Sejltur gennem Bangkoks rolige kanaler (heldag)
Tag med på en anderledes dag i Bangkok, hvor du oplever byen fra en langt mere rolig og lokal side. På denne private heldagstur bevæger du dig rundt med offentlig transport og båd – og får et indblik i det Bangkok, der gemmer sig væk fra de travle hovedgader.
Sammen med din guide starter du dagen med at tage ud mod Thonburi, hvor du stiger ombord på en elektrisk båd og glider stille gennem de smalle kanaler. Her er tempoet et helt andet, og du får øje på hverdagslivet langs vandet. Undervejs passerer du den imponerende Buddha ved Wat Paknam, som rejser sig smukt over området.
Du lægger også vejen forbi templer med hver deres særpræg – blandt andet Wat Ratcha-orasaram, hvor kinesiske og thailandske detaljer smelter sammen på fineste vis. Senere besøger du en traditionel sojasaucefabrik, hvor gamle håndværk stadig lever videre, og hvor du får et lille indblik i lokale madtraditioner.
Midt på dagen tager du en pause ved floden og nyder en god frokost, inden turen fortsætter til små, historiske områder og kanalsamfund. I Klong Bang Luang går du gennem en stemningsfuld landsby med gamle træhuse og kreative værksteder – et sted, hvor Bangkok føles langt væk fra storbyens tempo.
