Hotel Melia Buenavista
Hotel Melia Buenavista er et idyllisk og lækkert hotel kun for voksne. Hotellet ligger helt ude for enden af Cayo Santa Maria – her er ingen trafik og intet byliv, kun havbrise, små stier og lyden af bølger. Det er kun for voksne, og du mærker det med det samme: her kommer du for at koble fra.
Alt ligger i gåafstand – værelserne, poolen, restauranterne og stranden – og alligevel føles det, som om du har det hele for dig selv.
Stranden er noget særligt. Eller rettere: strandene. Der er nemlig flere små bugter, du kan gå imellem, og ofte er du den eneste, der ligger dér i sandet. Vandet er klart, turkisblåt og roligt nok til en svømmetur, og du kan også tage en snorkel med og kigge på fisk. Kajakkerne ligger klar ved strandkanten, hvis du vil udforske vandet oppefra. Der er også to skønne pools – den ene vender ud mod havet og har lange, stille baner, mens den anden er omkranset af grønne planter. Du kan svømme, læse, tage en drink – eller bare blive hængende i vandet lidt længere.
Værelserne er virkelig dejlige! Her er god plads, en stor seng, badekar, aircondition og både indendørs og udendørs bruser. Fra din balkon kan du kigge ud over grønne områder eller havet, og du har wifi, hvis du har lyst til at tjekke ind med verden – men det er ikke sikkert, du får brug for det.
Om aftenen er der lidt livemusik og en drink i baren – ikke noget stort program, bare en rolig stemning, hvor du kan sidde og sludre eller lytte. Maden er, som vi plejer at sige om Cuba, ikke det, man rejser efter – men den er der, og den mætter. Til gengæld er personalet smilende og afslappede, og du føler dig godt tilpas fra start. Det er et hotel, du husker for freden, pladsen og det stille luksusliv uden dikkedarer.