Sommerferie i Vietnam

Sommerferie i Vietnam

Vietnam er en dejlig oplevelse hele året! Byerne er spændende, naturen flot og fuld af bjerge og rismarker, mens strandene indbyder til afslapning i timevis og masser af gode strandrestauranter med skøn, vietnamesisk mad.

Hvor skal du tage på sommerferie i Vietnam?

Vietnam er også fantastisk om sommeren! Det er bare lige med at vide, hvor du skal tage hen. Vi anbefaler, at du holder dig fra det sydlige Vietnam. Her er det regnsæson med tyfoner, mudder og alt, hvad der hører til.

Til gengæld er det centrale Vietnam super at rejse til om sommeren, og du kan også sagtens rejse til det nordlige Vietnam i juni eller juli måned, selvom der er risiko for regn.

Strand på din sommerferie i Vietnam

De fleste af Vietnams strande ligger sydpå, og det er altså ikke sjovt at ligge på stranden i regnvejr. Om sommeren bør du i stedet tage til Hoi An. Her er stranden virkelig dejlig og bred, så du kan rigtigt slentre ture i sandet og opleve det hyggelige strandliv. Spis på restauranterne i strandkanten og nyd den gode stemning. Du kan sagtens bruge masser af tid på Hoi An strand, især fordi det kun ligger 3,5 km fra Hoi An by, der er rig på oplevelser!

Du kan også få strandferie på den lille ferieø Tam Hai, som er meget fredelig, og hvor du rigtig kan slappe af på den mørke sandstrand. Øen ligger omkring 80 km fra Hoi An, men modsat Hoi An er der ikke det store byliv. Her er ro og idyl i centrum.

Vietnams bedste byer til sommerferien

Der er særligt to byer i Vietnam, hvor vejret er fænomenalt om sommeren! Hoi An og Hué, og begge byder på store oplevelser.

Romantik og silkelanterner i Hoi An

Hoi An er Vietnams smukkeste by! Her er smukke, historiske gader med gamle, skæve huse og skræddere, skobutikker og kunsthåndværksboder på hvert gadehjørne. Om aftenen lyser byen op af lanterner, og over dig hænger de nærmest som stjerner i alverdens farver. De ikoniske silkelamper kan købes i nogle af småbutikkerne, og hvis du er heldig, ser du også, hvordan de sidder og maler på dem.

Langs kajen og floden er stemningen ekstra hyggelig om aftenen, hvor de mange spisesteder byder på lækker, vietnamesisk mad, og floden bliver lyst op af de fine fiskerbåde og turbåde.

Aktiviteter i Hoi An

Ud over adskillige byrundture og timer på stranden, bør du også prøve at sejle i en af de ikoniske, runde både. De går under navnet ”basket boats” eller ”thung chai”, og de ligner faktisk store, flettede kurve. De er umulige at styre for folk, der ikke har fået teknikken ind fra barnsben, men det er en fin, autentisk oplevelse.

Vil du på en lidt længere tur, så tag en sejltur til Cham Island. Det er en dejlig oplevelse, for Cham Island er lige lidt mere bounty end de fleste andre af Vietnams strande. Her kan du ligge i skyggen fra palmerne, bade i det smaragdgrønne vand og bare nyde de smukke omgivelser!

Templer og ruiner i Hué

Hué er en fuldstændig anderledes oplevelse end Hoi An. Det er en fæstningsby med kanoner, mure og voldgrav, og Kongebyen er bygget op lidt som Den Forbudte By i Beijing. Kongebyen er inddelt i to en ydre by og en indre by. I den ydre by boede de almindelige mennesker – bønder, håndværkere og andre fra den øvrige befolkning. I den inderste boede kongen og hans familie. Du kan opleve den kongelige grav, hvor kejser Nugyen ligger, og rundt omkring graven er en imponerende have.

Aktiviteter i Hué

Udover kongebyen bør du tage en sejltur på Parfumefloden. Floden har sit navn på grund af duften fra de mange plantager og skove med frugttræer og blomstertræer, der vokser langs floden. Ud til floden ligger det historiske tempel Thien Mu Pagoda, som er en af Hués ældste bygninger.

Du kan også besøge små omkringliggende landsbyer fra Hué. Det er en god måde at se det rigtige Vietnam på og få et indblik i, hvordan de lever her på egnen. Få måske en urtefodmassage, som området er kendt for.

Oplevelser i Vietnams rismarker om sommeren

Du kan godt rejse til det nordlige Vietnam om sommeren, men der er risiko for regn. Temperaturerne er varme og landskabet frodigt, indimellem er der næsten ingen regn, nogle dage er der mere. Uanset hvad er udsigterne ud over bjergene og risterrasserne fantastisk smukke!

Helt nordpå ligger Sapa, hvor farverne er i alle nuancer af grøn. Her er dybgrønne bjerge fulde af risterrasser og enestående udsigter ud over dalene. Spredt i landskabet ligger de små landsbyer, hvor folkeslag som Hmong, Zao og Tay bor. Om sommeren er der rigtig varmt, så de helt vilde trekkingture bør gøres om foråret.

Pu Luong og Mai Chau ligger lidt længere nede end Sapa og er derfor nemmere at kombinere med det centrale Vietnam. Her er smukt landskab med jungle, bjerge, frodige dale og lysegrønne risterrasser. I rismarkerne arbejder bønderne, og i de små vandløb drejer bambusvandhjulene roligt rundt. Her er fred og idyl, og du kan nemt opleve naturen på cykel. Besøg også de små landsbyer og se, hvordan man lever her.

Sommerferie i Vietnams hovedstad

Det er oplagt at besøge Hanoi på din sommerferie i Vietnam, men du skal besøge byen velvidende, at det kan regne en del. Det er ikke sikkert, at du får regn – og selvom du får, så er det ikke sikkert, at det gør så meget. I storbyen er det faktisk indimellem lidt rart med en kølende regnskylle, for det er varmt at gå rundt i gaderne.

Hanoi vrimler med mennesker, men byen har også charme! Der er flere åndehuller med ro, fx ved den romantiske Hoan Kiem sø kendt for den fine bro og Ngoc Son Templet. De franske boulevarder i Hanoi er også charmerende. Her vil du tydeligt fornemme det franske præg fra kolonitiden, og du kan sætte dig på en fortovscafé og spise en croissant eller baguette – præcis som i Frankrig.

Book din sommerferie i Vietnam hos C&C Travel

Vi har flere Vietnam-eksperter, så er du i tvivl om, hvor din Vietnam-sommerferie helt præcis skal gå hen, så ring til os! Vores eksperter har rejst i Vietnam mange gange og kender landet på godt og ondt. De ved, hvordan vejret plejer at arte sig i Vietnam, men vejret er vi jo selvfølgelig ikke herrer over.

Skriv eller ring til os eller kom ind på vores kontor i Aarhus eller København.

Sommerferier i Vietnam

Hvorfor rejse med os?