Nationalpark i Tanzania – hvilken en skal du vælge?

Din guide til Tanzanias nationalparker

Drømmer du om safari i Tanzania? Få et overblik over landets nationalparker i Tanzania her – fra Serengetis sletter til Rubondos øjungle og Kilimanjaros sneklædte top.

 

Velkommen til safariens hjemland

Tanzania er et af de bedste steder i verden at tage på safari. I de berømte nationalparker ser du alverdens vilde dyr, som træklatrende løver, store flokke af elefanter på de åbne græssletter og badende flodheste.

Men hvor skal du tage hen? Landet rummer både kendte nationalparker og mere oversete perler, og de er faktisk ret forskellige. Nogle er tørre og åbne, andre er grønne og bakkede. Især det nordlige Tanzania har klassisk safari med løver og zebraer, mens mere ukendte nationalparker er kendt for sine chimpanser i trækronerne.

Her får du en guide til fem af de mest spændende nationalparker i Tanzania!

 

Hvad er en nationalpark i Tanzania egentlig?

Tanzania har over 20 officielle nationalparker, som er beskyttede naturområder uden bosættelser. Her er det dyrene og naturen, der bestemmer. Udover nationalparkerne findes der også såkaldte “conservation areas, hvor der også bor mennesker, eller hvor jagt er tilladt.

Fælles for alle områderne er, at du får natur og dyreliv i verdensklasse!

 

Safari i Tanzania – dyreliv, drama og dyb ro

Safari i Tanzania er en fantastisk oplevelse! Du kører afsted i en firhjulstrækker med åbent tag igennem naturen. Du sidder med kikkert og kamera – og så pludselig: en elefantflok i horisonten, en løve, der krydser vejen, eller en flok zebraer, der galopperer forbi.

Naturen bestemmer tempoet – og det er en del af charmen.

Serengeti Nationalpark – klassisk safari på endeløse sletter

Serengeti Nationalpark er ikke Tanzanias største nationalpark, men det er landets mest berømte nationalpark, og det er her, du finder det ikoniske safarilandskab: flade græssletter, akacietræer med træklatrende løver, og dyreliv så langt øjet rækker.

Serengeti ligger i det nordlige Tanzania og er kendt for den store migration, hvor over en million gnuer og zebraer bevæger sig i kæmpe flokke på jagt efter frisk græs. De bliver fulgt tæt af løver, hyæner og gribbe, og det gør det til en spændende oplevelse at følge.

Serengeti er stor – næsten på størrelse med hele Sjælland – og delt op i forskellige områder. Du kan køre rundt i flere dage og stadig se nye dyrearter og landskaber. Åbne græsarealer og fantastiske solnedgange over savannen.

 

Tarangire Nationalpark – elefanter og baobabtræer

Tarangire Nationalpark ligger også i det nordlige Tanzania, lidt uden for alfarvej, og den bliver ofte overset til fordel for Serengeti. Men det burde den ikke! Parken er især kendt for sine store elefantflokke, som vandrer gennem det tørre landskab på jagt efter vand.

Her er færre biler og en mere rolig stemning. Du kører i et flot landskab, blandt gigantiske baobabtræer og tørre flodlejer, hvor dyrene samler sig, især i tørketiden. Her er også masser af fugle og gode chancer for at spotte løver, giraffer og aber.

Tarangire er oplagt som første stop på safarien, fordi den kun ligger 2-3 km fra byen Arusha, som som regel er dit udgangspunkt, når du skal på safari i Tanzania.

 

Ngorongoro-krateret – en naturlig “skål” fyldt med liv

Ngorongoro-krateret i det nordlige Tanzania er faktisk ikke en nationalpark, men et “conservation area” – og det betyder, at der må bo mennesker i området. Det gør bl.a. Maasai-folket, som lever traditionelt med kvægdrift og farverige klæder.

Men det store trækplaster er Ngorongoro-krateret – verdens største intakte vulkanske caldera. Krateret er 600 meter dybt og flere kilometer bredt, og på bunden lever tusindvis af dyr. Her finder du næsten garanti for at se “The Big Five” – løver, elefanter, bøfler, leoparder og næsehorn – og det hele foregår i en næsten filmisk kulisse.

Det er som at træde ind i en naturens arena, hvor dyrene opfører deres daglige liv uden at ænse, at du kigger med.

 

Rubondo Island National Park – chimpanser og ø-stemning

Rubondo Island er noget helt andet. Parken ligger på en ø i Victoriasøen og er Tanzanias mindst besøgte nationalpark. Det betyder ikke, at den er kedelig – tværtimod!

Her er tropisk regnskov, kæmpe træer og vilde oplevelser. Du kan tage på bådsafari, gåture i skoven og – måske bedst af alt – forsøge at finde de vilde chimpanser, som blev genudsat på øen i 1960’erne. De er stadig lidt sky, men med en erfaren guide har du en god chance.

Rubondo er for dig, der vil væk fra det hele og opleve noget anderledes. Og her er faktisk også flodheste, krokodiller, fugle i massevis og en helt særlig ro.

Kilimanjaro Nationalpark – Afrikas tag

Ja – Kilimanjaro er en nationalpark! Og det er her, du finder Afrikas højeste bjerg: Kilimanjaro med sine 5.895 meter. Selve bjerget er omgivet af tropisk skov og ligger midt i en smuk nationalpark med aber, fugle og brusende floder.

Du kan enten bestige bjerget – det tager 5–8 dage – eller nøjes med en dagstur i skovområderne i bunden, hvor du stadig får smuk natur og lokal stemning. Det er en helt anden slags oplevelse end safari – men noget, mange vælger at kombinere.

 

Sådan bor du i Tanzanias nationalparker

Når du rejser med C&C Travel, kan du bo på forskellige måder i eller omkring parkerne. Her er de to mest populære:

Teltsafari i gode kanvastelte

Forestil dig at vågne i et telt midt i naturen med lydene fra savannen omkring dig. De fleste telte er ret dejlige – med senge, badeværelse og hyggelig stemning. Du bor tæt på dyrene, men sover trygt og godt. Om aftenen spiser du under stjernerne og nyder stemningen ved lejrbålet.

Lodges og farm houses

Vil du have lidt mere komfort, findes der masser af dejlige lodges og små guesthouses – mange af dem med pool, udsigt og virkelig god mad. De ligger ofte med kort kørsel til parkens indgange og kan være en god base for flere dage.

Se alle vores hoteller i Tanzania her!

Vi hjælper dig med at skræddersy rejsen

Tanzania har så mange unikke områder – og det handler om at finde den kombination, der passer til dig.

Måske drømmer du om en klassisk safari i Serengeti og Ngorongoro med træklatrende løver i solnedgangen? Måske vil du gerne opleve elefanter i Tarangire og slutte af med en ø-oplevelse på Rubondo? Eller måske skal Kilimanjaro og en strandtur til Zanzibar også med?

Hos C&C Travel kender vi områderne og hjælper dig med at sammensætte din rejse, så den giver mening for dig. Vi arrangerer transport, overnatning og dine ønsker til både tempo og oplevelser.

Kontakt os – så finder vi sammen frem til dit Tanzania-eventyr!

Hvorfor rejse med os?