Titicaca søen

Titicaca søen ligger 3.810 meter oppe på grænsen mellem Peru og Bolivia – så højt, at selv en kort gåtur langs havnen får hjertet til at hamre. Små træbåde sejler herfra ud til øer med terrassemarker, stentempler fra før inkatiden og familier, der væver, strikker og dyrker quinoa og kartofler på bjergskråningerne. Det er Sydamerikas største sø, og den er især kendt for sine flydende øer og de traditionelle øer med landbrug og farvestrålende strik.

Titicaca søen – Sydamerikas største sø

Titicaca søen ligner mere et hav end en sø. Vandet strækker sig helt ud til horisonten, bølgerne slår ind mod bredden, og ovre i Bolivia rejser de sneklædte toppe i Cordillera Real sig over vandet. Søen er større end Sjælland og op til 280 meter dyb, og den ligger så højt, at du bliver forpustet bare af at gå op ad trappen fra havnen.

Rundt om søen breder Altiplano sig ud, en høj, flad slette med gult græs, lerhuse med bølgeblikstage og lamaer, der græsser helt ned til vandkanten. Langs bredden vokser tætte bælter af totorasiv, hvor fiskerne ror ud i små både for at sætte garn. Søen holder på varmen som en kæmpe varmedunk, så der kan gro quinoa, kartofler og byg på markerne ved søen, selvom frosten bider på sletten længere inde i landet. Lyset er skarpt deroppe, og vandet skifter mellem dybblåt og sølvgråt, når skyerne driver forbi. Søen har mange øer, over 40 i alt: Nogle har terrassemarker og stentempler, andre er bygget af siv. Badetøjet kan blive i kufferten, for vandet holder 10–14 grader hele året.

Legenden om inkaernes oprindelse

Titicaca søen har haft stor betydning for inkariget og kaldes inkacivilisationens vugge. Inkaerne mente, at det hele begyndte her. Ifølge legenden steg den første inka, Manco Cápac, op af det iskolde vand sammen med Mama Ocllo, der var både hans hustru og søster. De bar en gylden stav og havde fået til opgave at grundlægge et rige dér, hvor staven sank i jorden. De gik nordpå, og først i dalen ved Cuzco sank staven. Her grundlagde de inkarigets hovedstad.

Fortællingen og søens historie dukker op igen og igen – i resterne af templerne på Amantani, i ruinerne på Isla del Sol og i navnene på gader og pladser i Puno. Fortsætter din rejse til inkabyen Cuzco, følger du i praksis samme rute som Manco Cápac.

Puno – byen ved Titicaca søen

Puno klatrer op ad bakkerne fra søbredden med huse i rå teglsten og grå beton, mange med armeringsjern stikkende op af taget, fordi næste etage endnu ikke er bygget. Byen er ikke den smukkeste i Peru, men gaderne er fulde af cykeltaxaer, markedsboder med kartofler i alle farver og små restauranter, der serverer ørred fra søen og quinoasuppe.

Byen ligger 3.830 meter oppe, og højden mærkes de første dage. Drik masser af vand, spis let, og hvil dig, når du ankommer. Gå derefter stille og roligt ud i byen.

Seværdigheder i Puno

Plaza de Armas er byens store plads i centrum. Her står domkirken fra kolonitiden med en facade i grå sten, hvor stenhuggerne i det 18. århundrede mejslede blomster, sirener og snoede søjler. Fra pladsen fører gågaden Jirón Lima ned til kirken San Juan Bautista. Undervejs ligger butikker med alpakatrøjer, caféer med coca-te og restauranter med borde helt ude på gaden.

Vil du se byen og søen fra oven, så gå op til Mirador Puma Uta. En stejl trappe fører op til en stor pumaskulptur, og herfra er der fantastisk udsigt over de røde tage i Puno, havnen og søen helt ud til horisonten. Turen op er hård i højden, så tag den i dit eget tempo.

Rejser du i begyndelsen af februar, falder du måske over Fiesta de la Candelaria. Dansegrupper fra hele regionen strømmer til byen, orkestrene spiller fra morgen til langt ud på natten, og tusindvis af dansere i glimtende kostumer og store, malede djævlemasker fylder gaderne i dagevis.

Sejltur på Titicaca søen: øerne

Den bedste måde at opleve Titicaca søen på er fra vandet. Bådene sejler fra havnen i Puno, og du kan tage en heldagstur eller en tur med overnatning på en af øerne. Vil du helt ned i vandhøjde, kan du også padle i kajak ud mellem sivbælterne.

Uros – de flydende øer

I en lavvandet bugt ud for Puno, omkring en halv times sejlads fra havnen, ligger Uros, en klynge af små øer, som uru-folket har bygget af siv. Ifølge fortællingen trak uru-folket for flere hundrede år siden ud på søen for at slippe for colla-folket og senere inkaerne, og i dag bor deres efterkommere i små samfund på omkring 100 øer. Hver ø er en tyk måtte af sivrødder, der er bundet sammen og forankret til bunden med reb og pæle. Ovenpå lægger beboerne hele tiden nye lag siv, efterhånden som de nederste rådner væk, og øen giver lidt efter under fødderne, når du går på den.

Næsten alt herude er lavet af siv: husene, tagene, udkigstårnene og bådene med dyrehoveder i stævnen. Den hvide, bløde nederste del af sivet spiser beboerne også. Kvinderne bærer farvestrålende nederdele og sjaler, og du kan sejle en kort tur i en af sivbådene.

Vær forberedt på, at Uros i dag først og fremmest er indrettet til turister, med demonstrationer, souvenirboder med kunsthåndværk og mange både på samme tid. Et besøg tager omkring en time, og det er rigeligt, før du fortsætter ud til de større øer.

Taquile – øen hvor mændene strikker

Sejladsen fra Puno til Taquile tager omkring to en halv til tre timer. Øen er smal og bakket med stenmure, terrassemarker og stenbuer over stierne, og en lang stentrappe fører op fra havnen til hovedtorvet. Herfra er der udsigt over det dybblå vand helt over til de bolivianske bjerge.

På torvet sidder mændene på bænkene og strikker huer med tynde pinde, og mange strikker videre, mens de går. Kvinderne væver bælter og sjaler i rødt, sort og grønt. Huerne fortæller, hvem du har foran dig: Ugifte mænd bærer en hue med hvid top, mens de gifte bærer en helt rød. Frokosten består typisk af quinoasuppe og grillet ørred fra søen.

Øens familier styrer selv turismen. De driver restauranterne og overnatningerne på skift, så pengene bliver fordelt mellem husstandene, og tekstilerne bliver solgt fra et fælles kooperativ ved torvet. Beboerne lever stadig efter inkaernes gamle leveregel: ama sua, ama llulla, ama qhilla – stjæl ikke, lyv ikke, vær ikke doven.

Amantani – overnat hos en lokal familie

Amantani rejser sig af søen som to runde bjergtoppe, Pachamama og Pachatata – Moder Jord og Fader Jord. Bjergsiderne er dækket af terrasser med hvede, quinoa, kartofler og bønner hele vejen ned til vandet, og på begge toppe ligger resterne af templer fra inka- og tiwanakutiden. Øen er større og mere stille end Taquile, og om aftenen kommer lyset mest fra køkkenerne i lerhusene.

På Pachamama står et gammelt stentempel bygget til ære for Moder Jord og frugtbarheden. Ved solnedgang spejler solen sig i søen, og markerne nedenfor bliver gyldne. På Pachatata siger legenden, at dit ønske går i opfyldelse, hvis du går tre gange rundt om templet. Virker det ikke, har du i det mindste fået en gåtur med udsigt over hele søen. Hvert år i januar deler øens beboere sig i to hold og går op til hvert sit tempel med musik og dans – et ritual for en god høst.

Der er ingen hoteller på Amantani. Vil du overnatte, bor du hos en af de familier, der har åbnet deres hjem for rejsende. Husene er bygget af soltørrede lersten, og maden er enkel: suppe, kartofler og urtete, og måltiderne er inkluderet i overnatningen. Forvent ingen luksus – nogle steder er der hverken rindende vand eller strøm, og værterne taler ikke engelsk. Værterne taler quechua og spansk, men ikke engelsk, så et par spanske gloser hjælper, og en lommelygte er guld værd. Til gengæld kommer du helt tæt på hverdagen ved søen.

Isla del Sol – inkaernes hellige ø i Bolivia

Isla del Sol ligger i den sydlige del af Titicacasøen på den bolivianske side, en lang, stenet ø med eukalyptustræer, æsler på stierne og ingen biler. Inkaerne troede, at solguden Inti boede her, og øen blev betragtet som et af de helligste steder i hele riget. Bådene sejler derud fra Copacabana, en lille by på en halvø ved søens bred, og i landsbyerne Yumani, Challa og Challapampa hænger fiskegarn til tørre ved bådene, mens kartofler og bønner gror på terrasserne bag husene.

Fra havnen i Yumani fører Inkatrappen stejlt op mellem terrasserne. Mod nord ligger Titikala, den hellige klippe, hvor solen ifølge myten blev født, og lige ved siden af Chinkana, et labyrintisk ruinkompleks med smalle gange og små rum i sten. Langs kysten ligger hvide sandstrande med klart, men iskoldt vand. Øst for Isla del Sol ligger den mindre Isla de la Luna med ruinerne af et tempel, hvor inkaernes udvalgte kvinder boede.

Kombinér Titicaca søen med Puno, øerne og Cuzco

Titicacasøen hænger naturligt sammen med Puno og Cuzco, og tilsammen fylder de omkring en uge af en rundrejse i Peru eller Sydamerika.

Puno som base

Sæt to nætter af i Puno. Den første dag bruger du på at vænne dig til højden og gå en tur i byen, den næste på en heldagstur ud for at besøge Uros og Taquile.

En nat på en af øerne

Vil du mere end en dagstur, så læg en overnatning ind på Amantani eller Taquile. Båden sejler fra Puno om morgenen, og du er tilbage næste eftermiddag. Aftenen på øen begynder, når dagsbådene er sejlet tilbage til Puno: Stierne bliver tomme, familien laver mad over åben ild, og solen går ned bag søen. Pak kun en lille taske med varmt tøj, vand og lommelygte, og lad den store kuffert blive på hotellet i Puno.

Videre til Cuzco

Fra Puno til Cuzco går turen omkring 390 kilometer over Altiplano forbi lamaflokke, lerhuse og sneklædte toppe. Toget bruger en hel dag på strækningen med store vinduer, frokost om bord og et stop ved La Raya-passet i over 4.300 meters højde. Bussen gør i stedet holdt ved landsbykirken i Andahuaylillas og inkaruinerne i Raqchi. Cuzco ligger lavere end Puno, så kommer du fra søen, er du allerede vant til højden, når du når inkaernes gamle hovedstad og fortsætter til Machu Picchu. Rundrejsen Perus højdepunkter – med smukke togture kører netop med tog, og Den helt store rundrejse i Peru giver dig god tid ved søen.

Hvornår skal du rejse til Titicaca søen?

Du skal rejse til Titicaca Søen fra maj til oktober, hvor det er tørtid. Himlen er knaldblå næsten hver dag, og middagssolen giver 14–17 grader, men om morgenen ligger der ofte rim på markerne. Juli er den koldeste måned, og om natten kan temperaturen falde til flere grader under frysepunktet. Fra december til marts er det regntid med eftermiddagsbyger og mere skyet vejr, til gengæld er landskabet grønt, og der er færre turister. Uanset årstid skal du pakke lag på lag, en varm trøje, hue og solcreme med høj faktor – solen brænder hurtigt i den højde.

Gode råd til din rejse til Titicaca søen

• Højden: Kommer du fra Cuzco eller Arequipa, har du allerede vænnet dig lidt til højden. Tag de første timer roligt, og drik coca-te, som lokalbefolkningen gør.

• Transport: Du kan flyve fra Lima til Juliaca, der ligger omkring en time fra Puno. Fra Arequipa tager bussen omkring seks timer gennem et højt, øde område, hvor vikunjaerne græsser langs vejen.

• Praktisk: Vi har samlet alt om visum, valuta og vaccinationer til Peru på én side.

Oplev Titicaca søen på en rundrejse

Titicacasøen er en af de oplevelser, der bliver hængende længe efter, at du er kommet hjem – den skarpe sol over vandet, huerne på Taquile og aftensuppen hos en familie på Amantani. Søen fungerer bedst som en del af en større rejse gennem Peru, hvor du kombinerer Arequipa og Colca Canyon med Cuzco og Machu Picchu. Se vores rejser til Peru, eller kontakt os, så sammensætter vi en rejse, der passer til jer.

Ofte stillede spørgsmål om Titicaca søen

Hvor ligger Titicaca søen?

Titicaca søen ligger på Altiplano-sletten i Andesbjergene på grænsen mellem Peru og Bolivia. Omkring 60 % af søen hører til Peru og resten til Bolivia. Den største by på den peruvianske side er Puno, og på den bolivianske side er Copacabana indgangen til søen.

Hvad hedder Sydamerikas største sø?

Sydamerikas største sø er Titicaca søen, både målt på areal og på vandmængde. Søen dækker omkring 8.370 km², er op til 284 meter dyb og består af to bassiner, der hænger sammen gennem Tiquina-strædet.

Hvad betyder Titicaca?

Navnet stammer fra de oprindelige sprog i området og oversættes som regel til "stenpuma" eller "grå puma". Mange mener, at søens omrids på et kort minder om en puma, der springer efter en kanin. På spansk hedder søen Lago Titicaca, og på engelsk Lake Titicaca.

Er Titicaca søen verdens højeste sø?

Titicaca søen ligger omkring 3.810 meter over havet og kaldes verdens højest beliggende sejlbare sø. Der findes højere søer i Andesbjergene og Himalaya, men ingen af dem har regulær skibstrafik.

Hvad lever i Titicaca søen?

Der lever mere end 530 arter i søen. Blandt dem er Titicaca-frøen, en kæmpefrø med løse hudfolder, der kun findes her, og Titicaca-lappedykkeren, en fugl, der ikke kan flyve. De små, lokale fisk ispi og karachi bliver stegt og spist hele, mens ørreden, der står på menuen overalt, blev sat ud i 1940'erne. Søen er beskyttet som Ramsar-område på grund af de mange fugle.

Er Titicaca søen forurenet?

Vandet ude på søen er klart, men i bugten ved Puno og i nogle bolivianske bugter er det forurenet af spildevand fra byerne. Vandstanden er desuden faldet siden 2000 på grund af tørre år og større vandforbrug. Søen bliver fodret af fem store floder, blandt andre Ramis og Coata.

Kan du bade i Titicaca søen?

Det kan du, men vandet holder kun 10–14 grader hele året, så de fleste nøjes med at stikke tæerne i ved sandstrandene på Isla del Sol.