Grand Aston Varadero
Grand Aston Varadero Beach Resort er et kæmpestort og moderne 5-stjernet all inclusive hotel. Hotellet står i god stand og med fine faciliteter, men den cubanske standard er ikke så høj som i andre lande. Grand Aston ligger ud til Cubas mest berømte strand, Varadero, og det er klart beliggenheden ved vandet, som er hotellets højdepunkt. Det er kun for voksne/11+, så atmosfæren er rolig og afslappet i løbet af dagen. Om aftenen får den cubanske stemning mere fat.
Indretningen er stilfuld og elegant med gule, blå og turkise farvetoner. Dit værelse er lyst og moderne med hvide og sandfarvede møbler, TV, wi-fi, aircondition, værdiboks, kaffemaskine og køleskab. Der er både sæbe, hårtørrer og strygejern på værelset, så du kan blive frisket op til aftenen, efter en dag på stranden.
Hotellet har to store pools og en mindre lavtvandspool omgivet af have og palmetræer. Snup en forfriskende drink i swim-up baren, eller nyd det cubanske klima på en solseng eller en af de mange liggestole, i det hyggelige poolområde. Men vær klar på at skulle lytte til de cubanske rytmer - her er de nemlig rigtig glade for den cubanske musik, som godt kan være lidt høj ved poolen. Fra hotellet er der direkte adgang til Varaderos smukke sandstrand, hvor du kan solbade og nyde det fantastiske turkisblå vand. Der er håndklæde service på hotellet, så du behøver ikke være nervøs for, at skulle have dit almindelige badehåndklæde med på stranden.
På Grand Aston har du mange muligheder for at få stillet sulten. Hotellet tilbyder både en klassisk buffet, men også flere forskellige restauranter og barer. Der er uden tvivl noget for enhver smag, men vi anbefaler også at forsøge sig på de lokale restauranter i byen. Her kan du opleve en bedre kvalitet og autencitet, som vil fuldende dit ophold. Hvis du trænger til en god kop kaffe, så gå en tur forbi den afslappende sportsbar. Du kan også nyde en lækker mojito i lobby baren, Bali Lounge, som er åben 24/7.
Hotellet har fitnesscenter med fast træner og et wellnessområde, hvor du kan få forskellige massagebehandlinger. Du kan også deltage i vandaerobics, få undervisning i spansk og salsatimer. Og om aftenen kan du blive underholdt med live pianomusik, fashion shows og teaterforestillinger. Der er også Teenager Club, hvor der både kan spilles brætspil og forskellige computerspil.
Personalet på Grand Aston er smilende og utrolig venlige, og det er tydeligt at mærke, at de er her for din skyld.
Hotellet ligger lidt uden for centrum, men du kan tage en shuttlebus derind, hvis du trænger til at komme lidt væk fra all inclusive-boblen. Der er også en tourdesk på hotellet, som kan hjælpe dig med at planlægge forskellige ture i området.












