Gå tilbage

Rejser til Hue

Hué er en historisk by i det centrale Vietnam, fyldt med kulturelle skatte og storslåede monumenter. Her kan du udforske den imponerende kejserby, gamle gravsteder og mange andre levn, som vidner om landets rige fortid. Byen tilbyder en rolig atmosfære, der gør det muligt at dykke ned i dens fascinerende historie og kultur uden hast. Tag en langsom gåtur gennem de smukke gader i byen, der engang var hjertet af Vietnams kejserrige. Fornem fortidens storhed blandt templer og historiske bygninger, og lad dig forføre af duften fra de talrige gadekøkkener.   

Hvad er Hué kendt for? 

Kejserbyen i Hué 

Start din rejse i Hué tilbage i tiden. Gå eller tag en cyclo (en slags cykel, hvor du sidder foran, alt imens du bliver fragtet rundt) til Kejserbyen, en af Vietnams største seværdigheder. Her kan du virkelig bruge masser af tid og få dig et indblik i, hvordan Vietnams kejserlige familie engang boede. Byen er et UNESCO-verdensarvssted, og mens du går gennem de gamle porte, vil du straks forstå hvorfor. Her mærker du virkelig historiens vingesus. Tænk dig at gå på de samme stier som de tidligere kejsere, omgivet af smukke bygninger og velholdte haver.  

Her i Kejserbyen finder du også en masse andre historiske landmærker. Udforsk blandt andet Den Forbudte Lilla by, som minder lidt om Den Forbudte By i Kina. Du kan også tage hen til den imponerende Thien Mu pagode og få et indblik i buddhismen, mens munkene deltager i deres daglige messe. Måske genkender du også den smukke pagode. Den er nemlig gået hen og er blevet lidt af et vartegn for Hué.  

Besøg Kejsernes Gravsteder 

Men din tur i Kejserbyen slutter ikke her, for du kan faktisk også se kejsernes gravsteder – og der er mange. Blandt de mest nævneværdige er Tu Ducs grav, selvom der hersker tvivl om, hvorvidt han egentlig ligger begravet der. Tag til kejser Khai Dinhs grav for at få et indblik i Nguyen-dynastiets traditionelle design, eller besøg Minh Mangs grav, som er et af byens mest ambitiøse gravsteder her.  

Besøg Parfumefloden 

Vil du have lidt mere afslapning? Tag en bådtur ned ad den billedskønne Parfumeflod (Song Huong River) – navngivet efter de vilde blomster, der driver nedstrøms og sender duftene ud i byen. Når solen begynder at gå ned, og skyerne skifter farve, får du et øjeblik af ren ro, som du sent vil glemme. 

Natur i Hué 

Hvis du er mere til aktiv udforskning, så hop på en cykel og tag dig en cykeltur gennem de omkringliggende rismarker. Du kan også lægge vej forbi Thanh Toan-broen, som er en smuk gammel bro dækket af teglsten og udskårne dyremotiver. Cykelstien tager dig også gennem grønne marker, hvor bønder arbejder side om side med flokke af hvide ænder. Det er som et levende postkort fra Vietnam.  

Er du til naturoplevelser, så er Bach Ma Nationalpark kun en kort køretur væk. Her kan du vandre gennem tæt jungle, svømme i krystalklare vandfald og nyde den rige biodiversitet, som du finder her. Hvis du er heldig, kan du endda støde på en af parkens mange eksotiske dyrearter. 

Strande i Hué 

Hué er mest kendt for sin historie og kultur, men du kan også finde smukke strande i nærheden. Thuan An-stranden er blot en lille køretur fra byens centrum, og her kan du slappe af med sand mellem tæerne, mens du nyder en frisk kokosnød under en parasol. Havet her er roligt, perfekt til en svømmetur, og stranden er sjældent overfyldt. Er det en badeferie i Vietnam, du leder efter, så er der også mange andre oplagte steder at besøge. 

Mad i Hué 

Ingen rejse til Hué er komplet uden at dykke ned i byens madkultur. Og et af de bedste steder at gøre det, er i det farverige og livlige Dong Ba-marked. Her har du rig mulighed for at smage på nogle af Hués talrige delikatesser. Prøv Bún bò Hu, en krydret oksekødssuppe med risnudler – en af byens mest ikoniske retter.  

Du må heller ikke snyde dig selv for Banh Beo eller Banh Khoai, som er en sprød pandekage fyldt med rejer og svinekød. Dong Ba-marked skal nok få vækket dine sanser! Her bliver du mødt af alverdens farver, eksotiske frugter, kød og fisk, alt imens din næse fyldes af duften af lækre og friske krydderier. Finder du noget, du kan lide, så vær ikke bange for at prutte om prisen! 

Vejret i Hué 

Måske tænker du “hvornår er vejret bedst i Vietnam?”. Den bedste tid at besøge enhver by i Vietnam, inklusiv Hué, er fra februar til april, hvor temperaturerne er behagelige og dagene solrige. I juni og juli måned kan det godt blive varmt. Meget varmt. Og der er ofte også en høj luftfugtighed i de måneder. Generelt kan man dog besøge Vietnam hele året rundt, så du kan roligt tilbringe din sommerferie her. Regnsæsonen begynder omkring august måned og varer frem til januar, så hvis du besøger Hué i disse måneder, så husk en paraply og en regnjakke! 

Andre byer i nærheden af Hué 

Har du længere tid i Vietnam, så kan du fra Hué også nemt opleve andre byer som en del af din langtidsferie. Blandt andet er Hoi An et absolut must-see på din rundrejse i Vietnam. Andre nærliggende byer, der helt sikkert også er et besøg værd, er Da Lat og Da Nang. Alle de byer ligger også i den centrale del af landet, men de byder hver især på en anden type oplevelser end dem du finder i Hué. 

Billeder

1 ud af 5
Rejser til Vietnam
1 ud af 5
Quoc Hoc Hue Highschool
1 ud af 5
Rejser til Vietnam - Rejser til Hue
1 ud af 5
Rejser til Vietnam
1 ud af 5
Kejser Khai Dinhs grav

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Hoteller i Hue

Flere hoteller i Hue

Oplevelser