Oplevelser i Argentina

Gå tilbage

Oplevelser i Argentina

Der er masser af muligheder for spændende oplevelser i Argentina. Landet byder både på al slags storslået natur og hyggelige byer fuld af kultur. Argentina er så stort, at naturoplevelserne er vidt forskellige fra nord til syd. På samme ferie kan du opleve både regnskov, bjerge, ørken og sneklædte gletsjere.

Oplevelser ved Iguazu

Midt i regnskoven på grænsen til Brasilien kan du opleve de fantastiske Iguazu vandfald. Du bør se de smukke vandfald omgivet af frodig regnskov fra både den argentinske side og den brasilianske side. Tag også en sejltur ud på bunden af vandfaldene og mærk skumsprøjtet fra de gigantiske vandmasser.

Hvis du vil have en endnu vildere oplevelse, så tag en helikoptertur hen over vandfaldene og se, hvor storslåede de egentlig er fra oven.

Oplevelser på den argentinske pampas

Den argentinske Pampas, den store flade græsslette omkranset af bjerge, begynder nærmest så snart, du er ude af Buenos Aires. Her finder du de argentinske cowboys eller “Gauchos”, som de kaldes. De viser gerne deres færdigheder med køer og heste frem i en vaskeægte cowboy-opvisning. Oplevelser på pampassen byder på lejrbål, bålstegt kød, flot natur og masser af kvæg.

Oplevelser i Argentinas snelandskaber

I det sydlige Argentina venter dig en helt unik naturoplevelse. Gå på opdagelse i Argentinas helt vidunderlige snelandskaber og oplev gletsjere, sne og turkisblå søer.

I El Calafate bliver du mødt af gigantiske isblå gletsjere. Tag fx en udflugt til Perito Moreno Gletsjeren, der står som en kæmpemæssig klippevæg ud til den smaragdgrønne sø. På de nærliggende gangbroer kan du nyde synet af gletsjeren på afstand. Det er et imponerende syn!

Oplev det argentinske islandskab fra båd og se masse isbjerge og gletsjere på afstand eller tag en vandretur på en gletsjer, men husk at tage snesko på, for der er glat!

Oplevelser i Argentinas vinlandskaber

Hvis du er glad for vin, så er det Mendoza, du skal til. I områder omkring byen produceres rigtig god argentinsk vin, og de grønne vinmarker ligger omgivet af sneklædte bjerge. Besøg de nærliggende vingårde, smag på vinen og nyd roen i de grønne omgivelser. Du kan også vælge at overnatte på en vingård, så du har god tid til at smage på den argentinske vin – måske med en saftig bøf til?

Landskabet omkring vinmarkerne byder naturligvis også på store oplevelser. Tag en udflugt op i Andesbjergene og nyd den skønne natur til fods eller på hesteryg.

Oplevelser i Argentinas røde ørkenlandskaber

Cafayate er kendt for sin imponerende natur og det røde ørkenlandskab. De røde bjerge strækker sig kilometerlangt ud i horisonten. Her kan du finde den ene smukke klippeformation efter den anden.

Rundt omkring på din rejse i Argentinas røde ørkenlandskaber, finder du flere små landsbyer, som er et besøg værd! Husene her er bygget af soltørret ler, og gaderne er støvede. Stop især i byerne Tumbaya, Purmamarca, Maimará og Tilcara. De ligger omgivet af flot natur, kaktussletter og bjerge i alle regnbuens farver.

I Salta-provinsen kan du få den måske mest fantastiske togtur i verden. Toget tager dig helt op i skyerne og over bjergene. Nyd udsigten, mens du kører forbi det skiftende landskab – det er en oplevelse du sent vil glemme.

Oplevelser i Bariloche – søer og vulkaner

Udforsk Bariloches små gader eller nyd de smukke bjerglandskaber. Kør en tur rundt i bil eller tag på en dejlig sejltur på en af de mange søer. Området er rigtig smukt, så det er det perfekte sted at få lidt sved på panden på dejlige vandreture.

Ud over søer kan du opleve Petrohue Falls eller se vulkanerne Osorno og Calbuco. Her for foden af Andesbjergene har du selvfølgelig også glimrende muligheder for udflugter. Det er nemt at køre selv, så bjergene indbyder også til kør selv-ferier i eget tempo.

Byrundture i Buenos Aires

På byrundtur i Buenos Aires har du god mulighed for at møde byens mennesker, opleve seværdighederne og mærke den helt særlige stemning.

Der er meget at se og opleve i den store by Buenos Aires. Overalt i byen kan du opleve den stemningsfulde gadetango. Du bør helt klart tage en smuttur forbi den kunstneriske bydel La Boca, hvor du kan gå på den berømte farvestrålende vej El Caminito. I Buenos Aires kan du opleve flotte pladser, det lyserøde præsidentpalads, katedralen og spændende museer.

Her er selvfølgelig også masser af kulinariske oplevelser på de lækre restauranter. Du bør prøve at spise på en typisk parrilla, argentinsk grill, og smage en “asado argentino”, der består af grillet kød.

Har du lyst til en udflugt lidt udenfor byen, så tag forbi Tigre-deltaet. Rundt i delta-området kan du finde alt lige fra kanaler og øer til villaer og slotte. Tag på en hyggelig kanalrundfart og oplev Tigre-deltaet fra båd.

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Viser ud af