Rejseguide til Cuba

Her er din rejseguide til Cuba!

Det er en rejseguide med al den vigtigste information, hvis du overvejer en rejse til Cuba.

Er Cuba et besøg værd – Hvorfor rejse til Cuba?

Der er mange gode grunde til at rejse til Cuba! Det er et spændende land med en turbulent historie og farverig kultur, som helt sikkert vil gøre indtryk på dig. Cuba byder på fantastisk natur med alt fra grotter og klippebjerge til kridhvide sandstrande og azurblåt hav – det er vel Caribien.

I Cuba kan du rigtig mærke historiens vingesus! Du kan smage på revolutionen og sende en hilsen til stærke frihedskæmpere, drikke rom og danse salsa til solen står op, ryge noget af verdens bedste tobak og kigge på gamle biler.

Du kan slentre rundt og suge kulturen til dig i farverige byer som Trinidad, Cienfuegos eller Havana. Holder du af natur, kan du lægge vejen forbi Viñales, som byder på tobaksplantager, kalkstensklipper og laguner eller Topes de Collantes, hvor du kan trekke i højderne, se vandfald og kaffeplantager.

Cubanerne er et folk fuld af livsglæde og håb, og så er de imødekommende og gæstfri. De vil helt sikkert gøre sit til, at dit besøg bliver uforglemmeligt!

Fakta om Cuba

  • Cubas officielle navn er Republikken Cuba og dækker over øgruppen, som består af Cuba, Isla de la Juventud samt en masse andre små øer.
  • Cuba ligger i Caribien midt i mødet mellem Det Caribiske Hav, Den Mexicanske Golf og Atlanterhavet. Helt officielt hører det til Nordamerika, selvom det geografisk ligger mere i Mellemamerika.
  • Hovedstaden i Cuba er Havana eller La Habana på spansk.
  • I Cuba er det officielle sprog spansk.
  • Der bor lige omkring 11 millioner mennesker i Cuba.

Praktisk info om Cuba

Her har du lidt praktisk info om Cuba – hvad du skal huske, inden du rejser, og hvad der er nyttigt at vide.

Visum til Cuba

Du skal som dansk statsborger have visum for at rejse ind i Cuba. Det giver dig adgang til at opholde dig i landet i 30 dage.

Læs mere om visum til Cuba her.

Vaccination før rejsen til Cuba

Inden du rejser til Cuba, anbefaler vi, at du som minimum vaccinerer dig mod:

  • Smitsom leverbetændelse (Hepatitis A)
  • Difteri
  • Stivkrampe

Læs mere om vaccinationer før rejsen til Cuba her.

Rejseforsikring

For at rejse ind i Cuba skal du have en rejseforsikring fra et godkendt forsikringsselskab.

Læs mere om krav til forsikring for at rejse ind i Cuba her.

Valuta og kreditkort i Cuba

I Cuba hedder den officielle valuta ”peso cubano” (CUP), og selvom det kan være nyttigt at have CUP med, er det i øvrigt en rigtig god ide at have euro med – særligt mønter og små sedler! De fleste steder vil du kunne betale i euro, da de lokale har brug for dem til at købe varer i de statsejede butikker. Du kan også veksle euro til CUP, hvis du får brug for det. Der findes flere og flere hæveautomater, hvor du vil kunne hæve penge med dit Visa eller Mastercard, men hav hellere kontanter med hjemmefra for at være på den sikre side.

Cuba tidsforskel

Cuba er seks timer bagud i forhold til Danmark. Når klokken er 12.00 middag i Danmark, er den altså 06.00 om morgenen i Cuba. De skifter i øvrigt ligesom os mellem sommer- og vintertid bare ikke altid samme dag.

Flyvetid til Cuba – Hvor lang tid tager det at komme til Cuba?

Det tager oftest et sted mellem 14 og 18 timer at komme til Cuba fra Danmark afhængigt af flyselskab.
Det er muligt at flyve med blot en mellemlanding, og nogle gange deles rejsen op med to stop. Populære mellemlanding er i Amsterdam, Paris og Toronto, og vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan, for at finde den rute, der passer bedst, med de bedste flyforbindelser.

Mobil og internet i Cuba

Du kan sagtens tage din danske telefon med til Cuba, bare tjek med dit mobilselskab, hvad priserne på opkald, beskeder og data er, for det kan godt blive en dyr fornøjelse. Dækningen er som regel heller ikke den bedste, så det kan være, det giver sig selv. Du kan leje et SIM-kort i Havana eller Trinidad hos telefonfirmaet ETECSA, hvis du har brug for at ringe hjem. På den måde er det billigere.

Her kan du også købe internetkort. Du må bevæbne dig med tålmodighed, for køerne er ofte lange, og du kan kun købe tre ad gangen. Det er i det hele taget en smule omstændigt at få internet, men det er nu engang sådan, det er i Cuba, og måske det kan være helt dejligt at gå lidt offline.

Elektricitet og stik i Cuba

Strømmen er 110 V, og du kommer langt med den tobenede amerikanske stikkontakt, så det er en god ide at huske at medbringe en omformer hjemmefra. Nogle steder er strømmen dog 220 V.

 

Vejret i Cuba – Hvornår er det bedste tidspunkt at rejse til Cuba?

Du kan rejse i Cuba hele året. Hvis du vil være så sikker som muligt på godt vejr og sol i kinderne, skal du rejse fra november til og med april. Cuba ligger i det tropiske klimabælte, og det betyder varmt vejr, ingen vinter og en middeltemperatur, der stort set aldrig kryber under 15 grader.

Cuba har til gengæld både regnsæson og tørsæson. Den våde strækker sig fra maj til juli, og hvis du ikke lader dig skræmme af et tropisk regnskyl, kan du snildt rejse i disse måneder. Her er temperaturen i gennemsnit 25-30 grader, så det kan endda være helt dejligt med lidt vand. Det gode ved at rejse i disse måneder er, at du får en bid af det autentiske Cuba, for det er uden for turistsæsonen. Det er som regel også billigere.

I august, september og oktober er det orkansæson i Cuba. Risikoen for blæst og byger er stor, og hvis du drømmer om at rejse til Cuba i vores efterår, skal du lige have det i baghovedet.

 

Sådan bor du i Cuba – Casas og all inclusive

Du bor godt i Cuba! Der er især to forskellige overnatningsmuligheder, som du bør overveje, når du rejser til Cuba.

Casa particular i Cuba

Du vil helt sikkert ikke gå glip af at bo i et casa particular, når du besøger Cuba! Her bor du i et privat hjem, hvor ejerne har dedikeret en del til udlejning, og det er uden tvivl den mest autentiske måde at bo i Cuba på.

Det er ikke luksus-modellen, men du vil hurtigt opleve den hjemlige følelse, for her er du gæst, og dine værter vil sørge for, at du føler dig velkommen. Du har altid dine egne faciliteter, og der mangler sjældent noget. Maden er hjemmelavet, og i modsætning til hvad du ellers får i Cuba, er den oftest virkelig god!

Det er en helt særlig oplevelse at bo i et casa, og du kommer tæt på de lokale på en helt speciel måde. Det er i øvrigt den eneste måde, cubanerne kan drive selvstændig virksomhed på, så du støtter på den måde de lokale. De fleste er gode til engelsk, men det kan være, du får ekstra brug for lidt spanske gloser, når du skal følge med i røverhistorierne, som bliver delt ud af dine værter på terrassen om aftenen.

All inclusive i Cuba

Rundt omkring i Cuba finder du også en masse dejlige all inclusive-hoteller, særligt ved strandene, som Cuba er så kendt for. Er det badeferie, du er på udkig efter, er all inclusive-hotellerne altså et rigtig godt bud på en overnatningsmulighed. De ligger nemlig midt på de sagnomspundne caribiske sandstrande, så du på få minutter kan hoppe fra dit værelse og ned i det lækre vand.

Hotellerne er som små verdener i sig selv, der er skabt for, at vi turister kan smide fødderne op, dase i en liggestol og slappe fuldstændig af! De er ofte store og en smule upersonlige, men det kan være rigtig fedt for dig, der rejser med børn, for her er ofte børnepools, aktiviteter og mad lige ved hånden, til når blodsukkeret daler.

 

Rejseformer i Cuba – Hvordan kommer man rundt i Cuba?

Hvordan kommer man rundt i Cuba, tænker du måske, men det er slet ikke så besværligt igen. Der er et rigtig fint vejnet, og landet egner sig godt til rundrejse, for der er ikke langt mellem de store oplevelser. På den måde kan du kombinere kulturrejse med strandferie og dermed opleve så meget som muligt af dette fascinerende land.

Billeje i Cuba

Det er nemt at køre bil i Cuba, for der er ikke særlig meget trafik på landevejene mellem byerne. Altså biltrafik. For det er masser af fodgængere, hestevogne, cykler og æsler, så du skal nogle gange holde tungen lige i munden. Også på motorvejen, hvor det sagtens kan ske, at du møder en cyklist.

Vidste du, at det indtil 2011 ikke var tilladt for privatpersoner at købe biler? Det er derfor ikke utænkeligt, at du møder blaffere på din vej, og hvis du har plads, og I skal samme vej, kan det være sjovt at samle dem op og få en sludder for en sladder.

Rundrejse med privatchauffør i Cuba

En rundrejse med privatchauffør i Cuba er super til dig, der ikke selv har lyst til at køre bil. På den måde får du al komforten ved at køre bil, uden at skulle holde øje med ruter og vejskilte – det gør chaufføren for dig.

Turistbus i Cuba

Som navnet siger, kører disse busser med turister, og du bliver både hentet og afleveret ved hotellet. Det gør dine medpassagerer selvfølgelig også, så det kan tage lidt tid, men busserne er dejlige, så læn dig tilbage, og nyd udsigten, som flyver forbi uden for vinduet.

Viazul-bus

Viazul-busserne er offentlige busser, der kører mellem byerne. Det går ret hurtigt, for der er kun et stoppested i hver by, og de stopper kun et par steder undervejs.

 

Cubas historie

Cubas historie er både rig, broget og dramatisk, og landet har ved flere lejligheder spillet en central rolle i verdenshistorien.

I 1492 blev Cuba opdaget af Christopher Columbus, og lang tid gik der ikke, før spanierne fik erobret hele øen. Det var starten på en lang periode med spansk herredømme. Landet fik sin uafhængighed i 1902 med hjælp fra USA, som benyttede lejligheden til at vinde dominans over landet økonomisk og politisk.

1953 blev startskuddet til den cubanske revolution med Fidel Castro i spidsen. Revolutionen var et væbnet oprør mod den cubanske diktator Fulgencio Batista og hans regime. I 1959 lykkedes det Castro med sin bror Raúl og argentineren Ernesto ”Che” Guevara at vælte regeringslederen. Det blev slutningen på mange års diktatur, og i 1961 udråbte Castro landet til en socialistisk stat.

Tiden siden har været præget af kommunistisk filosofi, et konfliktfyldt forhold til USA og en handelsembargo, der forbød al amerikansk handel med landet. Alt sammen ting, der har formet Cuba til det land, vi kender i dag.

 

Top 3 strande i Cuba

Cuba er mere end cigarer og amerikanerbiler, og er du til strandferie kan denne caribiske ø-gruppe virkelig noget. Der er fantastisk mange skønne strande til din badeferie i Cuba, og her har vi samlet de tre bedste til dig.

Playa Varadero er nok Cubas mest berømte strand. Den strækker sig 20 kilometer på nordsiden af øen og går også under navnet Playa Azul – den blå strand. Her får du bred, hvid sandstrand, så langt øjet rækker, med sand så fint, så fint og vand så blåt, som var det taget ud af en film.

Hvor dejligt det end ville være at have dette magiske sted for dig selv, så har rygtet altså spredt sig i verden, og stranden er yderst velbesøgt.

Cayo Santa Maria er egentlig en af de små øer i ø-gruppen Jardines del Rey – Kongens Haver – som ligger nord for Cuba. Det er nemt at komme hertil, for der er bygget en over 50 kilometer lang bro. Selvom øen er let tilgængelig, er den ikke noget nær så turistet som Varadero, og du får altså lidt mere privatliv.

Øen er hjemsted for ikke mindre end 13 kilometer hvid sandstrand! Det azurblå hav strækker sig langt ud i horisonten, og det er svært ikke at blive betaget. Hotellerne ligger samlet på omkring seks kilometer, hvilket betyder, du sagtens kan finde en uberørt plet bare til dig, hvis du bevæger dig en smule væk.

Playa Giron ligger på Cubas sydkyst ved Svinebugten. Det er sandstrand og den er helt fin, men det rigtige trækplaster er den skønne Playa Coco!

Den ligger cirka en halv times gang fra byen og er med sin brede, hvide sandstrand og krystalklare vand hele turen værd. Her hersker fred og ro, og du finder blot ét enkelt lille skur, hvor du kan tanke op på forfriskninger. Hvor ofte har du ikke drømt om at sidde i vandkanten på en postkort-perfekt strand i solens varme med en mojito i hånden? Her er det bare at gøre det.

Ikke langt fra byen finder du også mere rå kyststrækninger med klipper og turkisblåt vand. De er ideelle for dig, der elsker at kigge på fisk, for her du kan både snorkle og dykke.

 

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er Cuba kendt for?

Cuba er kendt for rom, revolutioner, tobak og kommunisme. Men landet er jo så meget mere end det! Cuba er livsglade folk, der hænger ud i de brostensbelagte gader, salsadans og nogle af verdens bedste strande. Cuba har også fantastisk natur, og så kan de prale med ikke mindre end ni placeringer på UNESCOs Verdensarvsliste.

Prisniveau – Er det dyrt i Cuba?

Det er ikke særlig dyrt at rejse i Cuba. Prisniveauet i Cuba er sammenlignet med Danmark markant lavere.

Hvornår er det orkansæson i Cuba?

Det er orkansæson i Cuba i august, september og oktober.

Hvornår er det bedst at rejse i Cuba?

Det er bedst at rejse i Cuba fra november til april. I hvert fald hvis du søger strand- og badeferie, for her er du som udgangspunkt sikret sol. Hvis du ikke bliver skræmt af en byge i ny og næ, kan du også sagtens rejse i maj, juni og juli. Her er det varmt, så lidt regn kan måske endda være helt dejligt. Og så er det jo også billigere.

Hvad spiser man i Cuba?

I Cuba spiser du ris, bønner, madbananer, skaldyr og kød. Og så drikker du selvfølgelig rom! Cuba har madtraditioner, men at kalde det en kulinarisk oplevelse at spise i landet ville være en overdrivelse. Landet er i udvikling, men det kan stadig være svært at få leveringer, så udvalget er sparsomt og ensformigt. Til gengæld kan du købe hummer for ingen penge!

Hvad snakker man i Cuba?

I Cuba snakker man spansk, som er det officielle sprog. Selvom mange også snakker engelsk, kommer du langt med et par spanske ord. Prøv dig med ”buenos días” og ”adios”, så kan du altid bruge fagter og smile dig til resten.

Kan man bruge euro i Cuba?

Du kan godt bruge euro i Cuba, og du gør faktisk klogt i at tage euro med. Det er nemt for dig at få fat i, og de lokale har brug for dem til at handle i de statsejede butikker, så det er en win-win-situation.

 

Fun facts om Cuba

Vidste du at…

… Ernest Hemingway boede i Cuba i mere end 20 år? Sammen med sin tredje kone Martha købte han deres hjem lidt uden for Havana og gav det navnet Finca la Vigía. Her skrev han flere store værker blandt andet det, der skulle blive hans mest kendte ”Den gamle mand og havet”. Huset er senere blevet til Museo Hemingway, som du kan besøge.

… mange cubanere lige dypper spidsen af deres cigar i honning inden de sætter fut i den? Det giver lidt sødme til smagen.

… domino er Cubas nationalspil? Det er en fast del af det sociale liv, og du vil se det overalt! I parkerne, til familiefester, ja endda midt på vejen. De sætter simpelthen bare et bord op og får sig et slag. Reglerne er en smule anderledes, og hvem ved, måske du kan lære et trick eller to, hvis du stiller dig op og lurer.

… salsaen har sin oprindelse i Cuba? Den stammer fra den unikke musikgenre son, som blander spanske og afrikanske rytmer og instrumenter. Den er i øvrigt også basen for rumba, mambo og cha cha cha.

… Cuba Libre – altså rom og cola – blandt de lokale hedder en Mentirita, som på spansk betyder en lille løgn? Cuba Libre betyder jo som bekendt et frit Cuba, men mange oplever ikke Cuba som frit, og som modspil er navnet Mentirita opstået.

Rejser til Cuba
Rejser til Cuba
Vasketøjet hænger til tørre
Turkisblåt vand og palmer i Maria La Gorda
Rejser til Cuba
Rejser til Cuba
Rejser til Cuba
Mennesker du måske møder
Rejser til Cuba

Hvorfor rejse med os?