Brasilien

Lencois Maranhenses

Gå tilbage

Lencois Maranhenses

Lençóis Maranhenses ligner noget, der hører hjemme i en drøm. Du står på toppen af en blød sandklit, og foran dig bølger hvide sandbakker så langt øjet rækker. Mellem dem ligger klare, turkise laguner, der glimter i solen. Det føles næsten uvirkeligt første gang, du ser det. 

Nationalparken ligger i delstaten Maranhão i det nordøstlige Brasilien og dækker et enormt område tæt på Atlanterhavskysten. Selvom landskabet kan minde om en ørken, falder der hvert år nok regn til at fylde lavningerne mellem klitterne med ferskvand. Resultatet er et af Brasiliens mest specielle naturområder. 

Historien bag de hvide klitter 

Navnet Lençóis betyder “lagner”, og når du ser området ovenfra, giver det mening. Klitterne ligger som krøllede, hvide lagner hen over landskabet. Nationalparken blev oprettet i 1981 for at beskytte det unikke økosystem, der opstår i mødet mellem hav, floder og regn. 

Området har været beboet i århundreder, især langs kysten og ved floderne. Små fisker- og landsbysamfund lever fortsat i og omkring parken, og du kan møde folk, der kender klitterne og lagunerne som deres egen baghave. 

Selve klitterne er dannet over tid af sand, som floderne Parnaíba og Preguiças har ført mod havet. Vind og strøm har derefter formet landskabet. Hver sæson ændrer terrænet sig en smule. Nye laguner opstår, og andre forsvinder igen.

Et landskab af sand og ferskvand 

Det særlige ved Lençóis Maranhenses er kontrasten. Du går i fint, hvidt sand, der føles køligt om morgenen og varmt midt på dagen. Pludselig står du ved kanten af en lagune med klart, stille vand. 

Lagunerne dannes i regntiden, når regnvand samler sig i lavningerne mellem klitterne. Vandet er ferskt, og flere steder kan du bade. Nogle laguner er små og intime, andre større og dybere. Farverne skifter fra lyseblå til dyb turkis afhængigt af solen og dybden. 

Landskabet virker øde, men det rummer liv. Planter og smådyr har tilpasset sig de særlige forhold, og i regnperioden kan du opleve fisk i lagunerne, som overlever i fugtig jord i den tørre sæson. 

I Lennçóis Maranhenses er solen stærk, og der er ingen skygge mellem klitterne.

Oplevelser og aktiviteter i Lençóis Maranhenses 

Lençóis Maranhenses er ikke et sted, hvor du krydser en lang liste af attraktioner af. Du bevæger dig ud i landskabet i firhjulstrækker og lader omgivelserne sætte tempoet.

Vandringer mellem klitter og laguner 

Flere ture kombinerer kørsel i firehjulstrækker med vandring over klitterne. Du går barfodet i sandet og stopper ved lagunerne for at bade. 

Solnedgangen over klitterne er et højdepunkt. Lyset bliver gyldent, og skyggerne fremhæver formerne i sandet. Mange tager ud sidst på eftermiddagen for netop at opleve det.

Sejlads på Preguiças-floden 

Fra byen Barreirinhas kan du tage på bådtur ad Preguiças-floden. Turen fører dig gennem mangrover og forbi små landsbyer med farvede huse og hængekøjer i skyggen. 

Atalaya-stranden og kysten ved Atins 

Ved kystbyen Atins møder klitterne havet. Her kan du kombinere besøg i lagunerne med en tur til stranden. Atins er rolig og afslappet, og flere vælger at overnatte her for at komme tættere på naturen.

Byerne omkring nationalparken 

Barreirinhas fungerer som hovedindgang til Lençóis Maranhenses. Her finder du flest hoteller og restauranter samt bureauer, der arrangerer ture ind i parken. Byen ligger ved floden og har en livlig stemning, især i højsæsonen. 

Atins er mindre og mere rustik. Du bor ofte i små pousadaer tæt på sandet. 

Santo Amaro er et alternativ, hvis du ønsker en roligere adgang til parken. Her ligger lagunerne tættere på byen, og du kan nå flere områder med kortere transport.

Hvornår skal du besøge Lençóis Maranhenses? 

Du skal besøge Lençóis Maranhenses fra juni til september, hvis du vil opleve lagunerne, når de er fyldt med vand og viser nationalparken fra sin mest imponerende side. 

Tidspunktet betyder meget for oplevelsen. Regntiden ligger typisk fra januar til juni. I månederne efter regntiden, ofte fra juni til september, ligger lagunerne klare og dybe mellem de hvide sandklitter. 

Senere på året begynder vandstanden at falde, og nogle laguner tørrer ud. Landskabet er stadig smukt, men oplevelsen ændrer karakter. 

Temperaturen er generelt høj året rundt i det nordøstlige Brasilien. Solen er intens, og du bør planlægge ture tidligt på dagen eller sidst på eftermiddagen. 

Tjek altid de aktuelle vejrforhold og vandstanden, før du planlægger din rejse, da variationer fra år til år kan påvirke lagunerne. 

Hvem passer en rejse til Lençóis Maranhenses til? 

Lençóis Maranhenses passer til dig, der gerne vil opleve naturen på en aktiv måde uden teknisk svære vandreture. Du går i sand og bevæger dig i ujævnt terræn, men de fleste med almindelig fysik kan være med. 

Familier med større børn kan sagtens få en stor oplevelse her, især hvis I planlægger korte ture med tid til badning undervejs. Mindre børn kan også være med, men varmen og manglen på skygge kræver planlægning. 

Du behøver ikke være eventyrer for at rejse hertil. Du skal blot have lyst til at bevæge dig ud i naturen og acceptere, at komforten i selve parken er enkel. Og som belønning får du en side af Brasilien, som mange overser.

Kombinér Lençóis Maranhenses med andre destinationer i Brasilien 

Rejser til Lençóis Maranhenses kan let kombineres med andre af Brasiliens højdepunkter. 

Jericoacoara ligger længere vestpå langs kysten og giver en naturlig forlængelse af oplevelsen i Lençóis Maranhenses. Her fortsætter klitterne, men stemningen er mere strandby end nationalpark. Du kan bade fra brede sandstrande, se solen gå ned fra toppen af en klit og spise frisk fisk på små, uformelle restauranter. 

Salvador de Bahia giver et helt andet modspil. Her træder du ind i farverige brostensgader, hører trommer i baggrunden og mærker den afrobrasilianske kultur i både maden og musikken. Byen kombinerer kolonihistorie, kirker og udsigt over bugten med et levende hverdagsliv.

C&C Travel skræddersyr din rejse til Lençóis Maranhenses 

Lençóis Maranhenses passer til dig, der vil kombinere rå natur med strand, små kystbyer og brasiliansk hverdagsliv. Du kan skrue op og ned for tempoet, vælge korte ture ud til lagunerne eller bruge flere dage på at udforske forskellige dele af nationalparken. 

Uanset hvad, hjælper vi dig med at få styr på det hele. Sammen finder vi den rute og plan, der giver mening for dig. Vi tager os af det praktiske, så du bare kan glæde dig. 

Ring til os! Så sammensætter vi dit Lençois Maranhenses-eventyr ud fra, hvad du har lyst til. Og vi er med hele vejen - både før, under og efter rejsen. 

Billeder

1 ud af 7
Rejser til Brasilien - Rejser til Lençois Maranhenses
1 ud af 7
Rejser til Brasilien - Rejser til Lençois Maranhenses
1 ud af 7
Rejser til Brasilien - Rejser til Lençois Maranhenses
1 ud af 7
Rejser til Brasilien - Rejser til Lençois Maranhenses
1 ud af 7
Rejser til Brasilien - Rejser til Lençois Maranhenses
1 ud af 7
Rejser til Brasilien - Rejser til Lençois Maranhenses
1 ud af 7
Rejser til Brasilien - Rejser til Lençois Maranhenses