionelt, srilankansk køkken danner rammen om dette madlavningskursus. Her kommer du bl.a. til at lave lækre karryretter over åben ild - sådan fungerer madlavningen stadig mange steder på landet i Sri Lanka. Efter en forfriskende velkomstdrink skal du med en tur i køkkenhaven. Her skal du lære om krydderier og grøntsager, og du er selv med til at plukke nogle af de ingredienser, som du skal bruge. Tilbage i køkkenet vil en kok hjælpe dig i gang med madlavningen. Efter du har fremtryllet lidt forskellige karryretter og lidt velsmagende tilbehør, er det tid til at smage på sagerne. Har du lyst til at gentage succesen derhejmme, får du en lille kogebog med hjem - så kan du måske glæde venner og familie med et dejligt måltid mad, mens du viser feriebilleder frem.