Sri Lanka

Sri Lanka med zen – afslapning, natur og yoga

12 dages rejse fra
13.990,-

3 nætter Unawatuna, 1 nat Sinharaja regnskoven, 2 nætter Udawalawe og 3 nætter Talalla

Hvis du er typen, der godt kan lide yoga, afslapning og meditation, så er det denne rejse, du skal på! Og ja, er du ikke til yoga, er det altså stadig en skøn rejse. Nyd den dejlige strand i fiskerbyen Unawatuna, hvor du kan gå rundt i gaderne og tage på udflugt til nærliggende byer. Herefter er det videre til Sinharajas regnskov, hvor du skal bo en nat i naturen. Oplev endnu flere dyr i Udawalawe Nationalpark, der vrimler med kæmpemæssige elefantflokker og aber, krokodiller og bøfler. Måske skal du på en jeepsafari? Udawalawe er et særlig skønt sted, fordi det endnu ikke er særligt turistet! Du slutter af på yogaresortet Talalla Retreat, hvor du kan meditere, dyrke yoga og slappe af på stranden.

Rejsen i billeder

Tæt regnskov
Rejser til Sri Lanka
Unawatuna by
Rejser til Sri Lanka
En Ceylon blåskade
Vandfald og kilde i regnskoven
Smukke Talalla Beach
Elefant i Udawalawe Nationalpark
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka

Dag-til-dag

  1. Afrejse Danmark
  2. Ankomst Unawatuna
  3. Unawatuna
  4. Unawatuna
  5. Unawatuna - Sinharaja
  6. Sinharaja - Udawalawe
  7. Udawalawe
  8. Udawalawe - Talalla
  9. Talalla
  10. Talalla
  11. Talalla
  12. Hjemkomst Danmark
Se detaljeret rejseplan
12 dages rejse fra
13.990,-
Ring eller skriv til Camilla

3176 4018
eva@cctravel.dk


Rejseplan

Her har du en detaljeret beskrivelse af, hvad du kan opleve på de forskellige dage på denne rejse. Sørg for at sætte dig godt til rette og find læsebrillerne frem!

Dag 1

Afrejse fra Danmark

Sri Lanka er grønne temarker, vilde nationalparker, eksotisk dyreliv, smukke kolonitidsbyer, spændende historie og dejlige strande – så gør dig klar til at blive bombarderet med oplevelser og nye indtryk!

Nyd flyveturen østover og glæd dig til at opleve landet, der også kaldes “Det lille mirakel”.

Dag 2

Velkommen til dejlige Unawatuna!

I dag ankommer du til Unawatuna på Sri Lankas sydvestlige kyst. Unawatuna er en hyggelig og meget lille kystby. Det er en strandby, der har udviklet sig med turismen, så her er mange små souvenirbutikker, hyggelige restauranter og hoteller.

Unawatuna ligger i en bugt, og er beskyttet af et koralrev, hvilket gør, at vandet er roligere her, end ved andre strande på Sri Lanka - i hvert fald i højsæsonen. Der er masser af fisk og skildpadder i havet ud for stranden, og det gør, at her er gode muligheder for dykning. Nogle steder kommer skildpadderne endda op på stranden for at lægge deres æg i yngletiden.

På en lille gåtur langs stranden hører du musikken fra strandens restauranter og barer, og overalt mødes du af smil og imødekommenhed. Der er en afslappet stemning på stranden, sælgerne er ikke påtrængende, og du bør helt bestemt gå en tur hen til strandens vestlige side, hvor du finder Sunset Point. Dette er en klippe, hvorfra du kan se en smuk solnedgang over havet.

Hvis du vil prøve noget mere, som du kan tage med dig hjem til Danmark, kan du også lære at lave fantastisk mad på madlavningskurser. Du kan også leje en cykel og køre langs stranden. Her kan du være heldig at se fiskerne hive deres fangst i land - måske kæmperokker, hammerhajer, sværdfisk eller tun. Du kan også vælge at bo i Hikkaduwa lidt længere vestpå ad kysten. Her er også dejlige hoteller!

Dejlige Unawatuna
Den smukke bugt
Nyd sandstranden
Dykkere på stranden i Unawatuna
Gå en tur langs stranden i solnedgangen
Fiskere på pæle i vandet

Dag 3 - dag 4

Et par dage på Unawatunas strand

I Unawatuna kan du selvfølgelige bruge tid på stranden.

Måske skal du have en yoghurt lassi på stranden eller i en af de små boder langs hovedgaden? Eller hvad med en smuttur til Jungle Beach, der har lidt roligere vand end Unawatuna Beach? Her kommer de lokale tit og bader, når de har fri. Du kan tage en tuctuc på 10 minutter, men du skal også vandre lidt ned ad en lang stensti.

Du kan også leje en cykel og køre langs stranden. Her kan du være heldig at se fiskerne hive deres fangst i land, måske kæmperokker, hammerhaj, sværdfisk eller tun. Du kan også tage en tuk-tuk og bede om en tur lidt ud af byen bare for at se, hvordan der ser ud, der hvor der ikke er så mange turister. Du kan fx køre op på toppen af bakken bagved byen. Det hedder Bonavista og har, som navnet antyder, en flot udsigt ned over bugten og Galle. Køb en sodavand og en pakke kiks fra en bod deroppe og kør så tilbage igen.

Søndag er stranddag i Sri Lanka. Det er denne dag, de fleste har fri, og så skal der slappes af. Det kan ses på stranden, hvor der er mange flere mennesker om søndagen end på ugens andre dage. Den store madkurv bliver pakket med ’rice & curry’, solparasoller og badedyr, og så valfartes der i familieflok til stranden. Som regel er de srilankanske badende mere påklædte, end vi er vant til, og det gælder for alle landets religioner, da den generelle blufærdighedsgrænse her er lidt højere sat, end den er i Danmark. Men ellers er der ikke den store forskel på, hvordan stranden nydes.

Unawatuna ligger tæt på den enestående, gamle, smukke by Galle.

Galle er en virkelig charmerende by, hvor mange minder fra kolonitiden stadig er at se. Her er blandt andet en herlig gammel bymur, hvor folk vandrer rundt om aftenen ved skumringstid. Tag selv en tur her og gå blandt familierne, parrene, de gamle, ja alle der også er ude og nyde stemningen og udsigten over havet. Nogle af de unge fyre hopper har gjort det til en sport at hoppe ud fra bymuren ned i det klippefyldte vand uden at ramme en eneste sten. De vil garanteret spørge dig, om du ikke vil give en lille mønt for at se det – men de hopper, uanset om du betaler eller ej. Stemningen er virkelig hyggelig og afslappet, og du kan rolig sætte et par timer af til bare at slentre rundt og kigge på sjove butikker og spise god mad. De smalle gader bugner nemlig af kunstgallerier, antikvitetsforretninger, butikker, barer og smarte restauranter.

Hvis du har lyst til at være aktiv, kan du tage på forskellige cykelture med guiden Chameera, som ved en hel masse om området. Chameera viser dig alt, hvad der er værd at se, og han kan fortælle små, sjove historier om alle seværdighederne. Du kan vælge en tur rundt i Galle, der bl.a. går forbi fortet, som næsten ligner en hel lille by. Turen tager fire timer, og du får vand og forfriskninger undervejs. Du kan også komme på en tur rundt i lokalområdet. Chameera kender området ud og ind og vil tage dig med rundt til små landsbyer, en lagune, frodige mangroveskove, templer og grønne rismarker. Turen er to timer lang, og du får noget at drikke og små snacks undervejs.

Galle
Fyrtårnet i Galle
Galle fort
På jagt efter kokosnødder
Glade børn
En af de mange dejlige strande

Dag 5

En nat i Sinharajas regnskov

Så står den på regnskov!

Du skal nemlig til Sinharaja, der ligger omkring 80 kilometer fra Udawalawe Nationalpark, og her kommer du virkelig ud i den frodige natur og det tropiske klima! Den helt unikke natur i regnskoven er også en af grundene til, at stedet er på UNESCOs liste over verdensarv, for her er både vådland, bjerge, floder og smukke vandfald. Det hedder bestemt ikke en regnskov for ingenting, for over træernes toppe hænger ofte en tåge af tunge regnskyer, og det er netop den megen regn, der gør regnskoven så frodig. Hvis du kommer i august og september eller mellem januar og tidligt i april, slipper du for den værste regn. Navnet Sinharaja betyder Løvekongen, og legenderne fortæller, at folk fra omegnen nedstammer fra mødet mellem en prinsesse og løvekongen, som eftersigende har boet i skoven – vi ved ikke, om det er sandt, men vi kan garantere, at her ikke bor løver mere!

Du må ud og gå en tur i den smukke natur og se dig lidt omkring. Du kan selvfølgelig også bare slappe af på resortet og hvile benene, så du er klar til en dag i regnskoven i morgen?

Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Tæt regnskov
Rejser til Sri Lanka

Dag 6

Velkommen til Udawalawe Nationalpark i Embilipitiya

I dag skal du videre til Embilipitya, en lille by, der ligger ca. en halv times kørsel fra Udawalawe Nationalpark.

Udawalawe er en lille by, der ligger lige ved siden af Udawalawe Nationalpark. Parken er dejlig, og her er ikke så mange besøgende som i de andre nationalparker, men den er stadig kæmpestor! Landskabet ser nærmest ud som en savanne og, når du er på safari, kører du fra vandhul til vandhul, for at finde elefanterne. For det er elefanter, som Udawalawe er berømt for. I tørsæsonen kan du være heldig at se flokke på over 200 elefanter, men selv i den mere våde sæson, er du næsten garanteret at se flokke på over 20 elefanter.

Udover elefanter, kan du også se vandbøfler, hjorte, sjakaler, isfugle, påfugle, krokodiller og masser af aber og flotte fugle. Ved vandet lever der fx fiskeørne og skarver, der nyder godt af fiskene i området.

Lige ved siden af parken ligger Elephant Transit Home, som er et børnehjem for forældreløse elefanter. Her kommer der små elefanter uden forældre fra hele Sri Lanka. og de bliver opfostret her, inden de til sidste bliver sat ud i nationalparken. Det er et fantastisk sted, hvor balancen mellem at passe på de 'små' dyr og at lade dem klare sig selv, så at de en dag kan leve frit i nationalparken bevares på bedste vis. Det er muligt at se elefantungerne blive madet med mælk, og det foregår på behøring afstand for at beskytte dyrene imod kontakt med for mange mennesker. Børnehjemmet drives af engagerede elefantelskere, og der er mulighed for at give donationer til det gode arbejde på stedet.  

Udawalawe Nationalpark
Badende vandbøfler i Udawalawe Nationalpark
Elefanter i Udawalawe
Elefant i landskabet
Sambar hjort i naturen
Måske skal du på en jeepsafari?

Dag 7

Natur og dyreliv i Udawalawe Nationalpark

I dag har du en hel dag til at lave, lige hvad du har lyst til i Udawalawe Nationalpark.

Hvis du ikke nåede en jeepsafari i går, kan du nå det i dag i stedet. Du kan også tage endnu en - så er der endnu en chance for at se elefanter. Her lever også vandbøfler, aber, påfugle, skildpadder og mange andre dyre- og fuglearter. Ved vandet lever der fiskeørne og skarver, der nyder godt af fiskene i området. I det hele taget er her et hav af fugle! Det skulle være underligt, hvis du ikke oplevede et par spændende dyr her i naturen.

Da C&C var i Udawalawe fik Cria tilnavnet ”falkeøje”, for hun spottede både bøfler, pelikaner og måske også endda et par krokodilleøjne i vandoverfladen. Hun var så god til at spotte dyr, at hun indimellem også spottede dyr, der slet ikke var der. 

Husk at tage masser af gode billeder
Solnedgang over Udawalawe
Langur i nationalparken
Besøg måske Elephant Transit Home

Dag 8

Velkommen til smukke Talalla Beach!

I dag ankommer du til Talalla!

Talalla er en lille strandby, der ligger mellem Tangalle og Mirissa på Sri Lankas sydkyst. Det er her, srilankanerne selv kommer for at holde ferie. Og her er altså også dejligt – med to kilometer sandstrand af gyldent sand, masser af palmer og ellers bare fred, ro og idyl. Det er svært at tro, at her næsten ikke er nogen turister, for her er skønt og smukt med den frodige natur omkring bugten. Her sker ikke så meget, så du kan virkelig finde ro og komme i en total afslapningstilstand.
Smukke Talalla Beach
Talalla Retreat fraoven
Både på stranden
Talalla

Dag 9 - dag 10

Afslapning og yoga i Talalla

Du har nu et par dage til at komme ned i gear. Gå ture langs vandet, dyrk yoga og meditér i den smukke natur.

Selve bugten i Talalla har virkelig roligt vand, så du kan sagtens tage en svømmetur, men hvis du vil have surferbølger, ligger der også en anden strand 10 minutters kørsel herfra. Stranden er nærmest øde, bortset fra fiskernes farvestrålende træbåde, der ligger trukket ind på stranden fyldt til randen med fiskenet. Hvis du vil have lidt mere liv, så tag en tur til Tangalle – en køretur på ca. 40 minutter. Du kan også køre en times tid til Mirissa og tage på en hvalsafari ud på vandet.

Rejser til Sri Lanka
Dyrk yoga i hold på resortet
Surfing i solnedgangen
Surfing på bølgerne

Dag 11

Afrejse fra Sri Lanka
Så er det blevet tid til at pakke alle de gode oplevelser ned i kufferten, for i dag vender du igen næsen hjemad mod Danmark. Rigtig god tur!

Dag 12

Velkommen hjem!
Hjemme i Danmark, hvorfra du kan se tilbage på denne tur med fantastiske minder, masser af billeder og et væld af oplevelser.

Hoteller på din rejse

Her er de hoteller, vi har valgt til dig i hver by på din rejse til Sri Lanka. Vi har valgt hotellerne ud fra både pris, beliggenhed og charme, så du er sikker på at bo godt. Og husk, at vi har mange flere hoteller, du kan kigge på, hvis du har andre ønsker.

Disse hoteller er inkluderet i prisen. Mod et tillæg kan du vælge de hoteller, der er markeret med en orange “Upgrade”-cirkel.

Byer på din rejse

På denne rejse skal du bo i disse dejlige byer. Læs om hvert sted, der hver især byder på store oplevelser i Sri Lanka!

Kort over rejsen

Her kan du se et kort over rejsen, så du kan du kan fornemme, hvor byerne ligger i forhold til hinanden.

Transport

Alle transporter på rejsen er inkluderet.

  • Fly Danmark-Colombo t/r.
  • Transport på rundrejsen i Sri Lanka foregår i privat bil/minibus med privatchauffør.
  • Transporten fra hotel til lufthavnen foregår med privat bil/minibus.

Priser

Filtrer priser på periode:

Afrejse i følgende periode
Voksne
Børn u/12 år
Inkluderet
  • Fly Danmark-Colombo t/r.
  • Alle transporter på rejsen.
  • 4 dages rundrejse i privat bil med chauffør.
  • 9 overnatninger med morgenmad.
  • Tilskud til Rejsegarantifonden.
  • Prisen er baseret på 2 personer i delt dobbeltværelse.
Vis alt Vis mindre
Ikke inkluderet
  • Visum til Sri Lanka (omkring 35 USD).
  • Entréer til seværdigheder og nationalparker.
  • Drikkepenge overalt - specielt forventer din chauffør omkring 8-10 USD i drikkepenge hver dag.
  • Udgifter til vaccinationer, tests og dokumentationer, der er nødvendige for, at du kan gennemføre rejsen.
  • Evt. obligatorisk julemiddag og nytårsmiddag.
  • Evt. afbestillingsforsikring.
  • Evt. rejseforsikring.
  • Evt. gebyr for individuel rejse hvis du ønsker ændringer til rejseplanen (fra 190 kr. per person).
Vis alt Vis mindre