Sri Lanka

Trincomalee

Gå tilbage

Rejser til Trincomalee

Trincomalee er en by, hvor det hele samler sig om vandet. Her finder du en af verdens største naturlige havne, lange strande og et område, der især er kendt for hvaler og snorkling. Det er en forholdsvis stor by, der ligger på Sri Lankas østkyst ud mod det Indiske Ocean.

Trinco, som mange kalder byen, er i dag en af Sri Lankas største sommerdestinationer. Når vejret er bedst på østkysten fra maj til september, rejser både lokale og besøgende hertil for at nyde strandene, tage på ture ud på havet og mærke den afslappede stemning langs kysten. Her er små restauranter tæt på stranden, fiskerbåde langs vandet og masser af plads til bare at tage dagene, som de kommer.

Når du rejser til Trincomalee, er det ofte for at kombinere strand, dyreliv og lidt historie i én og samme destination. Du kan bruge dagene på stranden, tage på snorkeltur til Pigeon Island, spotte blåhvaler ude på havet eller gå på opdagelse i byens templer og gamle forter.

Strandene omkring Trincomalee

Strandene er en stor del af oplevelsen i Trincomalee. Her er god plads, ro og en mere afslappet stemning end mange andre steder på Sri Lankas kyst.

Uppuveli og Nilaveli Beach – strandene nord for byen

Nilaveli og Uppuveli ligger tæt på byen og er de mest populære strande i området. Her finder du lange, åbne strækninger med sand og roligt vand.

Her har du mulighed for at få en stille morgen. Du møder fiskere, der er i gang med dagens første fiskeri, og får et ærligt indtryk af livet langs kysten. Senere på dagen kommer der flere mennesker på stranden, og du kan bruge eftermiddagen på at bade, slappe af eller spise en lækker frokost tæt på vandet.

Dutch Bay – i hjertet af Trincomalee

Dutch Bay ligger helt inde ved byen og har en lidt anden stemning. Her er du tættere på hverdagen, og stranden bruges både af lokale og besøgende.

Om morgenen er her roligt, mens der om eftermiddagen kommer mere liv. Du ser børn lege og både komme ind fra en tur på havet. Dutch Bay giver et mere levende indtryk af Trincomalee og er et fint supplement til de mere rolige strande længere nordpå.

Seværdigheder i Trincomalee

Selvom mange normalt rejser til Trincomalee for strandene, er der flere steder, som er værd at tage forbi, når du er i området.

Koneswaram-templet ligger dramatisk placeret på en klippe med udsigt over bugten. Du går gennem et område med små boder og handlende, inden du når frem til templet.

Herfra er der en flot udsigt ud over vandet, og det er også et sted, hvor du ofte ser pilgrimme komme forbi med blomster og ofringer.

Fort Frederick ligger lige ved indgangen til tempelområdet. Det blev oprindeligt bygget af portugiserne og senere overtaget af hollænderne og briterne.

Når du går gennem porten, bevæger du dig ind i et område med en lang histori. Her er der også mulighed for at møde hjorte, der går frit rundt mellem træerne.

Ikke langt fra byen finder du Kanniya, hvor flere små varme kilder ligger samlet side om side. Vandet har forskellige temperaturer, og mange srilankanere besøger stedet, fordi de mener, det har en helende effekt.

Oplevelser og aktiviteter i Trincomalee

Det er især oplevelserne på og omkring havet, der gør Trincomalee til noget særligt. Her kan du nemt fylde flere dage med aktiviteter – eller tage det stille og roligt og udvælge det, der passer dig bedst.

Hvalsafari – tæt på blåhvaler og delfiner

Fra Trincomalee kan du tage på hvalsafari ude på havet. Om morgenen sejler du ud fra kysten, og efter lidt tid begynder du at holde øje med bevægelser i vandet.

Her er gode chancer for at opleve både blåhvaler, kaskelothvaler og delfiner, som bevæger sig gennem området i sæsonen. Det er en rolig tur, hvor det i store træk handler om at vente og kigge efter de imponerende hvaler, der bryder overfladen.

Snorkeltur til Pigeon Island

En snorkeltur til Pigeon Island er noget af det, du kan se frem til, når du rejser til Trincomalee.

Øen ligger tæt på kysten ved Nilaveli og er en nationalpark med klart vand og farverige koraller. Du sejler ud til den lille ø i en båd, og kort tid efter står du i vand til knæene og kan tage maske og snorkel på.

Her svømmer du rundt blandt fisk og koraller, og nogle gange ser du også små revhajer glide forbi i vandet. Det er en sjov aktivitet, som både små som store kan nyde godt af.

Dykning og snorkling langs kysten

Udover Pigeon Island er der flere steder langs kysten, hvor du kan snorkle eller dykke. Vandet er ofte roligt i sæsonen fra maj til september, og sigtbarheden er god.

Det gør området til et af de bedste steder i Sri Lanka, hvis du gerne vil opleve livet under havets overflade.

Trincomalees historie – en vigtig havn gennem århundreder

Trincomalee har spillet en central rolle i Sri Lankas historie i mange århundreder, og er altså en by med en lang og spændende historie. Den store bugt har gjort byen til et strategisk vigtigt sted, og det er også derfor, portugiserne, hollænderne og briterne alle har haft kontrol over området på forskellige tidspunkter.

Særligt i kolonitiden blev havnen betragtet som en af de vigtigste i Det Indiske Ocean. For briterne var den helt afgørende, og de brugte den som base for deres flåde.

Men historien går endnu længere tilbage. Trincomalee har været et religiøst centrum i mere end 2.000 år. Koneswaram-templet, som ligger højt oppe på klipperne, er et af de vigtigste hinduistiske templer i Sri Lanka. Samtidig finder du også buddhistiske steder som Girihandu Seya, der ofte bliver omtalt som en af de ældste stupaer i verden.

Når du bevæger dig rundt i området i dag, ser du stadig tydeligt sporene fra byens lange historie – både i templerne, i fortet og i den måde byen er bygget op omkring bugten.

Hvordan bor du i Trincomalee?

Når du rejser til Trincomalee, bor du typisk tæt på stranden – enten ved Uppuveli eller Nilaveli.

Her finder du alt fra små strandhoteller til større resorts. Mange steder har pool, restaurant og direkte adgang til stranden, så du nemt kan skifte mellem hotel og hav i løbet af dagen.

Flere hoteller har også små restauranter, hvor du kan spise morgenmad med udsigt til havet eller sidde og nyde aftenen til lyden af bølger i baggrunden.

Hvornår skal du besøge Trincomalee?

Du skal besøge Trincomalee fra maj til september, hvor østkysten har masser af sol og optimalt vejr til dage på stranden. Her er havet roligt, himlen ofte blå, og dagene passer perfekt til snorkling, hvalsafari og afslapning ved vandet.

Det er også derfor, Trincomalee er et oplagt stop på din sommerferie i Sri Lanka. Mens der kan være mere regn andre steder på øen i vores sommermåneder, er vejret typisk rigtig godt her på østkysten.

Temperaturerne er høje året rundt, men fra maj til september kommer Trincomalee virkelig til sin ret med solrige dage, klart vand og masser af liv langs strandene.

Kombinér Trincomalee med andre destinationer i Sri Lanka

Trincomalee ligger på Sri Lankas østkyst og passer godt ind som en del af en rundrejse på øen. Mange vælger at kombinere Trincomalee med områder inde i landet, hvor du finder historiske seværdigheder og grøn natur.

Kandy ligger inde i landet og giver en fin kontrast til dagene ved kysten. Her kan du opleve Tandens Tempel, gå en tur rundt om søen og mærke en mere livlig stemning med markeder og små gader. Det er et godt stop, hvis du vil kombinere strand med kultur og byliv.

Sigiriya er kendt for den imponerende Løveklippe, der rejser sig midt i det grønne landskab. Du kan tage trapperne til toppen og få udsigt over området eller tage på safari i de nærliggende nationalparker.

Ella ligger oppe i højlandet, hvor temperaturen er lidt lavere, og landskabet ændrer sig til grønne bakker og teplantager. Her kan du vandre, tage toget gennem bjergene og nyde udsigterne.

C&C Travel skræddersyr din rejse til Trincomalee

En rejse til Trincomalee fungerer bedst som en del af en større rundrejse i Sri Lanka. Her kan du kombinere oplevelser inde i landet med afslappende dage ved stranden.

Uanset hvad du ønsker fra din rejse til Trincomalee, hjælper vi dig med at få styr på det hele. Sammen finder vi den rute og plan, der giver mening for dig. Vi tager os af det praktiske, så du bare kan glæde dig.

Ring til os! Så sammensætter vi dit Trinco-eventyr ud fra, hvad du har lyst til. Og vi er med hele vejen - både før, under og efter rejsen.

Billeder

1 ud af 5
Nilaveli Beach i Trincomalee
1 ud af 5
Smukke Nilaveli
1 ud af 5
Uppuveli Beach
1 ud af 5
Koralrev ud for Trincomalee
1 ud af 5
Tamil hindutempel

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Hoteller i Trincomalee

Flere hoteller i Trincomalee

Oplevelser