Hotel - Sri Lanka - Galle
Rejser til Galle
Galle er en af de byer med flest seværdigheder i Sri Lanka. Det er landets tredje største by, og er et virkelig charmerende sted, hvor mange minder fra kolonitiden stadig er at se.
Derfor er byen også på UNESCOs verdensarvsliste, og i hele den gamle bymidte bærer huse og kirker præg af kolonitiden - både den hollandske og den engelske.
Byens store fort blev opført af portugiserne efter, de havde indtaget byen i 1587, og siden da fordrev hollænderne den portugisiske kolonimagt og videreførte og udbyggede fæstningsværket i 1640. Fortet blev senere overtaget af briterne, da hollænderne forlod landet.
Her er også en herlig gammel bymur, hvor folk vandrer rundt om aftenen ved skumringstid. Tag selv en tur her og gå blandt familierne, parrene, de gamle, ja alle der også er ude og nyde stemningen og udsigten over havet.
Nogle af de unge fyre har gjort det til en sport at hoppe ud fra bymuren ned i det klippefyldte vand uden at ramme en eneste sten. De vil garanteret spørge dig, om du ikke vil give en lille mønt for at se det - men de hopper, uanset om du betaler eller ej.
Stemningen er virkelig hyggelig og afslappet, og du kan rolig sætte et par timer af til bare at slentre rundt og kigge på sjove butikker og spise god mad. De smalle gader bugner nemlig af kunstgallerier, antikvitetsforretninger, butikker, barer og smarte restauranter.