Hotel - Sri Lanka - Mahiyanganaya
Rejser til Mahiyanganaya
Mahiyanganaya er en by, som ligger lige ved Mahaweli River og kun en halv times kørsel fra Maduru Oya Nationalpark - og det er den folk kommer til at se.
Nationalparken beskytter områdets vilde dyr, specielt de omkring 200 elefanter, der holder til på de grønne sletter ved mange små vandhuller. I udkanten af nationalparken bor det oprindelige Vedda-folk, der næsten er udryddet - et af de første folk, der boede på Sri Lanka.
Den sydvestlige del af parken er domineret af en lang, flot bjergrække, men ellers er naturen i parken en blanding af tropisk og frodig grøn skov, hvilket gør parken til et dejligt hjem for et utal af planter og dyr.
Udover elefanter kan du opleve læbebjørne, leoparder og vandbøfler eller mindre dyr som aber, oddere, slanger og fugle. Nationalparken er derudover et af de få steder, hvor de små lorier – også kaldet dovenaber – med de store øjne bor.
I denne park skal du virkelig nyde det rige dyreliv! Stedet er også rigt på historie og kultur, og du kan opleve ruiner helt tilbage fra omkring år 0. Se de gamle buddhistiske skrin, templer, stupaer og statuer fra forskellige perioder i Sri Lankas historie.
Det bedste tidspunkt at besøge parken er i den tørre periode fra marts til september, hvor det vilde dyreliv kommer frem fra skoven og søger mod vandet, så du rigtig kan få lov at studere dem.