Hotel - Filippinerne - Moalboal
Rejser til Moalboal
Moalboal er en mindre, lidt søvnig by, omkring 90 kilometer sydvest for Cebu City på Cebu Island. De eventyrlystne vil elske Moalboal, for dykningen og naturen er det helt store trækplaster. Dykkere fra hele verden lokkes til denne lille by for det farverige dyre- og planteliv under havets overflade.
Moalboal er et sted, hvor tiden synes at stå stille, og hvor hverdagens stress er så langt væk, at du næsten har glemt, hvordan det føles.
Du skal ikke tage hertil for ren strandferie, for strandene findes bedre andre steder i Filippinerne, derimod er dykningen og snorklingen fuldstændig fantastisk! De bedste strande er nok White Beach og Panagsama Beach hvor du kan slappe af, tage solbad eller nyde en kold drink, mens solen går ned over havet.
Dykning og snorkling i Moalbal
Moalboal er mest berømt for sin undervandsverden og fænomenale dykning og snorkling. Særligt berømt er det ekstraordinære 'sardine run', hvor millioner af sardiner danner en levende mur i vandet. Det er et ret vildt syn, og er du dykker, så er det bestemt værd at rejse for! Dette fænomen kan opleves året rundt og er tilgængeligt direkte fra kysten ved Panagsama Beach. Både dykkere og snorklere kan svømme midt i disse imponerende fiskestimer – en oplevelse der føles både magisk og surrealistisk.
Ud over sardinerne har du god mulighed for at spotte skildpadder, farverige koraller og et mylder af tropiske fisk. Er du til snorkling, så læg vejen forbi revet ved Panagsama Beach. Her kommer ofte havskildpadder, men der er generelt altid noget at kigge på.
For dykkere er Pescador Island også et besøg værd. Her kan du lave vægdyk, besøge en fortryllende katedrallignende hule kendt som "The Cathedral" og se det fascinerende liv under havoverfladen. Vandet omkring Pescador Island er krystalklart, og det giver god sigtbarhed, så du rigtig kan spotte farvestrålende revfisk og med lidt held også havskildpadder, hajer og djævlerokker.
For de erfarne dykkere er Sunken Island en oplevelse! Øen, som faktisk er en undersøisk bjergtop, ligger i åbent vand og tilbyder spændende dybe dyk. Strømmene kan være stærke, men belønningen er synet af det rige dyreliv, der samles omkring denne undervandsattraktion.
Naturoplevelser på Moalboal
Den flotte natur er også et trækplaster i området – for bjergene, som er dækket af tropisk regnskov, floderne og kløfterne indbyder til at blive udforsket enten til fods eller på cykel.
Besøg et af de smukke vandfald i nærheden, såsom Kawasan vandfaldet, der har hele tre fald. Vandfaldene er omgivet af frodig grøn natur og tilbyder det smukkeste turkisblå vand, hvor du kan tage dig en kølig dukkert. Hvis du er rigtig eventyrlysten, kan du også springe ned i vandet iført hjelm og redningsvest.
For de eventyrlystne sjæle tilbyder Moalboal canyoneering til Kawasan-vandfaldene. Det er en spændende måde at opleve det naturskønne landskab på, som involverer vandreture, svømning, spring fra klipper og rappelling.
Cambais Falls og Cancalanog Falls er to fantastiske vandfald, som er omgivet af den skønneste natur.
Oplev det ægte Filippinerne i Moalboal
Tag en tur rundt i området og oplev det lokale liv. Små landsbyer og venlige lokalsamfund byder på en autentisk oplevelse af Filippinernes kultur og gæstfrihed. Her er også små markeder, hvor du kan opleve det lokale liv, shoppe kunsthåndværk og friske frugter. Det er en fantastisk måde at støtte det lokale samfund på og samtidig få et autentisk indblik i den filippinske kultur.
Det tætteste, du kommer på byliv i Moalboal, er ved Panagsama Beach. Det er her, du finder barer, restauranter og dykkerbutikker. Efter en dag fyldt med dykning, snorkling eller udforskning, samles folk her for at nyde friskfanget seafood, internationale retter og lokale specialiteter. Mange barer tilbyder live musik, karaoke, og happy hour-tilbud, hvilket skaber en venlig og indbydende atmosfære