Rejseguide til Brasilien
Rejseguide til Brasilien
Velkommen til din rejseguide til Brasilien! Her finder du alt, hvad du behøver at vide for at planlægge dit næste eventyr til dette farverige og mangfoldige land. Med denne guide i hånden er du godt rustet til at udforske og nyde alt, hvad Brasilien har at tilbyde. God rejse!
Hvorfor rejse til Brasilien?
Der er utallige grunde til at vælge Brasilien som dit næste rejsemål. Landet byder på en fantastisk blanding af betagende natur, livlig kultur og en gæstfrihed, som du sjældent finder andre steder. Med en rig historie og en mangfoldig kultur er Brasilien hjemsted for en bred vifte af spændende traditioner og skikke, der gør landet helt unikt. Her kan du opleve alt fra farverige karnevaler og lade dig rive med af livemusik til imponerende danse som samba! Gå en tur gennem de pulserende gader i Rio de Janeiro og beundr den imponerende Kristusstatue, som tårner sig op over byen.
Er du endnu ikke overbevist, så er Brasilien også hjemsted for nogle af de største oplevelser i Sydamerika. Du finder blandt andet utrolige naturoplevelser, der spænder fra imponerende dyreliv i Amazonas regnskov til storslåede vandfald og nogle af verdens bedste strande!
Fakta om Brasilien
- Befolkning: Cirka 215 millioner mennesker.
- Sprog: Portugisisk er det officielle sprog, men engelsk tales ofte i turistområder.
- Valuta: Brasilianske real (BRL).
- Tidszone: Brasilia tid (BRT) – 4 timer bag Danmark.
- Hovedstad: Brasília.
- Religion: Brasilien er et religiøst mangfoldigt land, hvor katolicisme og protestantisme er de mest udbredte.
Praktisk info om Brasilien
Visum til Brasilien
Danskere kan opholde sig i Brasilien i op til 90 dage uden visum. Husk at sikre, at dit pas er gyldigt under hele dit ophold og 180 dage fra indrejse til Brasilien.
Læs mere om visum til Brasilien her.
Vaccinationer før rejsen til Brasilien
Vi anbefaler, at du inden din rejse til Brasilien bliver vaccineret mod hepatitis A, difteri og stivkrampe. Hvis du har planer om at opholde dig i landet i længere tid, så kan det også være en god idé at blive vaccineret mod gul feber og Hepatitis B, især hvis du planlægger at besøge Amazonas.
Læs mere om vaccinationer før rejsen til Brasilien her.
Flyvetid til Brasilien – Hvor lang tid tager det at rejse til Brasilien?
Den gennemsnitlige flyvetid fra København til Rio de Janeiro ligger omkring 14-16 timer. Det inkluderer også en mellemlanding, da der ikke er nogle direkte fly fra København til Brasilien. De mest populære forbindelser inkluderer mellemlandinger i Frankfurt eller Amsterdam. Vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for at finde den mest ideelle løsning, så din rejse bliver så behagelig som muligt.
Valuta og hæveautomater i Brasilien
Valutaen i Brasilien er den brasilianske real (BRL). 1 BRL svarer til cirka 1,22 DKK (september 2024). Du kan veksle USD mange steder, og mange steder tager de også imod almindelige bankkort. Det er dog en god idé at have kontanter ved hånden, især hvis du har planer om at bevæge dig væk fra de større byer ud til de mere afsides områder. Kontanter kan du medbringe hjemmefra eller hæve ved en hæveautomat, som du kan finde de fleste steder i landet.
Mobiltelefon og internet i Brasilien
Når det kommer til mobiltelefon og internet i Brasilien, er dækningen generelt god i de større byer, men kan være svingende i mere afsides områder. For at undgå høje roamingafgifter, så kan det være en god idé at købe et lokalt SIM-kort, så du kan holde forbindelsen uden at sprænge budgettet.
I de større byer er det let at finde internetcaféer, og mange mindre byer er også godt dækket. Befinder du dig i områder med mange turister, kan du næsten altid forvente at få adgang til internettet på restauranter eller hoteller. Er du derimod i junglen forholder det sig helt omvendt. Her skal du ikke regne med, at dækningen er stabil, eller i det hele taget tilstedeværende.
Elektricitet og stik i Brasilien
I Brasilien bruger de både 110 og 220 volt, og deres stiktyper varierer. Du kan dog finde tobenede stik ligesom dem vi har her i Danmark. Hvis ikke, så kan du købe en adapter mange steder.
Brasilien tidsforskel
Brasilien strækker sig over flere tidszoner, så det kan godt være lidt af et puslespil at få et styr på tidsforskellen mellem Danmark og Brasilien. Tidszonerne i Brasilien spænder nemlig fra BRT (UTC-2 til UTC-5). Det betyder helt konkret, at når klokken er 12.00 i Danmark, så er den 08.00 i de østlige, nordøstlige, sydlige og sydøstlige dele af Brasilien. I Vestbrasilien vil klokken være 07.00, mens den i de mest vestligt liggende områder vil være 06.00. Nogle regioner skifter til sommertid, så det kan være en god idé at tjekke den præcise tidsforskel før afrejse.
Vejret i Brasilien – Hvornår er det bedste tidspunkt at rejse til Brasilien?
Brasilien er en destination, som generelt set kan besøges hele året rundt, men vejret vil variere betydeligt afhængigt af, hvor i landet du befinder dig. I Brasilien har de vinter, når vi har sommer, og sommer når vi har vinter. Derfor er den bedste tid at rejse til Brasilien på generelt fra juni til september, hvor vejret er mere tørt. I Rio de Janeiro er klimaet varmt og behageligt året rundt, men regntiden fra december til marts kan medføre høj luftfugtighed og kraftige byger.
Den nordvestlige del af landet omkring Amazonfloden har et tropisk regnskovsklima med varme og store mængder regn året rundt med den primære regntid fra januar til april. Det er bedst at rejse hertil mellem april og september. Sørg generelt for at medbringe passende tøj til både varme dage og køligere aftener, især hvis du planlægger at besøge bjergområderne. En paraply er også altid en god ting at have med!
Du kan læse mere om vejret i Brasilien her.
Byer i Brasilien – Hvor skal man rejse hen i Brasilien?
Rio de Janeiro er en by, hvor livsglæden nærmest hænger i luften. Her kan du begynde din rejse med en tur op til den ikoniske Kristusstatue, der står majestætisk på Corcovado-bjerget og vogter over byen. Tag svævebanen op til Sukkertoppen, hvor du vil blive mødt af en udsigt, der vil tage pusten fra dig. For strandelskere er de berømte strande, Copacabana og Ipanema, perfekte steder at slappe af og opleve den afslappede, brasilianske strandkultur – måske med en caipirinha i hånden. Og glem ikke at opleve det pulserende natteliv i Rios gader, hvor sambaens rytmer får lov til at fylde og inviterer dig til dans.
São Paulo er en by, der aldrig står stille. Som en af verdens største metropoler, er São Paulo et fascinerende sammensurium af kulturer, der skaber en dynamisk og levende atmosfære. Her kan du fordybe dig i kunst og historie på byens mange museer og gallerier. São Paulo er også en drøm for madelskere. Byens madscene byder på alt fra gadekøkkener til gourmetrestauranter, der fusionerer smage fra hele verden. Gaderne er altid fyldt med liv, og der er altid noget nyt at opdage her – om det er en hyggelig café, en skjult park eller et trendy nattelivssted.
Salvador da Bahia er en farverig by, hvor historie, kultur og byens rige afro-brasilianske arv smelter sammen i en farverig og autentisk oplevelse. Gå en tur gennem det historiske kvarter Pelourinho, og beundr de koloniale pastelfarvede bygninger og brostensbelagte gader fyldt med musik, dans og smilende mennesker. Udforsk også byens madscene, som er også lige så farverig som dens gader. Salvador er også stedet, hvor du kan opleve den særegne kampdans capoeira, og hvis du er heldig, kan du se de lokale øve sig på stranden eller i parkerne. Når du har fået nok af byens travle liv, kan du slappe af på en af de mange smukke strande.
Paraty er endnu en charmerende kolonitidsby, der emmer af historie. Engang var den en vigtig havneby, og i dag kan du slentre gennem de brostensbelagte gader og beundre de smukke, hvidkalkede bygninger med farverige døre og vinduer. Byens afslappede atmosfære, kombineret med dens rige historie og naturskønne omgivelser, gør den til et ideelt sted at udforske og nyde Brasiliens kulturarv.
De største naturoplevelser i Brasilien
Iguazu-vandfaldene er et af verdens mest storslåede naturvidundere, og fra den brasilianske side får du et fantastisk syn over de 275 vandfald, der strækker sig over næsten 2,7 kilometer. Her kan du vandre langs stierne, og fra flere udsigtspunkter kan du mærke bruset fra vandfaldene. Tag på en bådtur for at opleve vandfaldets imponerende kraft på nært hold eller på en helikoptertur for at se dem oppefra.
Amazonasregnskoven er et eventyr for naturentusiaster og et af verdens mest fascinerende økosystemer. Her finder du en ufattelig rigdom af dyre- og planteliv, hvor eksotiske fugle, aber, kaimaner og farverige frøer lever side om side. Tag på en bådtur langs Amazonasfloden, hvor du kan se de lyserøde delfiner lege i vandet, eller tag på en vandretur dybt ind i junglen med en lokal guide, der vil introducere dig til regnskovens hemmeligheder. Besøg den lokale befolkning, og lær om deres traditioner. Oplev skoven komme til live om natten, når du overnatter i en eco-lodge.
Pantanal byder på et af verdens største tropiske vådområde. Dette unikke økosystem er hjemsted for et utroligt dyreliv, og du kan have større held med at spotte nogle af de mange fascinerende arter her end i Amazonas. Tag på safariture gennem det smukke landskab, og hold udkig efter jaguarer, kaimaner, blå araer og kapivarer, som er verdens største gnaver!
Bonito er en by, hvor der venter dig en overflod af naturlige vidundere, herunder glitrende floder, imponerende grotter og frodig jungle. Navnet Bonito betyder “smuk” på portugisisk, og området lever bestemt op til sit navn! Tag på snorkelture i de krystalklare floder, vandr gennem frodig jungle, eller hop på cyklen, og kør en tur i det naturskønne landskab, du finder her.
De bedste strande i Brasilien
Brasilien byder på en imponerende kystlinje, der strækker sig over tusindvis af kilometer og gør landet til det ideelle sted for en uforglemmelig badeferie i Sydamerika. Uanset om du søger isolerede strande eller livlige atmosfærer, har Brasilien noget for enhver smag. Her er nogle af Brasiliens bedste strande!
Ilha Grande er en betagende tropeø, hvor du finder nogle af Brasiliens mest spektakulære strande. På øen finder du ægte feriestemning. Her er ingen veje og næsten heller ingen biler, så her er dejligt roligt. På øen finder du også en masse frodig natur med spændende vandreture og et utal af lækre strande! Blandt Ilha Grandes bedste strande er Lopes Mendes. Ja faktisk er Lopes Mendes en af verdens smukkeste strande. Denne spektakulære strand strækker sig over tre kilometer med fint, gyldent sand og krystalklart vand.
Buzios er en charmerende badeby. Byen var engang et lille fiskerleje, men har i dag udviklet sig til en eftertragtet destination med over 20 fantastiske strande. Byen emmer af liv med trendy butikker og festligt natteliv. Nyd et lækkert måltid på en af de lokale fiskerestauranter, og hop derefter i det turkisblå hav for at køle af.
Praia do Forte er en lille fiskerilandsby med en smuk sandstrand omgivet af palmer. Det er et ideelt sted at snorkle i det klare vand eller bare slappe af på stranden. Den rolige atmosfære, du finder her, gør stedet til et skønt tilflugtssted for familier og par.
Copacabana og Ipanema er utvivlsomt nogle af Brasiliens mest kendte strande. Ingen tur til Brasilien er komplet uden et besøg til disse ikoniske strande i Rio de Janeiro. De to strande byder på solbadning, strandfester og en livlig atmosfære. Slap af med cocktails og snacks fra strandbarer, mens du nyder solen, der går ned over havet og skaber en magisk stemning.
10 ting du ikke må gå glip af
- Se Kristusfiguren i Rio
- Das på standene Copacabana og Ipenema
- Dans med i karneval i Rio
- Oplev den storslåede Amazonasregnskov
- Tag på strandferie på Ilha grande
- Bliv blæst bagover ved Iguazú-vandfaldene
- Oplev karnevalet i Salvador
- Udforsk naturen og dyrelivet i Paraty
- Smag på Brasiliens farverige køkken
- Oplev en fodboldkamp i Rio
Mad i Brasilien – Hvad spiser man i Brasilien?
Brasiliansk mad er en sand fest for sanserne og bør være en stor del af din rejse! Det brasilianske køkken byder nemlig på en spændende blanding af smagsoplevelser. Madkulturen bærer præg af afrikanske traditioner og varierer fra region til region.
Kast dig ud i spændende retter som feijoada, der er en uimodståelig bønneret med møre stykker kød, der virkelig indfanger essensen af det brasilianske køkken. Prøv også pão de queijo som er et lækkert stykke oste-brød, perfekt til både morgenmad og snacks. Har du en sød tand er brigadeiro, en blød chokoladekonfekt, et must!
Og når tørsten melder sig, er der intet bedre end en caipirinha – en klassisk brasiliansk cocktail lavet af friske limefrugter, sukker og cachaca. Denne forfriskende drink er perfekt til at køle ned under den varme sol. Mangler du lidt energi, så er Brasilien også verdenskendt for sin lækre fyldige kaffe!
Oplev farverige karneval i Brasilien
Du kan ikke sige Brasilien uden at sige karneval. At opleve karneval i Brasilien er nemlig et must. Det er en uforglemmelig fest, som hvert år tiltrækker millioner af mennesker fra hele verden. Mest kendt er nok karnevalet i Rio de Janeiro, hvor de dansende sambaskoler, farverige parader og overflod af glitter skaber en festlig stemning, der fylder byens gader.
Men karnevallet er ikke kun forbeholdt Rio. I februar forvandles byer som Salvador også til en gigantisk dansefest, hvor lyden af axá – en energisk blanding af afrikansk og brasiliansk popmusik – fylder gaderne. Her kan du lade dig rive med af den livlige atmosfære, når festklædte mennesker fejrer livets glæder i en farverig og smittende dans. Udover Rio og Salvador kan du også opleve spektakulære karnevaler i byer som Olinda, Recife og São Paulo, men intet slår den magi, som især karnevalet i Rio de Janeiro og Salvador tilbyder.
Kombiner din rundrejse i Brasilien med en tur til nabolandene
På din rundrejse i Brasilien, er det oplagt at udvide din oplevelse med et besøg til nogle af de fascinerende nabolande og dermed få en mere dybdegående oplevelse af Sydamerika. For eksempel er en kombinationsrejse mellem Brasilien og Argentina ideel for dig, der ønsker at opleve alt fra pulserende storbyer som Rio de Janeiro og Buenos Aires til naturskønne vidundere som Iguazú-vandfaldene, som kan ses fra begge sider. På sådan en rejse får du alt det bedste, fra sambaens livsglæde, tangoens passion og en skøn balance af storbyliv, naturoplevelser og afslappende strande.
Videre mod Peru kan du fortsætte eventyret ved at udforske Amazonasregnskoven fra en ny vinkel, mens du også oplever ikoniske seværdigheder som Machu Picchu. Hos C&C Travel siger vi generelt, at Sydamerika er et kontinent, der bedst opleves på kryds og tværs, så hvorfor ikke også tage et smut til nabolandet Ecuador, hvor du kan opleve de smukke Galapagos-øer og dykke ned i landets unikke biodiversitet? En rundrejse i disse lande garanterer en storslået og varieret oplevelse med alt det bedste, Sydamerika har at byde på!
Ofte stillede spørgsmål om Brasilien
Hvordan kommer man rundt i Brasilien?
Grundet landets store størrelse kan det være nødvendigt at flyve mellem nogle af dine destinationer i Brasilien. Alternativt kan du også tage en langtursbus, som er en billigere løsning. I større byer som Rio de Janeiro og São Paulo findes der også metro og offentlig transport.
Er det sikkert at rejse til Brasilien? – Hvor sikkert er det at rejse i Brasilien?
Som i enhver storby er det vigtigt at være opmærksom og tage forholdsregler, men mange rejsende besøger Brasilien uden problemer.
Kan man drikke vandet i Brasilien?
Du bør ikke drikke vandet fra hanerne i Brasilien, da det ikke er sikkert. Drik derimod vand fra flaske.
Er det dyrt i Brasilien?
Prisniveauet i Brasilien er generelt billigere end i Danmark. I nogle større byer kan priserne dog nærme sig danske priser.
Hvilken valuta skal man tage med til Brasilien?
Du kan tage både USD eller Brasilianske real (BRL) med.
Hvad er Brasilien kendt for?
Brasilien er kendt for sin imponerende natur og et fantastisk dyreliv, som du blandt andet finder ved Amazonasregnskoven og Iguazú-vandfaldene.
Brasilien er også kendt for at være sambaens og karnevalets hjemsted. Men du finder også nogle af de bedste strande i Brasilien og et utroligt velsmagende køkken!
Hvilken religion er mest udbredt i Brasilien?
I Brasilien er den mest udbredte religion katolicisme.
Hvad hedder hovedstaden i Brasilien?
Hovedstaden i Brasilien hedder Brasilia.
Hvilket sprog taler man i Brasilien?
I Brasilien taler størstedelen af befolkningen portugisisk.
Giver man drikkepenge i Brasilien?
Det er normalt at give drikkepenge i Brasilien. Nogle steder der allerede lagt 10% til i regningen, og hvor de ikke gør, er det forventet, at du selv giver cirka 10% i drikkepenge. Det er også meget almindeligt at give drikkepenge til de mennesker, du bliver betjent af undervejs, så som turguides, tjenere m.m.
Fun facts om Brasilien
Vidste du at…
… Brasilien er hjemsted for verdens største regnskov, Amazonas?
… Landet har over 400 forskellige sorter af frugter?
… Brasilien er det største land i Latinamerika?
… Landet grænser op til alle de sydamerikanske lande på nær Chile og Ecuador?
… Landet er delt i 27 delstater og geografisk kan det inddeles i hele 5 regioner?
Hvorfor rejse med os?
Erfaring
Vi har over 35 års erfaring, og vi har rejst i hele verden
Skræddersyet
Vi skræddersyr din rejse præcis efter dine ønsker
CO2-kompensation
Vi tager ansvar, og vi kompenserer for det CO2, vi udleder på vores flyrejser
Løbende kontakt
Du kan altid komme i kontakt med os – både før, under og efter rejsen
Praktisk
Vi inkluderer og arrangerer alle fly, hoteller og transporter
Tryghed
Vores rejser er dækket af Rejsegarantifonden og Pakkerejseloven