Rejseguide til Colombia
Her er din rejseguide til Colombia!
Det er en rejseguide med al den vigtigste information, hvis du overvejer en rejse til Colombia.
Hvorfor rejse til Colombia?
Der er utallige grunde til at rejse til Colombia! Landet, der engang rimede på narkokrig, guerillagrupper i junglen og uro, har som Fugl Føniks rejst sig fra asken og foldet sine vinger ud som en moderne, dynamisk og imødekommende nation.
Pablo Escobar hører fortiden til, og i dag er Colombia langt fra det image, mange fejlagtigt forbinder det med. Medellín, der engang var kendt som verdens farligste by, er nu en af Latinamerikas mest innovative og livlige metropoler. Bogotá er en pulserende hovedstad fyldt med street art, historie og kreativ energi, og Cartagena er som et romantisk postkort fra kolonitiden med sine brostensbelagte gader, farverige huse og bougainvilleabevoksede altaner.
Med en af verdens rigeste biodiversiteter finder du desuden et helt unikt dyre- og planteliv. Mærk suset i Andesbjergenes højder, zig-zag mellem Cocora-dalens slanke vokspalmer og sejl ad Amazonfloden til lyden af junglens dyr. Krydret med den varmeste og mest smilende befolkning, ja, så er der kun en ting at sige: Kom afsted!
Fakta om Colombia
- Colombia er en republik med det officielle navn República de Colombia.
- Det sydamerikanske land er rammet ind af Det Caribiske Hav og Stillehavet, Panama i nord, Venezuela i øst samt Brasilien, Peru og Ecuador i syd.
- Hovedstaden hedder Bogotá, og her bor næsten 10 ud af landets 52 millioner mennesker.
- I Colombia taler de spansk.
Praktisk info om Colombia
Her har du lidt praktisk info om Colombia. Du finder nyttig information om, hvad du skal huske, inden du rejser.
Visum og indrejsekrav
Du skal have visum for at rejse ind i Colombia.
Læs mere om visumregler for Colombia her.
Vaccinationer og sundhed
Inden du rejser til Colombia, anbefaler vi, at du som minimum vaccinerer dig mod:
- Smitsom leverbetændelse (Hepatitis A)
- Difteri
- Stivkrampe
Læs mere om vaccinationer før rejsen til Colombia her.
Valuta og betalingsmetoder
Den lokale valuta er colombianske pesos (COP). Kreditkort som Visa og Mastercard accepteres på hoteller, restauranter og større butikker i byerne, men kontanter er nødvendige i mindre byer og på markeder. Hæveautomater findes i de fleste større byer.
Tidsforskel
Colombia er seks timer bag Danmark i vintertid og syv timer bag i sommertid. Om vinteren, når klokken er 12.00 middag i Danmark, er den altså 06.00 om morgenen i Colombia, og om sommeren er den 05.00.
Mobiltelefoni og internet
De største teleselskaber i Colombia er Claro, Movistar og Tigo. Du kan købe et lokalt SIM-kort med data, hvis din telefon er låst op. Wi-Fi er udbredt på hoteller, caféer og restauranter i byerne, men forbindelsen kan være ustabil i mere afsidesliggende områder.
Flyvetid
Der er rigtig gode forbindelser til Colombia fra Danmark. Det tager typisk 14 timer at flyve til Bogotá fra med en mellemlanding i Amsterdam eller Paris, og hjemrejsen fra Cartagena er direkte. Tiderne er også gode, så du ankommer midt på dagen og rejser hjem om aftenen. Uanset hvad, gør vi selvfølgelig vores for at finde de bedste forbindelser, der passer til dig og din rejse.
Elektricitet og stiktyper
Colombia bruger 110V strømstyrke og stiktype A og B (som i USA). En adapter er nødvendig, da danske stik ikke passer i de colombianske stikkontakter.
Vejret i Colombia – hvornår er det bedst at rejse til Colombia?
Den bedste tid at rejse til Colombia afhænger af, hvor du vil hen. Colombia har nemlig en enorm klimavariation! Generelt er landet varmt året rundt, men nedbør og temperaturer varierer meget fra region til region. Tørperioderne fra december til marts og juli til august er mest populære, men regntid betyder ofte blot korte byger, efterfulgt af sol. Læs her om Colombias vejr i de specifikke områder.
Caribiske kystområder
Langs den caribiske kyst er klimaet tropisk med temperaturer omkring 28-32°C hele året. Den tørre sæson fra december til marts er den bedste tid at besøge – for du er her for at nyde stranden, mens regntiden fra april til november kan byde på korte, kraftige byger.
Andesbjergene og kafferegionen
I Andesbjergene, hvor Colombias berømte kafferegion ligger, er klimaet behageligt med temperaturer omkring 20-25°C. Her er to regnsæsoner – april til maj og oktober til november – men selv i disse perioder kan du opleve solrige dage.
Stillehavskysten
Stillehavskysten har et fugtigt tropisk klima med temperaturer omkring 27-30°C året rundt. Den tørreste periode er fra december til marts, hvilket gør det til et godt tidspunkt at besøge strandene og nyde havet.
Colombias historie
Har du også hørt myten om El Dorado? Historien om en gylden by gemt dybt inde i Colombias bjerge har i århundreder fascineret eventyrere og skattejægere. Myten kommer fra Muisca-folket, der levede i Andesbjergene. Når en ny hersker skulle indsættes, blev han dækket i guldstøv og sejlede ud på en hellig sø. Her ofrede han smykker og skatte til guderne som en del af en vigtig ceremoni.
Da de spanske erobrere ankom i 1500-tallet, troede de således, at de havde fundet et rige fyldt med guld. De ledte forgæves efter El Dorado, men da heldet ikke var med dem, erobrede de i stedet de oprindelige folk, grundlagde Bogotá i 1538 og gjorde Colombia til en del af det spanske kolonirige.
I over 250 år blev landet styret fra Spanien, men i 1819 sikrede Simón Bolívar Colombias uafhængighed. Siden da har Colombia gennemlevet både konflikter og forandringer, men i dag er landet kendt for sin økonomiske vækst, rige kultur og spektakulære natur, der gør det til en af Sydamerikas mest fascinerende destinationer. Musica-folkets arv lever i øvrigt videre, fx ved Guatavita-søen, hvor El Dorado-myten efter sigende begyndte.
Colombias regioner og smukke byer – hvad skal du opleve?
Bogotá
Colombias hovedstad, Bogotá, ligger i imponerende 2640 meters højde. Du kan slentre gennem den farverige gamle bydel La Candelaria, udforske kunstneriske Chapinero eller nyde de hyggelige gader i Usaquén, hvor du finder markeder og caféer. Tag en dag op på Monserrate-bjerget for at få en skøn udsigt over byen – især ved solnedgang er udsigten magisk!
Den caribiske kyst og øerne
Langs Colombias caribiske kyst finder du både palmestrande, kolonitidsbyer og smuk natur. Start i Cartagenas brostensbelagte gader, og sug den romantiske stemning til dig. I Tayrona Nationalpark og Sierra Nevada-bjergene kan du tage på opdagelse efter den forsvundne by, inden du bevæger dig mod Det Caribiske Hav på Palominos palmebevoksede sandstrand. Længere nede ad kysten ligger skønne Rincón del Mar, hvor afro-caribiske rytmer fylder luften, og ude midt i havet venter en række ægte bountyøer, hvor du kan snorkle med tropiske fisk og dase i hængekøjer.
Kafferegionen
Colombias kaffebælte er en grøn oase, hvor du kan smage noget af verdens bedste kaffe direkte fra kilden. Besøg en lokal kaffefarm, og lær om processen fra bønne til bryg. Salento er en charmerende lille by med farverige huse og hyggelige caféer. Det er herfra, du kan du tage på tur til Cocora-dalen, hvor du vandrer mellem de ikoniske, tårnhøje vokspalmer, der kan skyde op til 60 meter op i luften!
Amazonas
Colombia er en drømmedestination for naturelskeren – biodiversiteten er en af verdens største, og hvilket bedre sted at starte eventyret end i Amazonas? Verdens største regnskov kan nemlig også opleves fra Colombia. Sejl ad floderne, lyt til skovens lyde og spot lyserøde floddelfiner, farvestrålende papegøjer og aber, der svinger sig i trætoppene. Det er et fantastisk økosystem og absolut en af Sydamerikas største oplevelser.
Medellín og Andesbjergene
Medellín, byen med det evige forår, ligger omsluttet af Andesbjergene. Engang var Medellín berygtet som en af verdens farligste byer, men i dag er den en moderne, innovativ metropol fyldt med liv. Byen har masser af grønne parker, hippe caféer og et effektivt metrosystem, der gør det let at komme rundt. Du kan også tage kabelbanen op i bjergene og gå på opdagelse i Comuna 13, hvor farvestrålende gadekunst og musik fortæller historien om byens utrolige forandring.
Colombias mangfoldige kultur
Gastronomi – fra gadekøkkener til gourmetoplevelser
Colombiansk mad er en oplevelse i sig selv. Smovs dig gennem friskbagte arepas, en solid bandeja paisa med ris, bønner, kød og avocado og eksotiske frugtsmoothies. Hvis du elsker kaffe, er du kommet til det rette sted. Colombia producerer noget af verdens bedste kaffe, så det er basis for nogle solide koffein-chok. Det er måske okay med lidt ekstra vågne timer, for landet er en kilde af oplevelser, der aldrig løber ud.
Kunst, historie og museer
Colombias rige historie og kreative sjæl afspejles i landets museer og kunstscener. I Bogotá kan du opleve El Museo de Oro, hvor gamle muisca-skatte skinner om kap med El Dorado-myten. Det er også i byen her, du finder Botero-museet, hvor du kan se Fernando Boteros ikoniske, buttede figurer. Og hvis du elsker gadekunst, så gå på opdagelse i Medellíns Comuna 13, hvor farvestrålende vægmalerier fortæller byens historie.
Musik og rytmer – hjertet af Colombia
Colombia har har dans og musik i sin DNA, og langs de caribiske kyster vil du høre hjertet slå i takt til rytmerne af cumbia. Cali derimod er landets salsahovedstad, og her fylder musikken gaderne og gør det klart, at dansen er en fast bastanddel af livet og hverdagen.
Festivaler
I fire dage i februar eksploderer Barranquilla i et festfyrværkeri af kostumer, danseopvisninger og musik til Carnaval de Barranquilla. Det er faktisk Sydamerikas næststørste karneval, kun overgået af det i Rio de Janeiro. Festivitassen er på UNESCOs liste over immateriel kulturarv, og det er en af de mest spektakulære oplevelser i Colombia.
I den roligere ende af festival-skalaen finder du Medellíns Feria de las Flores, en hyldest til regionens blomsterdyrkere og en af årets største begivenheder. Byen fyldes med parader, koncerter og de imponerende “silleteros”, hvor blomsterhandlere bærer enorme blomsterdekorationer gennem gaderne.
Transport i Colombia – hvordan kommer du rundt i Colombia?
Colombia er et stort land – faktisk 26 gange større end Danmark – så du skal forvente at bruge lidt tid på at rejse. Heldigvis er transportmulighederne gode, og det er virkelig nemt at komme rundt i det store land.
Indenrigsfly
Den mest effektive måde at rejse mellem Colombias forskellige regioner er med indenrigsfly. Landet har over 100 lufthavne og et velfungerende rutenetværk, der forbinder de største byer og populære destinationer. Flybilletter er ofte billige, da flere lokale flyselskaber konkurrerer om kunderne, og det gør det muligt at spare tid på transporten.
Bil og bus
Hvis du har god tid, kan biltransport være en oplagt mulighed. Når du kører gennem landskabet, får du en helt anden oplevelse af Colombia – du ser små landsbyer, frodige bjergområder og kaffefarme, som du ellers ville flyve over. Mange ruter kan klares med privat transport eller komfortable langdistancebusser.
Ofte stillede spørgsmål om Colombia
Er det sikkert at rejse til Colombia
Ja, Colombia er blevet langt mere sikkert de seneste år, især i turistområderne. De fleste rejsende oplever ingen problemer, men det er vigtigt at tage almindelige forholdsregler. Undgå at færdes alene om natten, vær opmærksom på lommetyve i storbyerne, og brug officielle taxaer eller transport-apps.
Hvornår er det bedst at rejse til Colombia?
Den bedste rejsetid afhænger af, hvor i landet du vil hen. Generelt er den tørre sæson fra december til marts samt juli og august de bedste måneder at rejse i. På den caribiske kyst er vejret varmt og solrigt året rundt, mens regntiden i kafferegionen og Amazonas typisk ligger fra april til november.
Er Colombia billigt?
Ja, sammenlignet med Europa er Colombia en prisvenlig rejsedestination. Transport, mad og overnatning kan være meget billigt, især uden for de største turistområder. En lokal frokostmenu koster ofte under 30 DKK, og en god kop kaffe kan fås for få kroner. Luksusoplevelser som boutique-hoteller og fine dining er også billigere end i mange andre lande.
Er der gode strande i Colombia?
Ja, Colombia har fantastiske strande! På den caribiske kyst finder du både livlige og øde paradisstrande. Tayrona Nationalpark har uberørte kyststrækninger omgivet af jungle, mens San Andrés og Providencia-øerne byder på turkisblåt vand og kridhvidt sand. Palomino og Rincón del Mar er boheme-stemning og dejlige strande, så du kan snildt holde strandferie i Colombia.
Er Colombia en god destination med børn?
Ja, Colombianere er utroligt familievenlige, og børn bliver altid mødt med varme smil. Der er masser af oplevelser for familier, lige fra eventyrlige strande til sjove aktiviteter i kafferegionen, hvor børn kan lære om kaffedyrkning og se eksotiske dyr.
Kan man rejse i Colombia uden at tale spansk?
Du kan godt rejse til Colombia uden at tale spansk, men det er en fordel at kunne et par fraser, for engelskkundskaberne er begrænsede uden for storbyer og turistområder. I større byer burde det dog ikke være et problem.
Fun facts
Vidste du at…
… hovedstaden Bogotá har et af verdens største netværk af cykelstier, Ciclovías, og store dele af byen lukker om søndagen veje af for biler til fordel for cyklister og fodgængere?
… Colombia er det land med den andenstørste biodiversitet i verden? Kun overgået af Brasilien.
… landet har 102 forskellige oprindelige folkegrupper? Nogle af grupperne levede helt tilbage for 14.000 år siden, og nogle lever i junglen uden videre kontakt til det moderne samfund.
… nationalsangen ifølge loven skal spilles to gange dagligt på alle offentlige radio- og tv-stationer?
Hvorfor rejse med os?
Erfaring
Vi har over 35 års erfaring, og vi har rejst i hele verden
Skræddersyet
Vi skræddersyr din rejse præcis efter dine ønsker
CO2-kompensation
Vi tager ansvar, og vi kompenserer for det CO2, vi udleder på vores flyrejser
Løbende kontakt
Du kan altid komme i kontakt med os – både før, under og efter rejsen
Praktisk
Vi inkluderer og arrangerer alle fly, hoteller og transporter
Tryghed
Vores rejser er dækket af Rejsegarantifonden og Pakkerejseloven