Naio Hotel & Villas
Naio Hotel føles næsten som sin egen lille verden, i udkanten af Palomino. Du er kun 10-15 minutters gang fra byens liv, men her er der stille. Der er noget afslappet og rart over stemningen, allerede når du går gennem porten og træder ind i den nærmest jungleagtige have. Her er hængekøjer i skyggen, vægge i varme farver og en lille have med banantræer og blomster.
Naio Hotel er bygget i en stil, der er både moderne og eksotisk – med rustikt palmebladstag og en afslappet indretning. Det ligger lige ved strandens mørke sand, hvor palmetræerne står nærmest helt ned til vandkanten. Du kan ikke altid bade – strømmen er stærk, og bølgerne bider lidt. Til gengæld er her to dejlige pools, der ligger som små oaser omgivet af palmer!
Værelserne er enkle, rene og lyse med aircondition, og det vigtigste er på plads. Du har en lille veranda med udsigt til alt det grønne. Hotellet har også både villaer og casaer, og de er virkelig dejlige, hvis du rejser i en større gruppe. Her har du opholdsstue, køkken, masser af plads og flere af dem har endda privat pool. På terrassen kan du sidde og nyde udsigten eller slappe af i en liggestol ved din helt egen pool.
Du spiser i gårdhaven eller under halvtaget, afhængigt af vejret og dagens rytme. Maden er lækker og flot anrettet, og du nyder den med fantastisk udsigt til havet og de grønne omgivelser.