Sri Lanka

Sommerrejse til Sri Lanka med anderledes oplevelser

Super til sommer!

17 dages rejse fra
19.490,-

Pris per person ved 2 voksne

2 nætter Kitulgala, 1 nat Nuwara Eliya, 2 nætter Kandy, 2 nætter Sigiriya, 2 nætter Jaffna og 5 nætter Trincomalee

#Strand
#Natur
#Kultur
#Rundrejser

Dette er en af de bedste rejser til Sri Lanka om sommeren, og den byder på masser af højland og natur! 

Din rejse starter med et par dage i Kitulgala, hvor den står på natur i junglen! Her bor du ud til den berømte Kelani flod, og du har faktisk en river rafting-oplevelse inkluderet på din rejse.

Rejsens næste stop er den hyggelige by Nuwara Eliya, der ligger i højlandet omgivet af bjerge og teplantager. Byen består af en herlig blanding af gamle, engelske bindingsværkshuse og farvestrålende srilankanske markeder og butikker. Du har en tur til Horton Plains Nationalpark inkluderet. 

Næste stop er byen Kandy, der er en del mere livlig end Nuwara Eliya. Her kan du opleve flotte templer, markeder med tingeltangel, friske frugter og alverdens krydderier og selvfølgelig den flotte botaniske have. 

I Sigiriya bør du selvfølgelig opleve Løveklippen med landets flotteste udsigt! På toppen af klippen ligger resterne af et gammelt kongepalads, og udsigten ud over den omkringliggende natur er altså genial! 

Nu skal du et par dage til byen Jaffna, som byder på historie og kultur. Byen er vigtig for det tamilske folk, og derfor er den et godt udgangspunkt til at få et indblik i deres kultur. Her er også spændende udflugtsmuligheder, indiske restauranter og smukke templer fulde af farver.

Du slutter af med afslapning på Trinomalees flotte strande! Her kan du nyde livet, gå lange ture i det gule sand, se de vuggende palmer og bare spise dejlig srilankansk mad.

Rejsen i billeder

Udsigt ud over Kelani River i Kitulgala
Nuwara Eliyas temarker
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Udsigt fra toppen
Rejser til Sigiriya
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Uppuveli Beach

Dag-til-dag

  1. Afrejse Danmark
  2. Ankomst Kitulgala
  3. Kitulgala
  4. Kitulgala - Nuwara Eliya
  5. Nuwara Eliya - Kandy
  6. Kandy
  7. Kandy - Sigiriya
  8. Sigiriya
  9. Sigiriya - Jaffna
  10. Jaffna
  11. Jaffna - Trincomalee
  12. Trincomalee
  13. Trincomalee
  14. Trincomalee
  15. Trincomalee
  16. Trincomalee
  17. Hjemkomst Danmark
Se detaljeret rejseplan
17 dages rejse fra
19.490,-
Pris per person ved 2 voksne
Ring eller skriv til Camilla

3176 4018
eva@cctravel.dk


Rejseplan

Her har du en detaljeret beskrivelse af, hvad du kan opleve på de forskellige dage på denne rejse. Sørg for at sætte dig godt til rette og find læsebrillerne frem!

Dag 1

Afrejse fra Danmark

Sri Lanka er grønne temarker, vilde nationalparker, eksotisk dyreliv, smukke kolonitidsbyer, spændende historie og dejlige strande – så gør dig klar til at blive bombarderet med oplevelser og nye indtryk!

Nyd flyveturen østover og glæd dig til at opleve landet, der også kaldes “Det lille mirakel”.

Dag 2

Velkommen til Kitulgala!

I dag ankommer du til Kitulgala.

Hvis du vil have aktive eventyr, så er Kitulgala lige stedet! Kitulgala er en mindre by i den vestlige del af Sri Lanka omgivet af frodig jungle. Filmen Broen over floden Kwai, en kendt engelsk film om 2. verdenskrig fra 1957, blev optaget i området på Kelani floden – og ikke i Thailand, hvor River Kwai ligger. På floden kan du white water rafte og efter sådan en tur, kan du tage hen på en af de små restauranter langs floden og spise en omgang god ’rice and curry’.

Udsigt ud over Kelani River i Kitulgala
Kelani River
Rejser til Sri Lanka

Dag 3

Regnskov og river rafting omkring Kitulgala

Der er masser af aktiviteter at tage sig til her i området, så det er bare med at vælge, hvad du har lyst til…

Du kan prøve at gå ned ad et vandfald – ja, bogstaveligt talt. Du går ned ad klippevæggen med et reb om livet, mens vandmasserne bruser omkring dig. Du kan selvfølgelig også blive på landjorden og tage på vandretur gennem junglen, hvor du går sammen med en guide blandt flotte bananpalmer, gummitræer og sagopalmer, der producerer det meget søde sukker kaldet jaggery. Eller hvad med en tur gennem luften på en zipline gennem junglen? Det går lidt stærkere!

Hvis du er fugleinteresseret, kan du tage på arrangerede fugleture og du kan også tage på cykelture gennem junglen til den over 30.000 år gamle Belilena grotte. Her har man fundet mange skeletter, og nogle af dem har været hele 32.000 år gamle, men i dag bor der kun flagermus i grotterne. Indgangen ligger smukt inde i junglen på et højdedrag der er 2 km højt, og du har en fantastisk udsigt over junglen og gummiplantager. De mange aktiviteter tiltrækker både udenlandske turister og veluddannede unge fra Colombo og andre af landets byer.

Kenali River i Kitulgala
River rafting på floden
Træfrø i Kitulgalas natur
Gå på opdagelse i junglen

Dag 4

Velkommen til Nuwara Eliya

I dag ankommer du til Nuwara Eliya!

Nuwara Eliya er en gammel engelsk teplantageby, og det var her, de rige englændere og officerer tog op til om sommeren på grund af klimaet. Her er nemlig køligt, og man kunne komme væk fra den fugtige varme andre steder i landet. Faktisk så ligner dele af Nuwara Eliya en lidt mindre gammel engelsk by med bindingsværkshuse, og byen bliver da også kaldt Little England. Nuwara Eliya ligger ved en flot sø, og du kan gå en tur langs bredden eller måske sejle en lille tur på den.

Byen er ikke så interessant som mange andre af Sri Lankas byer, men du kan besøge nogle gode markeder, hvor du kan købe alverdens ting og sager lige fra gamle fjernbetjeninger til tøj, sko og tasker. Du kan også finde gode krydderier og en masse lækre grøntsager.

Området omkring Nuwara Eliya er meget frodigt, og det er her, mange grøntsager bliver dyrket og derefter fragtet til kystbyerne. De kartofler og avokadoer, som du finder på markederne ved kysten, er sikkert dyrket omkring Nuwara Eliya. I 1867 begyndte britiske James Taylor at dyrke te i det srilankanske højland og sammen med en vis Hr. Thomas Lipton udviklede han tedyrkeriet på Sri Lanka. I dag findes der over 3.000 tefabrikker i Sri Lanka, mange af dem i bjergene omkring Nuwara Eliya.

Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Engelsk kolonitidsbygning
Teplantage i Nuwara Eliya
Søde børn

Dag 5

Horton Plains Nationalpark - og videre med tog til Kandy

Du starter dagen med en oplevelse – du skal nemlig til Horton Plains Nationalpark og vandre 9,5 km! Her er både bjerglandskaber og flade, kølige områder med miniature træer og tågede mossletter. Du går 4 km til World’s End, hvor du skal se den vilde 700 meter dybe afgrund, som skærer området af mod syd. Her har du (hvis det ikke er for diset) den smukkeste, men også frygtindgydende udsigt – der er en grund til, at stedet kaldes verdens ende. Derefter går du 2 km til det berømte vandfald Baker’s Falls og ser, hvordan vandet strømmer ned ad de store klippeformationer.

Nu skal du videre med toget til Kandy! Det er en meget berømt og meget, meget smuk togstrækning! Toget kører nemlig gennem et landskab med smuk natur, flotte vandfald og temarker i massevis. Folk vinker til dig fra plantagerne, og du kører forbi bittesmå landsbyer – og sågar igennem skyer! Vi booker altid plads på 2. eller 3. klasse, fordi de har meget mere charme end 1. klasse. Folk vinker til dig fra plantagerne og markerne – husk at vinke igen.

Kandy er bygget omkring en sø i en smuk dal, omkranset af bjerge, floder, søer, vandfald og landets største flod Mahaweli Ganga. Da Kandy har været både hovedstad og kongeby, vil du opleve gamle og flotte gader når du går rundt i byen. Kandy er Sri Lankas næststørste by, så her er lidt kaotisk til tider, men også charmerende pga. den gamle arkitektur og den smukke sø midt i byen.

Kandys største seværdighed er templet med Buddhas hellige tand. Det er et enkelt, men meget stort tempel, og alle er meget ærbødige deroppe. Som navnet indikerer, har templet som helligt minde, en af Buddhas tænder, men desværre bliver den kun vist frem en gang hvert fjerde år.

En af de ting du bør se, mens du er i Kandy, er den traditionsrige kandydans, hvor danserne er klædt ud, spyer med ild og går på glødende kul. Husk også at opleve det imponerende trommespil, som Kandy er kendt for.

Rejser til Sri Lanka
Sambarrådyr i Horton Plains Nationalpark
Med tog til Ella
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Et ældre ægtepar ved tandtemplet
Sælger ved vejen
Liv i gaderne

Dag 6

Gå på opdagelse i Kandy

Gå rundt i byen og oplev livet og stemningen. Kandy er en by, der nemt opleves fra en tuktuk gennem byens liv og trafik.

Markeder i massevis

Har du ikke fået souvenirs nok med i kufferten, så læg vejen forbi byens store marked, som er et mylder af boder, krydderier, frugter og tingeltangel. Her kan du vandre rundt mellem boderne og købe lidt souvenirs og noget godt til køkkenet derhjemme. Måske lidt kanel? Det er jo fra Sri Lanka, at kaneltræet stammer, så mere ægte bliver den ikke, og så er det ovenikøbet godt for både blodsukkeret og hukommelsen! Eller hvad med nogle vaniljestænger?

Et roligt åndehul i den botaniske have

Med tuktuk kan du også nemt besøge Peradeniya Garden, en flot botanisk have anlagt for kong Keerthi Sri Rajasingha i 1700-tallet. Her er smukke, gamle træer og fred og ro og måske en milliard flyvende hunde over dit hoved. Og så skulle vi hilse fra en af vores guider, Daya, og sige, at der er en kæmpestor og meget berømt orkidéhave!

Andre oplevelser i Kandy

Du kan også besøge Lankathilaka Srine, et flot tempel med imponerende malerier, eller Gadaladeniya-templet, der ligger med flot udsigt på en bakketop. Eller Embekke Devalaya, som er et sted med flotte, antikke træudskæringer. Og det er flotte omgivelser – lidt uden for Kandy blev det meste af Steven Spielbergs film, Indiana Jones and the Temple of Doom, optaget med Harrison Ford i hovedrollen! Snak med din chauffør om mulighederne.

Træ i Peradeniya Garden
Tandtemplet
Sød dreng
Søen midt i byen

Dag 7

Velkommen til Sigiriya

I dag ankommer du til Sigiriya – en lille, hyggelig by, opkaldt efter Sigiriya-klippen.

Løveklippen – Sri Lankas seværdigheder nummer 1

Sigiriya-klippen er en af de største seværdigheder i Sri Lanka. Ordet Sigiriya betyder “løve”, og klippen hedder da også Løveklippen på dansk. Det er en ca. 200 meter høj klippe, hvor en af Sri Lankas tidligere konger opførte et kæmpe palads på toppen omkring det 5. århundrede. Det var et imponerende byggeri, der både bestod af en fæstning, smukke haveanlæg, badebassiner, springvand og skulpturer.

Turen til toppen af Løveklippen

For at komme op på toppen, skal du gå rigtig mange trin op ad en trappe. På vejen er der et par 1.000 år gamle fresko-malerier af kvinder – kongen kunne godt lide damer og havde mere end 500 koner… Husk at strække godt ud undervejs – ellers får du ondt i læggene i morgen.

Udsigten fra toppen

Oppe på toppen skal du tage det stille og roligt. Det er simpelthen så smukt, at det næsten ikke er til at bære. Du ser de gamle bygningers konstruktion, og udsigten rækker milevidt – trætoppe, jungle, bjerge og uspoleret natur så langt øjet rækker. Selv aberne, der klatrer rundt på stakittet og svinger sig i træerne, ser ud til at nyde synet og de smukke omgivelser. Du deler udsigten med munke, skolebørn, aberne og de andre turister.

Rejser til Sigiriya
Rejser til Sigiriya
Sigiriya klippen
Udsigten fra toppen af Sigiriya klippen
Ung munk

Dag 8

En dag til at opleve Løveklippen i Sigiriya

Hvis du ikke nåede det i går, så gå i dag op på toppen af Løveklippen. Eller måske vil du bare opleve klippen i et andet lys – her er afsindigt smukt tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen!

Du har også flere forskellige muligheder for heldagsture!

Ture tilbage i historien

Er du interesseret i historie, så skal du tage til enten Anuradhapura eller Polonnaruwa.

Anuradhapura er en historisk kongeby, og det første rigtige kongerige i Sri Lanka. Her er stupaer, ruiner og hellige mindesmærker til den helt store guldmedalje. Polonnaruwa er om muligt endnu mere spændende, fordi alle de gamle templer, paladser og monumenter er samlet på et mindre område. Du nyder det smukke område i selskab med de mange aber, der bor her.

Oplev elefanterne i Minneriya Nationalpark

Er du mere til natur og elefanter, så tag til Minneriya Nationalpark. Her er naturen grøn og åben, og her bor masser af elefanter, papegøjer, næsehornsfugle og andre spændende fugle. I Minneriya er en stor vandtank fra det 3. århundrede f.Kr., hvor elefanterne bader og græsser.

Du kan sagtens kombinere nationalparken og Polonnaruwa. Snak med din chauffør om mulighederne.

Tag på cykeltur i Sigiriyas natur

En anden unik oplevelse er at tage på cykeltur rundt i området. Her kan du køre ad de små stier, hvor du måske skal sno dig gennem ris, der er lagt til tørre på den varme asfalt. Når tørsten melder sig, kan du stoppe ved en af de små boder i landsbyerne og købe en kølig sodavand og tage en snak – måske på tegnsprog – med ejeren. Alle børnene hilser på dig undervejs. Husk at vinke tilbage til dem.

Cricket er Sri Lankas mest populære sport, og landet er da også en af verdens allerbedste cricket nationer. Mens du cykler, vil du ofte se et stykke ryddet jord med tre pinde, der udgør gærdet, banket ned i hver ende. Reglerne er lidt indviklede, men måske nogle af de spillende børn, du møder på din vej, kan hjælpe dig?

Besøg en skole

Du kan også bruge et par timer på at besøge en skole, som C&C Hjælpeprogrammer har støttet med elektricitet og isoleringsplader, der afhjælper varme. Da C&C besøgte skolen, var eleverne ivrige efter at vise, hvor gode de var til engelsk, og de viste stolt deres skole frem og sang engelske sange – og de skreg af grin, når C&Cs medarbejdere forsøgte at udtale deres navne.

Udsigt fra toppen
Rejser til Sri Lanka
Gå op til klippen mellem to løvepoter
Trappen op til klippen
Rejser til Sri Lanka
Vægmalerier på klippen
På skolebesøg

Dag 9

Velkommen til Jaffna!

I dag ankommer du til Jaffna!

Jaffna kongeriget havde hovedsæde i Nallur (der i dag er en forstad til byen Jaffna) i årene 1215-1624, og byen har siden da været et vigtigt centrum for udviklingen af tamil litteratur og kunst. Derfor giver byen et helt unikt indblik i det tamilske folk og deres historie. Jaffna ligger jo meget tæt på Indien, så du kan sagtens finde en restaurant der serverer indisk thali til frokost, mens der gjalder indisk popmusik fra radioen. Forskellige kolonimagter har hersket over Jaffna, og byens historie afspejles i dens bygninger, der stammer fra mange forskellige århundrede. Nogle er dog rekonstruktioner, da både kolonimagter og den lange borgerkrig har sat sine mærker på byen. Der hersker en afslappet og imødekommende atmosfære i Jaffna, og her er ikke mange turister – og egentlig heller ikke så mange seværdigheder.

Find en god restaurant og tag en slentretur i byens gader.

Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka

Dag 10

Se dig omkring i hyggelige Jaffna

Nu skal du udforske byen.

Besøg det hyggelige marked og kig efter ting lavet af palmyrapalmer, som Jaffna provinsen er kendt for. Måske skal du have en flettet kurv, skål elller hat med hjem. Eller noget palmyra-syltetøj, en palmyra-snack eller en flaske med palmyra-juice? Byen domineres af det store portugisiske fort fra 1618, men Jaffnas vigtigste varetegn er hindu-templet Nallur Kandhaswamy Kovil, der ligger 3 kilometer fra byens centrum og er et enormt kompleks med dekorerede korridorer og en smuk gårdhave.

Byens nok smukkeste bygning er Jaffna Public Library, der på et tidspunkt husede en af de største bogsamlinger i Asien. Desværre brændte det under borgekrigen, men heldigvis er bygningen blevet rekonstrueret.

Lidt ud for kysten ligger  den lille ø Nainathivu, hvor du kan besøge Nagapooshani Amman templet og den dejlige Casuarina strand. Du kan også tage på en udflugt til Delft Island og opleve de vilde heste.

Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka

Dag 11

Velkommen til Trincomalee

I dag ankommer du til Trincomalee!

Trincomalee – eller Trinco, som byen bliver kaldt i folkemunde – ligger på østkysten lige ved det Indiske Ocean. Her er mange flotte strande – fx Uppuveli og Nilaveli. Uppuveli ligger lidt uden for Trinco, og her er det ikke unormalt at se en ko komme gående på stranden eller en hvalhale ude i bølgerne.

En hyggelig strandby med dansk historie

Byens placering har været vigtig historisk set, og den har fungeret som en befæstet havneby i mange hundrede år. Faktisk har byen en lille dansk historie, da Danmark havde kontrol over havnebyen omkring år 1620. Derefter skiftede byen hænder mange gange til forskellige lande. Du vil dog ikke mærke eller se i dag, at Trinco tidligere har været dansk. I dag er det en forholdsvis stor by med liv omkring havnen og strandende.

Rejser til Sri Lanka
Nilaveli Beach
Uppuveli Beach
Velkommen til Trincomalee!

Dag 12-15

Nyd livet på Trincomalees dejlige strand

I Trincomalee kan du rigtig nyde stranden og havet med beachvolley, snorkling og dykning.

Stranden Nilaveli ligger ca. 20 km nordvest fra Trinco, og også her er der masser af muligheder for at slappe af, solbade, at tage på dykkerture, bade, fiske eller bare få læst den bog, du længe har villet læse. Du kan også tage på udflugt til Pigeon Island, der ligger ca. 1 kilometer ud for Nilaveli – det er en nationalpark og et af de bedste steder i Sri Lanka at dykke og snorkle.

Tag på hvalsafari i Trinco

Fra februar til oktober er her hvaler tæt ved kysten, og du kan komme ud at se dem på en bådtur i denne periode, hvis du har lyst til en lille sejltur på havet. Det er altså en hel speciel oplevelse at se de kæmpemæssige dyr svømme rundt i havet!

Zen-oplevelser omkring Trinco

I Kanniya, som ligger tæt ved Trinco, er der syv varme kilder, der er blevet bygget brønde op omkring. Her kan du hælde det varme vand over dig, som udover at være dejligt, siges at have en healende effekt. De hinduistiske tamiler i området kommer her for at bede for dem, de har elsket og mistet. Det er en tradition, der efter sigende blev startet af Kong Ravanan, som bad for sin døde mor for over 5.000 år siden. Tag et sæt skiftetøj med og bad på den lokale måde eller medbring en meget dækkende sarong.

Det første tempel i Sri Lanka, Thiriyaya Ancient Buddhist Temple, ligger kun 35 km fra Trinco og er bestemt et besøg værd. Du kan også tage en tur ud at se det gamle portugisiske Fort Frederick fra 1624.

Nilaveli Beach i Trincomalee
Tamil hindutempel
Koralrev ud for Trincomalee

Dag 16

Afrejse fra Sri Lanka
Så er det blevet tid til at pakke alle de gode oplevelser ned i kufferten, for i dag vender du igen næsen hjemad mod Danmark. Rigtig god tur!

Dag 17

Hjemkomst til Danmark
Hjemme i Danmark, hvorfra du kan se tilbage på denne tur med fantastiske minder, masser af billeder og et væld af oplevelser.

Hoteller på din rejse

Her er de hoteller, vi har valgt til dig i hver by på din rejse til Sri Lanka. Vi har valgt hotellerne ud fra både pris, beliggenhed og charme, så du er sikker på at bo godt.

Disse hoteller er inkluderet i prisen. På mange af vores rejser kan du mod et tillæg vælge de hoteller, der er markeret med en orange “Upgrade”-cirkel.

Byer på din rejse

På denne rejse skal du bo i disse dejlige byer. Læs om hvert sted, der hver især byder på store oplevelser i Sri Lanka!

Kort over rejsen

Her kan du se et kort over rejsen, så du kan du kan fornemme, hvor byerne ligger i forhold til hinanden.

Transport

Alle transporter på rejsen er inkluderet.

  • Fly Danmark-Colombo t/r
  • Transport på rundrejsen i Sri Lanka foregår i privat bil/minibus foregår med privatchauffør.
  • Transporten mellem Nuwara Eliya og Kandy foregår med offentligt tog gennem smukt landskab.

Priser

Disse priser er pr. person baseret på to voksne i delt dobbeltværelse.

Afrejse i følgende periode
Pris per person ved 2 voksne
PRIS PER BARN UNDER 12 ÅR
 
Inkluderet
  • Fly Danmark-Colombo-Danmark.
  • Alle transporter på rejsen.
  • 14 overnatninger med morgenmad.
  • To spændende oplevelser - river rafting og tur til Horton Plains Nationalpark.
  • Tilskud til Rejsegarantifonden.
  • Prisen er baseret på 2 personer i delt dobbeltværelse
  • Skræddersyet rejse med personlig rejsekonsulent - du kan ændre alt det, du vil i rejsen her.
  • Support inden rejsen.
  • Nødtelefon hvis der skulle opstå problemer under rejsen.
Ikke inkluderet
  • Visum til Sri Lanka (omkring 50 USD).
  • Udgifter til vaccinationer, tests og dokumentationer, der er nødvendige for, at du kan gennemføre rejsen.
  • Evt. obligatorisk julemiddag og nytårsmiddag.
  • Evt. afbestillingsforsikring.
  • Evt. rejseforsikring.
  • Evt. gebyr for individuel rejse hvis du ønsker ændringer til rejseplanen (fra 190 kr. per person).