Hotel - Bali - Gili Trawangan
Rejser til Gili Trawangan
Gili Trawangan - eller Gili T, som de fleste siger - er den største af de tre Gili-øer. Her skal du rejse til, hvis du søger smukke strande, krystalklart vand og fantastiske muligheder for dykning og snorkling. Kombinér det med kolde drinks i skyggen fra palmerne på en af de mange strandbarer – Gili Trawangan har en del mere liv end naboøerne Gili Meno og Gili Air.
Du kommer til Gili Trawangan med båd, og når bagagen bliver læsset af, bliver du kørt på hestevogn hen til dit hotel.
Gader af sand på Gili Trawangan
Selvom øen kun er 3 kilometer lang og 2 kilometer bred, bor der alligevel næsten 1000 fastboende fiskere, bønder og dykkere på øen. Motorkøretøjer findes der ingen af, og al transport foregår på cykel eller i hestevogn.
Der findes én lang vej, der går hele vejen rundt om øen. Øen har en omkreds på knap 5 km, så det er nemt at komme rundt til fods, og her går livet sin vante gang.
Livet på Gili Trawangan
Langs hovedgaden ligger de fleste hoteller, og her findes alt fra resorts til mindre bungalows. Der er dog godt gang i musikken fra restauranterne langs hele vejen, og om aftenen bliver der sat grills ud. Ved solnedgang samles man på den vestlige side af øen til lounge musik, bløde møbler eller puder, festlige drinks, musik og den skønneste solnedgang. Der findes både afslappede beach parties og mere livlige barer og dansesteder.
På den østlige side af øen, er der mange hoteller, restauranter og barer, mens den vestlige del af øen er meget mere stille og rolig. Så du kan veksle mellem liv og glade dage og fred og ro inden for en meget kort afstand.
Dyk ned under havets overflade
Hvis du ikke kan få nok af saltvand, er du kommet til det rette sted. Det er ikke uden grund, at Gili Trawangan bliver kaldt “dykkernes paradis”. Vil du ud at opleve den magiske verden under vandet, er Gili Trawangan det perfekte sted at tage hen.
Øen er lille, og tidevandet kan få vandet til at trække sig meget langt ud, så du kan ikke altid være sikker på at kunne bade og snorkle lige fra stranden. Tag i stedet på ture ud på vandet eller til naboøerne, hvor snorklingen er super!
Dykning på Gili Trawangan
Gili Trawangan byder på store dykkereventyr! Der er rig mulighed for at opleve en kæmpe variation på alle dyk - bl.a. vægdykning og en næsten endeløs strøm af fisk, skildpadder og hajer. For at kunne bevare dette fantastiske dykkerområde, bliver dykkere pålagt et engangsgebyr for at dykke, som går til at opretholde den smukke natur.
Kom ned i gear på Gili Trawangan
Gili Trawangan er berømt for sine spektakulære solnedgange. Find et godt sted ved stranden, måske med en kold drink i hånden og nyd det flotte syn over vandet. Senere på aftenen åbner stjernehimlen sig over hovedet på dig – og den er særligt flot her langt væk fra lysforurening.
Trænger du til ekstra ro, så tilbyder øen flere steder, hvor du kan dyrke yoga eller forkæle dig selv med en massage. Det er den perfekte måde at slappe af på og få fornyet energi.
Sidst, men ikke mindst, glem ikke at tage dig tid til bare at være. Find en hængekøje, en god bog, og nyd roen og bounty-strandene.
Kulturelle oplevelser
Selvom øen er mest kendt for livet og de vidunderlige strande, har du også mulighed for at opleve den lokale kultur.
I de små landsbyområder er der småmarkeder, hvor du kan opleve det lokale liv, købe frisk frugt og grøntsager, samt små snacks eller street food. Rundt omkring på øen findes små butikker og boder, hvor lokale kunsthåndværkere sælger håndlavede smykker, tøj, og andre souvenirs. Køber du lidt med hjem her, støtter du de lokale og deres håndværk.
Hvis du er heldig, er der religiøse festivaler og ceremonier, som du kan opleve og måske endda deltage i – med respekt for de lokale traditioner.
Gili Trawangans madoplevelser
På Gili Trawangan finder du en interessant blanding af lokale indonesiske retter og internationalt køkken, hvilket afspejler øens populære status blandt rejsende fra hele verden.
Her er naturligvis super læke muligheder for at spise friskfanget fisk og skaldyr! Mange restauranter har grills på stranden og tilbereder maden foran dig. Prøv også at smage grillspydene sate med peaunt-sovs.
Indonesiens nationalret hedder nasi goreng og består af stegt ris med æg, kylling, skaldyr eller tofu med sursød sovs og rejsechips. Prøv det med en frisk kokosnød eller eksotisk juice til på en varm dag – det er lækkert!
Nogle steder på øen tilbyder de madlavningskurser, hvor du kan lære at lave traditionelle indonesiske retter. Dette er en gode måde at dykke ned i den lokale kultur og lære om de ingredienser og teknikker, der karakteriserer indonesisk madlavning.
Øhop på Gili Øerne
Selvom Gili Trawangan kan være svær at forlade, er det værd at tage en tur til de nærliggende øer, Gili Meno og Gili Air. Hver ø har sin egen unikke charme og er værd at udforske.
Bliv meget klogere på, hvad Giliøerne kan hver især her.
Bæredygtighed på Gili Trawangan
Gili Trawangan og de omkringliggende øer er begyndt at lægge mere vægt på bæredygtig turisme. Ud over at de er bilfri, viser det sig især i form af genbrug, affaldssortering og plastikreduktion.
Derudover går de op i, at turismen er bæredygtig. Flere resorts og overnatningssteder på Gili Trawangan tilbyder øko-venlige indkvarteringsmuligheder, som fokuserer på at minimere deres miljømæssige fodaftryk gennem brug af solenergi, vandbesparende foranstaltninger og naturlige byggematerialer.
Det er også vigtigt at bevare havmiljøet. Hvis du dykker, så vælg et af de dykkercentre, der arbejder aktivt med bevaring af koraller og havliv gennem renseaktioner og uddannelsesprogrammer for både lokale og besøgende.
Sådan bor du på Gili Trawangan
På Gili Trawangan kan du vælge mellem en bred vifte af overnatningsmuligheder, der spænder fra hyggelige bungalows til luksuriøse resorts. De ligger som oftest direkte ud til stranden og har dejlige faciliteter, pools med udsigt ud over vandet og gode restauranter, hvor du kan spise dine måltider.
Hvornår skal du rejse til Gili Trawangan?
Du skal rejse til Gili Trawangan mellem juni og tidlig oktober for bedst muligt vejr. Vejret er som regel solrigt og tørt, hvilket gør det ideelt til stranddage, snorkling, og dykning. Her er til gengæld også mange mennesker, så book din rejse tidligt. Du vil opleve liv på alle barer og restauranter.
April, maj, oktober og november har som regel også helt fint vejr – med byger i ny og næ. Varmt er det naturligvis stadigvæk. Øen er mindre travl sammenlignet med højsæsonen, hvilket gør det til et godt tidspunkt for dig, der foretrækker en mere afslappet oplevelse.
Kombinér Gili Trawangan med Bali
Det er fantastisk at slutte af på Gili Trawangan efter en rundrejse på Bali. På den måde får du både oplevelser og natur på stemningsfulde Bali, og afslapning på Gili Trawangans bountystrande. Kombinationen er super! Hiv fat i os og få en uforpligtende rejsesnak om Bali og Gili Trawangan, så skræddersyr vi den bedste rejse til dig.