Rejser til Cozumel
Cozumel er Mexicos største ø, og ligger lidt ud for Playa del Carmen i det caribiske hav. Øen er godt 48 km lang og 16 km bred, og er blandt andet verdenskendt blandt dykkere og snorklere for sit smukke og mangfoldige liv under havoverfladen.
Cozumel er desuden kendt for sine flotte sandstrande med udsigt til det azurblå hav. Herfra kan du opleve synet af de imponerende og kæmpestore krydstogtskibe, der er faste gæster omkring den skønne ø. Skibenes mange gæster til øen gør, at der ofte er masser af aktivitet i de små byer og vandområder, så der sker altid noget spændende, når de ligger til.
Øen byder dog også på en lidt mere afslappet atmosfære oppe omkring de mere fjerntliggende nordlige strande, der er det ideelle sted at koble af fra hverdagens stress og jag i en hængekøje.
En rigtig god måde at opleve Cozumel på er at leje din egen beach buggy, der giver dig fuldstændig frihed til at udforske den spændende ø. Du kan for eksempel besøge den smukke Chankanaab National Park, eller tage en tur til ruinbyen San Gervasio og blive klogere på mayakulturen. Du kan også køre en tur ned til øens sydligste spids og tilbringe dagen i den dejlige Punta Sur Eco Park, hvor du både kan opleve områdets spændende dyreliv, og også bare tilbringe dagen ved stranden med en kølig drink.
Vil du en tur ind til fastlandet, kan du fra Cozumel nemt komme med en af de daglige færger ind til Playa del Carmen, der bugner af sjove underholdningstilbud, spændende restauranter og alverdens shopping muligheder. Herfra kan du også tage på udflugt til historiske pyramider, besøge flotte naturparker, eller opleve de spændende ”cenoter”, der er en slags underjordiske søer, som du kan bade i.
Cozumel er det perfekte valg for dig, der både vil opleve lidt af den lokale kultur og historie, men også vil have nogle dage med ren afslapning, strand og vand.