Hotel - Mexico - Palenque
Rejser til Palenque
Palenque by er en småkedelig by fyldt med hoteller, kiosker og små butikker, men nu er det heller ikke byen, du kommer hertil for at kigge på. Det er derimod de fantastiske Palenque-ruiner, der ligger ca. et kvarters kørsel fra byen.
Tag tidligt af sted og se morgendisen lette ved den storslåede og velbevarede by Palenque, som mayaerne byggede i deres storhedstid. Det er helt specielt at gå rundt blandt disse hvide ruiner i den fugtige varme, mens brøleaberne kalder på hinanden i den omkringliggende skov.
På nogle af ruinvæggene er der stadig rester af farverig maling og afbildninger af, hvordan mayaerne formede deres hoveder aflange samt af den legendariske mayakonge Pakal og hans mor, der sad på magten før ham – her havde man nemlig ligestilling.
Velfungerende kloaksystemer og kongelige senge kan Palenque også prale af, men højdepunktet er nok det 24 meter høje Inskriptionstempel, der med sine 600 hieroglyffer er den næstlængste maya-inskription, der hidtil er fundet.
Henholdsvis 20 og 70 kilometer fra Palenque ligger vandfaldene Misol-Ha og Agua Azul. Misol-Ha er et 35 meter højt vandfald, hvor vandet, afhængigt af årstiden, enten fosser ned i store mængder eller falder stille ned i en tynd stråle. Agua Azul er et anderledes vandfald, hvor store kaskader af vand risler nedad og samles i blå søer i det ene naturlige bassin efter det andet. Husk badetøjet, hvis du trænger til en forfriskende dukkert i varmen.