Gran Meliá Iguazú
Gran Meliá Iguazú er et enestående, femstjernet hotel, der som det eneste af sin slags ligger midt i Iguazú National Park. Her bor du så tæt på de spektakulære Iguazú-vandfald, at det er deres meditative, brusende lyd, der vækker dig om morgenen og luller dig i søvn om aftenen.
Hotellet er minimalistisk indrettet, og det gælder også værelserne, som i sine fine naturlige nuancer smelter sammen med Paraná-junglen uden for vinduerne. Her er alt, du skal bruge lige fra lækre toiletartikler, elkedel og minibar til Chromecast, wi-fi og aircondition. Er du dyreelsker? Så er der ret god chance for at se aber, som bor i parken. Det sker, de drilske kræ lægger vejen forbi din balkon, og hvis du ikke lige synes, du skal dele tandbørste og sokker med dem, gør du klogt i at lukke og låse døren.
Du kan starte morgenen med en yoga-time eller en træningssession i det fuldt udstyrede fitnessområde, inden du kaster dig over den lækre morgenbuffet, og gør dig klar til dagens trekking-tur. Når du kommer hjem, og musklerne er ømme, kan du både få en dybdegående massage i spaen eller hoppe en tur i saunaen. Den 50 meter lange pool inviterer til at svømme baner, og hvor mange kan sige, de har gjort det med udsigt til et af verdens syv nye vidundere?
Du spiser dejlig mad på hotellet, og der er flere forskellige gastronomiske oplevelser, du skal prøve. Restauranten Merkado byder på et mix af international og lokal mad, i Amaro Restaurant, Bar & Lounge får du spansk tapas, og på Alter Rooftop Bar spiser du sushi med panorama-udsigt over nationalparken. Det er en smule dyrt, men hele oplevelsen værd. På udvalgte aftener er der i øvrigt dj på tagterrassen og livemusik i loungen.