Rejser til San Ignacio
San Ignacio er en lillebitte by, som ligger i Misiones Forest lige ved Paraná floden, som udgør grænsen mellem Argentina og Paraguay. Misiones Forest breder sig udover et kæmpe område i både Argentina, Brasilien og Paraguay.
I denne regnskov er der så fantastisk et dyre- og planteliv, at det er blevet et af de 200 steder, som WWF har udnævnt til et af klodens vigtigste naturområder. Her er høje træer, floder, fugle, aber, krokodiller og alskens småkravl. Regnskoven er også hjem til Guarani folket, som bor på traditionel vis i området.
De fantastiske Iguazu-vandfald ligger ikke langt herfra, og det er helt ideelt at besøge dem på en udflugt i naturen.
San Ignacio er mest kendt for de berømte San Ignacio Miní ruiner, som nu er på UNESCOs verdensarvliste. Ruinerne er fra 1610 og blev rejst i Brasilien af en præst og siden hen flyttet til sin nuværende placering, fordi den blev angrebet af slaveejere. Du kan stadig se resterne af Guarani folkets boliger og den kæmpestore, røde sandstenskirke, som er blevet ruinernes varemærke.