Royalton Cayo Santa Maria Resort and Spa
Royalton Cayo Santa Maria Resort and Spa er et skønt resort kun for voksne. Det ligger lige ud til den pudderhvide sandstrand på Cayo Santa Maria, så her har du ingen undskyldning for ikke at hoppe i det turkisblå hav.
Du bor på store og flotte værelser, der har minibar, kaffe- og tefaciliteter og en dejlig balkon eller terrasse, hvor du kan nyde den friske luft.
Resortet er et all inclusive-resort, og du har 3 restauranter og flere barer at vælge imellem. Til frokost bliver der tændt op i grillen ved poolen, så du kan snacke BBQ i løbet af dagen - og melder sulten sig på de lidt mere skæve tidspunkter, kan du gøre brug af resortets roomservice, der er åben hele døgnet. Maden er, som den er på Cuba - ganske udmærket, men ikke noget ekstraordinært.
Forkæl dig selv i spaen, få sved på panden i fitnesscenteret eller tag et dyp i en af de to flotte pools. Der bliver også arrangeret forskellig underholdning - bl.a. er der shows nogle aftener, som du kan få dig en aftendrink til.
Rammerne for en afslappende ferie er sat, så du må bare beslutte dig for, hvordan dine dage skal fyldes ud! Royalton Cayo Santa Maria Resort and Spa er utrolig populært blandt tidligere gæster, og næsten alle nævner servicen som noget af det bedste ved deres ophold. Det fantastiske personale spreder god stemning og gør deres til, at du skal have en dejlig ferie!