Blue Mirador
Blue Mirador er et hyggeligt lille hotel, der ligger på en bjergside med skøn udsigt ud over regnskov og stranden i Manuel Antonio. Det virker måske en smule mørkt ved første øjekast, men du bor her jo heller ikke for at være indenfor. Det søde personale står klar til at byde dig velkommen med en velkomstdrink, og så kan roen ellers sænke sig over dig.
Omgivelserne er dejlige, og du bor på et af de 24 store værelser med aircondition, wi-fi, minibar og sikkerhedsboks. De trænger til en smule kærlighed og en opdatering af interiør, men de tjener formålet, og du sover helt fint her.
Fra poolen på toppen af hotellet har du den smukkeste udsigt ud over bugten. Her er du i øvrigt omgivet af træer, der ofte bliver besøgt af tukaner, papegøjer og aber. Das i en liggestol, tag en kølig dukkert og kæmp dig indimellem op til swim up-baren efter en drink. Hotellet huser også en spa, hvor du får afslapning for alle pengene.
I restauranten er maden frisk og lækker med et middelhavsinspireret præg, og servicen er rigtig god. Morgenmadsbuffeten er fin, og du kan lægge en god bund til dagen.
Du skal gå i ti minutter for at komme til den offentlige strand, som er helt fin. For at komme til den flotte strand inde i Manuel Antonio Nationalpark skal du køre i bil.